Gamereactor

Gamereactor
Film
Sex Drive

Sex Drive

Titlen Sex Drive siger det hele. En flok unge tager på en tur gennem USA for gud ved hvilken gang, og derefter bliver der smidt pik, patter og sjofle kommentarer til højre og venstre. Det er plat og dumt, og ikke særlig sjovt.

Nogle teen movies kan, andre kan ikke. Jeg har bestemt ikke noget imod en god omgang pruttehumor, bandeord og sjofel tankegang, og dermed har jeg som regel heller ikke noget mod i ny og næ at sætte mig ned og nyde en god omgang amerikansk ungdomskomedie. Man kan slå hjernen fra, nyde de fåtallige jokes der kommer ind imellem, og ellers bare slappe af. Sex Drive må siges at være det seneste skud på stammen, og man kan med det samme se at den prøver at køre i klassiske fodspor som American Pie og mest af alt Road Trip. Humoren har dog i denne omgang fået et tak op på sjofelmeteret, og et tak ned på morsomhed.

Historien kan beskrives meget kort. Den unge jomfru Ian er en taber når det kommer til piger. Han arbejder i en burgerbutik i et storcenter, og tænker på.. ja, piger, patter og sex konstant. Det samme gør hans småtykke og selvfede ven Lance, men i hans favør er han i stand til at dyrke sex med næsten hvem han vil. Da Ian udgiver sig for at være en muskuløs football-spiller på et chatsite, bliver muligheden for et superknald dog pludselig meget virkeligt. Alt han skal gøre er at rejse halvvejs gennem USA for at møde pigen, og med Lance som ven bliver turen uundgåelig. De to fyre og Ians veninde Felicia stjæler Rex, Ians sindssyge storebror, vilde Pontiac GTO og så er det ellers ud på landevejen. Selvfølgelig medfører denne tur masser af sjofle, pinlige og "sjove" eskapader.

Lad det være sagt med det samme. Intet er nyt i Sex Drive, og hvis du har set Road Trip har du allerede set en bedre film, og behøver ikke spilde tid på denne film. Der er lysglimt af gode intentioner, forsøg på god humor og ikke mindst masser af bryster, kønssygdomme og fuldskab. Alt sammen lander pladask på jorden, med undtagelsen af et par få scener hvor hovedpersonen er udklædt i et burgerkostume.

Skuespillerensemblet er ligeledes trist. Ingen af de tre hovedroller besidder komisk timing eller er gode skuespillere, og selvom man undervejs møder fine kameos fra bl.a. Seth Green som amish, så tilføjer disse scener bare ikke nok til oplevelsen. Bedst er eks-Cyclops James Marsden som Ians storebror Rex. Han har det tydeligvis sjovt i rollen som ensidig bølle med en tyrs temperament, men ikke desto mindre er det surt at se han ikke kan bruge tiden på bedre film end denne.

Sex Drive er tydeligvis tilegnet bumsede teenagere med hang til humor fra de lavere regioner, og det lykkedes også til dels. Men historien og de enkelte scener i filmen er så usammenhængende at filmen som helhed bare er et stort rod hvor de fleste optrin bare ikke er sjove nok.

Slutningen er næsten det bedste i filmen, men jeg kan ikke anbefale nogle som helst at vente så længe, når resten er så ringe som det er i Sex Drive. Kør langt uden om denne film.

03 Gamereactor Danmark
3 / 10