Sennheiser PC 363D
Sennheiser har opdateret deres linje af PC-headsets - vi har testet deres nye flagskib.
Når man siger headsets til gaming, vil de fleste nok tænke på selskaber som SteelSeries, Razer, Logitech og Turtle Beach. Med undtagelse af sidstnævnte, så er de alle firmaer, der også laver meget andet end lydgrej. Sennheiser, derimod, har ikke lavet andet end lyd siden efterkrigsårene, både til forbrugere og professionelle, hvilket har givet dem et ry for at være blandt de bedste i branchen.
Og selvom de fleste måske mest forbinder dem med hifi-grej, så laver de altså også headsets specifikt til gaming - og på dette felt har de netop lanceret et nyt flagskib, nemlig PC 363D. Et headset der blandt andet bryster sig af Dolby Logic Pro II 7.1 surround sound.
Selvom de til forveksling ligner en af Sennheisers dyrere hifi-hørebøffer (hvis man ser bort fra den den store mikrofon, der sidder på siden), så virker de ved første indtryk faktisk en smule skrabede på feature-fronten. Jeg leder forgæves efter en knap til at slukke mikrofonen og en mulighed for at indstille lydstyrken.
Det viser sig dog heldigvis at være et tilfælde af mangelfuld manual-læsning frem for himmelråbende feature-katastrofe. Den store runde skive med Sennheiser-logoet på højre dåse fungerer som volumekontrol, og er let både at finde og betjene. Mikrofonen muter automatisk, når man folder den op, hvilket er både en elegant og i bakspejlet indlysende løsning. Så kan jeg lære ikke bare at ignorere de der papirer, der følger med.
PC 363D påstår at være et surround-headset, men det er en sandhed med modifikationer. Det benytter som sagt Dolby Pro Logic II, hvilket kort sagt betyder at surround-effekterne er emulerede. I virkeligheden er PC 363D et ganske almindeligt stereo-headset.
Surround-effekten opnås via det medfølgende USB-lydkort. En stor kontakt slår surround-effekten til og fra, mens man via den medfølgende software vælger om der skal emuleres et 2.0, 4.0, 5.1 eller 7.1-setup (selve softwaren fylder i øvrigt kun 8 MB og gør intet væsen af sig selv, når man ikke er i gang med at ændre indstillinger. Nøj, hvor kunne resten af branchen lære noget af det).
Surround-effekten giver et bredere og mere rummeligt lydbillede, og man kan høre en tydelig forskel i spil som for eksempel {Battlefield 3} eller {Team Fortress 2}. Der er dog stadig lang vej derfra til at kunne høre, præcis hvor et skud eller en lyd kommer fra, da her - trods alt - kun er tale om glorificeret stereo. Hvis man bare hører musik, bør man straks slå effekten fra, da den ellers yder vold mod kunstnernes hårde arbejde.
Men selvom PC 363D's surround-effekt altså er ret ligegyldig, er der stadig rigeligt grund til at give headsettet et lyt. Som ganske almindeligt stereo-headset fungerer det nemlig fremragende (det har endda almindelige 3,5 mm-jackstik, hvis man ikke gider USB-lydkortet).
Lyden i bøfferne er krystalklar, detaljeret og præcis, med en god og tydelig bas, der ikke er for voldsom, og en nydelig balance mellem diskant, mellemtone og bas. Kort sagt er dette her det mest vellydende headset markedsført til gaming-brug, jeg nogensinde har hørt. Udover spil har jeg kastet alt fra jazz og klassisk til tonstung hip-hop og rock efter det, og det har klaret sig flot med dem alle.
Jeg ved ikke nøjagtig hvilke drivere, der sidder i PC 363D, men headsettet leverer en lyd, der snildt kan måle sig med Sennheisers hifi-hovedtelefoner i samme prisklasse. Dertil sidder de godt og er behagelige at have på, også efter adskillige timers spil og musiklytteri.
Til en vejledende udsalgspris på lige under 2000 kroner er PC 363D i den dyre ende, men selvom surround-effekten ikke rigtig er værd at skrive hjem om (hvilket i øvrigt gælder for ethvert surround-headset, der benytter emuleret surround - og det gør langt de fleste), kan man godt høre hvad pengene er gået til. Det her er uden tvivl det bedstlydende headset, jeg endnu har haft ørene i, og det kommer ikke til at forlade min PC foreløbig.


Gamereactor Danmark