Shadow Labyrinth

Pac-Man er en af de sjældne klassikere fra spilbranchens ungdom, der stadig er sjov at spille nu til dags. Alligevel har Namco (nu Bandai Namco) mange gange forsøgt at modernisere konceptet for at holde Pac-Man relevant, og det er sjældent lykkedes særlig godt. Aldrig dårligt, men heller aldrig mindeværdigt.

Dette er ikke noget Pac-Man-spil, men snarere et spil med Pac-Man-elementer.

Faktisk var det først med Pac-Man Vs. fra 2003 og {Pac-Man Championship Edition} fra 2007, at jeg for alvor havde det sjovt med Pac-Man igen, og derefter var der igen langt mellem snapsene. Indtil nu, altså. {Shadow Labyrinth} er et forklædt Pac-Man-spil, hvor den gule pilleknuser spiller en stor rolle som sidekick, og hvor eventyret faktisk er et metroidvania med tydelig inspiration fra {Hollow Knight}.

Det er langt fra et perfekt spil, men der er en kærlighed her, som er svær bare at feje af bordet, og i løbet af anmeldelsesperioden havde jeg ofte svært ved at lægge controlleren fra mig, når jeg først havde fået øje på endnu en hemmelighed, jeg ikke helt kunne nå. Desuden har udviklerne på snedig vis sneget Pac-Man ind i gameplayet. En af hovedpersonens egenskaber er at forvandle sig til en Pac-Man, der kan rejse langs vægge og objekter, så længe der er kontaktflader, der gør det muligt.

Det faktum, at der også er valuta (til opgraderinger) undervejs, sender min lille Pac-Man på overarbejde. Det er fænomenalt sjovt og føles smart implementeret - om noget ville jeg gerne have haft mere af det.

Du kan opgradere din karakter på forskellige vis.

Shadow Labyrinth kaster mig direkte ind i en gotisk og uventet mørk verden uden nogen introduktion. Jeg bliver bragt til live som Swordsman No. 8 af en talende Pac-Man ved navn Puck (en reference til karakteren originale japanske navn), som ser ud til at have brug for min hjælp. Men jeg er ikke den første, han har spurgt, og det lader til, at mange før mig har fejlet - en indikation af, at det ikke bliver noget nemt eventyr.

Puck har tydeligvis et mål, men han er tilbageholdende med at dele detaljer om, hvad præcis det drejer sig om. Jeg bliver derfor først oplært i de basale ting. Der er mulighed for at gå, løbe, dukke sig, hoppe og slå på ting - og som sagt forvandle sig til Pac-Man. Efterhånden udvikler historien sig på en ganske vist uklar, men alligevel spændende måde, som gør, at jeg meget af tiden sidder inde med spørgsmål. Hvad der er sket? Hvor er jeg? Hvad er Pucks mål? Og har karakteren overhovedet gode intentioner?

Som man kan se har spillet en dyster atmosfære.

Shadow Labyrinth er ret traditionelt i sit design med save points, jeg kan teleportere imellem, og muligheden for at opgradere ting som angrebskraft og liv. Swordsman No. 8 kan også lære nye færdigheder. Nogle vil måske mene, det er en kende basalt, men for at være ærlig, så føltes det mest af alt befriende at have et spil uden andre gimmicks end en meget smart implementering af Pac-Man-gameplay i en metroidvania. Pac-Man gør sig også bemærket under bosskampene, som ender med, at en stor sort og bordeauxfarvet Pac-Man med en ond aura fortærer den fjende, jeg lige har besejret, og får en ny evne.

Gameplaymæssigt er det en fornøjelse at spille Shadow Labyrinth takket være en adræt og ret hurtig hovedperson, der aldrig sidder fast i ting og automatisk hejser sig op på afsatser, når jeg hopper hen til dem. Det giver en fornemmelse af smidighed uden at fjerne følelsen af fuld kontrol. Kampene er simple og elegante. Man er aldrig i tvivl om, hvad man skal gøre, når man først har set fjendernes bevægelsesmønstre (der kunne dog godt have været flere forskellige fjender). Desuden får man lidt senere i eventyret mulighed for at forvandle sig til en mech ved navn Gaia, som er eventyrets spillemæssige højdepunkt, netop fordi den er så utrolig kraftfuld.

Den store mech Gaia er sjovt at spille som, men desværre er fjendevariationen ikke i top.

I sidste ende forbliver karakteren på et solidt syvtal, fordi Shadown Labyrinth er lidt mindre, end det burde have været, og føles lidt budgetagtigt, når det gælder grafikken. Og selv om jeg sætter pris på det grundlæggende og gimmick-fri gameplay, føles det også en kende spartansk. Lidt mere dybde i spillet ville have været rart. Men hvis du vil have et hyggeligt metroidvania, der på en smart måde knytter an til spilhistorien takket være Pac-Man, og som ikke er længere, end at du kan nå at gennemføre det i ferien, er det bestemt værd at tjekke ud, især hvis du planlægger at tilbringe din ferie i hængekøjen med en Switch 1 eller 2 i favnen.