Screencheat

Engang i fordums tid, inden vi alle havde internet og 64 spillere i vores online First-person-shooters, pressede man sig fire venner ned i en sofa foran et alt for lille billedrørs TV, og forsøgte at få ramt på hinanden i klassiske spil som Golden Eye og {Perfect Dark}. Tit opstod der skænderier om snyd. Det hele foregik i splitscreen, så det var nemt at se, hvor andre gemte sig. Det problem har inspireret Samurai Punks til at skabe et interessant lille spil, hvor du er nødt til at kigge på modstanderens skærm for overhovedet at kunne vinde. {Screencheat} er et FPS-spil med et twist: Alle dine modstandere er nemlig usynlige. Spillet foregår i splitscreen uanset om man spiller online eller lokalt, og for at kunne skyde de andre spillere, er du nødt til at holde øje med dine modstanders skærme. Resultatet er en finurlig lille indie titel, men et spil der også er lidt en 'one-trick pony'.

En ting der kan snyde i {Screencheat}, er dets generelle visuelle præsentation. Det ser ærlig talt ikke særlig flot ud. Grafikken og designet er kun lige funktionelt, i forhold til at se hvad der foregår på skærmen. Musikken lyder som 90'er techno kørt igennem en kværn af gamle konsol-chips, som vækker minder om gamle spil, men er også fra første tone enerverende at høre på. Det er i hvert fald tilfældet, indtil man er kommet ordenligt i gang med spillet, og bliver fanget af det sjove gameplay. Da begynder det hele at smelte sammen til en ret unik cocktail. Dog er det kun en cocktail, man kan holde ud i doser, inden ens øjne får kvalme. Spillet er til gengæld særdeles humoristisk præsenteret, og fyldt med computer- og spilreferencer. Eksempelvis kan du benytte et våben kaldet 'wall_hacker', og når du dør, ses en besked på skærmen, som eksempelvis kunne være: "You got Windows Vistaed." Oven i det hele taler en irriterende kommentator, men det er tydligt, at han skal være irriterende. Man kan desuden skifte imellem, om han skal være: silly, brutal eller aussie.

Den grafiske udformning af banerne, er pragmatisk anlagt. Banerne er opdelt i 4-5 områder med hver deres farve. Det er derfor nemt med et hurtigt skimt på de andre skærme at se, hvor folk befinder sig, og statuer, planter og andre ornamenter er fordelt i banerne på bestemte steder, så du mere præcist kan lokaliserer fjenden, inden du skyder. Langt de fleste baner er fornuftigt skruet sammen, så alle områder er kædet sammen, og man ikke kan blive fanget i et hjørne. Mange af dem har et ventilationssystem, som gør at man kan skyde genvej, og komme til en af de områder, som måske ligger længere væk.

Spillets stærke kerne er dets gameplay og grundlæggende ide. Til at starte med, er man snotforvirret, og rammer ingenting. Som nybegynder har du ikke en chance, hvis du spiller mod folk, som kender banerne. Men man lære hurtigt, og når først man kan finde rundt, begynder spillet at blive rigtig sjovt. Det er svært og udfordrer virkelig din hjerneaktivitet. Tit ender man med at jagte en anden spiller, og glemmer helt at holde øje med de andre. Dine sanser er helt skærpet, mens man spiller, og efterhånden reagerer man intuitivt, hvis man i sin øjenkrog skimter modstanderen i det røde område, og man ligeledes selv befinder sig der. Du er altså med andre ord altid på kanten af stolen; der er ikke noget der hedder at gemme sig eller campe. Det høje tempo gør spillet sjovt, men er også udmattende i længden. En time, maks. To, var hvad jeg kunne holde til af gangen, før jeg havde mere lyst til at spille noget andet. Det er dog ikke nødvendigvis en dårlig ting når vi taler om et så lille spil, og man har bestemt lyst til at vende tilbage senere, når man lige har pustet ud.

Spillet har en del variation i sine game modes. Der er traditionelle modes som 'Death Match', men selv de gamle kendinge har fået et twist. I 'capture the Fun' skal man holde fast på en piñata i længst tid for at vinde. I 'Gold Rush' vinder man ved at have flest guldmønter, når tiden er gået, men bliver man skudt, mister man dem alle. En af de allermest interessante modes er 'Murder Mystery'. Her får hver spiller nogle kort, som beskriver hvem man skal dræbe og med hvilket våben. Alle disse modes, plus flere, sørger for at spillet ikke bliver for ensformigt. Våbene er også varieret. Af nærkampsåben kan man for eksempel vælger en kandelaber, eller var det noget med nogle bamsebomber?

Spillet er i sin natur i et multiplayer spil. Hvis der ikke er nok spillere tilsteder, bliver der automatisk tilføjet bots. Disse er overraskende gode, næsten for gode, da de ofte ligger sig nr. 1 eller 2, men det er rart, at de ikke er ren kanonføde. Hvis man vil spille alene, kan man give sig i kast med 'time trails', men det er på ingen måde noget, som kan retfærdiggøre et køb, og skal udelukkende anses som træning. Til dette formål er de også ganske effektive, og en god måde at lære banerne at kende på, inden man kaster sig ud imod rigtige spillere.

Den første halve time synes jeg {Screencheat} var enormt irriterende, men langsomt blev jeg opslugt af det. Gameplayet er struktureret omkring en simpel, men egentlig ret genial ide, og det føles som ren hjernegymnastik at spille det. Når et spil er baseret på en afgrænset og meget specifik ide, er det dog ofte ikke noget man gider at spille lang tid adgangen. På mange måder føles {Screencheat}, som noget der burde være en mode i et større og mere omfattende skydespil. God lyd og grafik er ikke noget spillet kan prale af, men har til gengæld lidt humor at opveje med. Noget af musikken er godt, men bliver for ensformigt ret hurtigt. {Screencheat} er ikke det bedste FPS derude, men hvis man er til skydespil, bør helt klart give dette et forsøg, da det er udfordrende og et dejligt afbræk fra de større shooters. Desuden er det også et dejligt minde om de gode gamle dage med splitscreen.