Screamer

1990'erne var en guldalder for arkade-racere. Se bare på Ridge Racer, Daytona USA og Virtua Racing - alle er arkaderacerer, der udkom i første halvdel af 1990'erne. Det var et hårdt marked, men det afholdte ikke det lille nystartede italienske studie Graffiti fra at udgive deres arkaderacer Screamer til PC. Selv om det var tydeligt inspireret af Ridge Racer, så var det alligevel sit eget og kunne let stå på egne ben.

Året efter skiftede Graffiti navn til Milestone som vi kender i dag og når man ser tilbage på de spil, som de over tid er blevet bedst kendt for, spil som blandt andet Ride og MotoGP og Superbike World Championship, er det let at glemme, at de faktisk har rødder i arkaderaceren. I min optik er Milestone netop bedst, når de laver arkaderacere og det beviste de med Gravel fra 2018 og senest med Hot Wheels Unleashed 2: Turbocharged fra 2023. Nu er Milestone tilbage og nu genopliver de arkaderaceren, som startede det hele for dem, nemlig Screamer.

Screamer er noget så sjældent, som en arkaderacer med en historie. Spillet udspiller sig en nær fremtid og kampagnen hedder The Tournament, som drejer sig om et ulovligt gaderæs, arrangeret af den mystiske Mr. A (Troy Baker). Der er fem meget forskellige hold med i denne turnering; blandt andre Strike Force Romanda som er en række japanske popstjerner, Anaconda Corp. består af mystiske typer fra våbenproducenten og cyber-sikkerhedsvirksomheden af samme navn og Kagawa-Kai er et team med medlemmer af en kriminel organisation. Man kommer i øvrigt til at køre som alle fem teams i løbet af The Tournament.

Historien fortælles i en kombination af nogle virkelig lækre anime-sekvenser skabt af det japanske animationsstudie Polygon Pictures, som er bedst kendt for forskellige anime- og science fiction-serier og film, og nogle ret statiske og kedelige samtaler som vi kender det fra klassiske JRPG's, hvor der står personer i hver sin side af skærmen med et tekstfelt imellem sig. Der er desværre stor overvægt af sidstnævnte. Historien er ikke voldsom spændende, den er inddelt i en lang række kapitler og fungerer mest som undskyldning for at kaste spilleren ud i en række hæsblæsende løb af forskellige slags, ofte med forskellige mål, der skal opnås undervejs.

Kampagnen er ganske lang og man bruger ret meget af tiden på at sidde og lytte til dialoger mellem spillets rivaliserende karakterer. Oveni dette kommer en ret ujævn sværhedsgrad, som får det hele til at føles decideret langtrukkent. Screamer er som udgangspunkt ikke noget let spil og sværhedsgraden er desværre noget ujævn. Jeg oplevede med jævne mellemrum at sværhedsgraden pludselig faldt, for derefter at stige voldsomt igen og det betyder, at man rammer nogle ret stejle mure ind imellem. Jeg kom ud for, med lethed, at kunne vinde et løb, hvorefter det næste løb krævede op mod 20 forsøg, hvorefter det efterfølgende igen blev vundet med lethed. Det er ujævnt og det er ret ærgerligt.

Ud over The Tournament byder Screamer også på en lang række andre gamemodes. Der er standard Race, der er Team Race, Time Attack, Checkpoint, Score Challenge, Overdrive Challenge og endelig Multiplayer, hvor man kan spille i Mixtape (tilfældige gamemodes vælges af spillet forud for hvert løb), Ranked Team Race og Local Splitscreen for op til fire spillere. Så der er bestemt spilmuligheder nok her i Screamer og det hele udspiller sig på 32 baner fordelt på fire områder; den neon-oplyste storby Neo Rey, den glohede ørken Sky Road Desert, naturreservatet Forest #13 - og så et fjerde hemmeligt område, som først bliver afsløret senere i kampagnen. Banerne er en god blanding af snoede veje og lange lige langsider, men det er lidt overraskende, at banerne ikke indeholder skjulte genveje og lignende ting, som man ellers ofte oplever i de her arkaderacere.

Hvis man ser bort fra den førnævnte ubalance i sværhedsgraden, så er selve løbene ganske interessante, for det her er ikke en standard arkaderacer. For det første bruger man begge styrepinde på ens controller til at styre bilerne; den venstre bruger man til at dreje bilen med og den højre til at drifte med. Bilerne er meget tunge og de kan nærmest ikke dreje, men i kombination med at kunne drifte, er de ganske adrætte. Det kræver dog noget øvelse at skulle styre med begge styrepinde, men man lærer det og der er en del assists man kan slå til. Nogle af disse assists er dog så voldsomme, at man får svært ved at vinde løbene, men man kører da i det mindste ikke galt - igen er der noget med balancen her.

Screamer har ret mange systemer, når man tænker på at det her er en arkaderacer. Alle bilerne er installeret med et "Echo System", som er helt centralt for ens succes i løbende. For det første, er bilernes gearkasser semi-automatiske og det vil sige, at man skal skifte gear på det rette tidspunkt - gør man ikke det, gør bilen det selv efter lidt tid, men det koster værdifuld tid på banen - tid man ikke har. Formår man at skifte gear på rette tidspunkt, fyldes en Boost måler op og dette Boost kan aktiveres på to måder, som enten giver et almindeligt kort boost og hvis man booster på det helt rigtige tidspunkt, får man et længere og kraftigere boost. Man kan sammenligne det lidt med "Active Reload" i Gears of War, hvor man skal reloade på det rigtige tidspunkt for at reloade hurtigere og få et lille boost. Ud over dette, er der både et skjold og et "Strike" angreb, man kan aktivere med den samme energi fra ens Echo System, hvor sidstnævnte får modstanderne til at eksplodere hvis man kører ind i dem mens Strike er aktiveret.

Man SKAL kunne mestre Echo systemet, hvis man vil have nogen chance for at vinde. Jeg synes det er lidt ærgerligt, at man på denne måde får proppet systemet ned i halsen, for der er ingen vej udenom. Booster man ikke, vinder man ikke - og man kan nærmest kun booste ved at lave timede gearskift. Det er også værd at nævne, at spillet er udstyret med en voldsom "rubber banding". Det vil sige, at det føles som om, at der er en kraftig elastik mellem dig og dine modstandere, som gør, at du aldrig rigtigt kommer langt foran dem, fordi de bliver trukket bag dig i en elastik. Det betyder, at laver du en fejl, kan man ryge fra en 1. plads til 6. pladsen på få sekunder og desværre er elastikken ikke nær så kraftig, når dine modstandere er foran dig. Det er også typisk sådan, at booster du, så booster dine modkørende også og alle disse lidt "tarvelige tricks" der bruges for at holde spilleren i kort snor, kan være frustrerende. Det skal dog siges, at man KAN godt slippe af sted ude foran og man KAN godt booste forbi ens modstandere, men spillet gør alt hvad det kan, for at holde kort snor i en.

Man bliver konstant belønnet med kosmetiske opgraderinger til ens biler efter hvert løb og det er alt fra nye fælge, døre, motorhjelme, lygter, spoilere og meget andet, så der er masser af muligheder for at pimpe ens biler som man har lyst. Sjovt nok er der ingen performance-opgraderinger af nogen art, så hvis man ikke går op i, hvordan en biler ser ud, er denne del af spillet helt ligegyldig. Bilerne er, ligesom i Ridge Racer, fiktive biler, men de er designet sådan, at man alligevel godt kan genkende dem, da de tilnærmelsesvis ligner biler fra den virkelige verden - uden at være det.

Den visuelle side af Screamer er ganske gennemført, den er meget upbeat og det hele kører fint og flydende. Spillet har et anime-inspireret udtryk, bilerne ser lidt tegneserie-agtige ud og det hele bimler og bamler med typografier der bevæger sig og lignende. Det passer dog til spillets meget arkade-præget væsen, men det er ikke altid lige kønt og billedkvaliteten kan nogle gange tage et hit, når der sker meget på skærmen ad gangen. Lydsiden er ganske fin, med et hårdtpumpet soundtrack og ganske fine præstationer af stemmeskuespillerne. Af en eller anden grund, taler de forskellige karakterer alle forskellige sprog, der er både engelsk, fransk, italiensk, tysk, japansk, noget der lyder som hollandsk - og andre sprog jeg ikke kan identificere. Alligevel forstår de alle hinanden og jeg ved ikke helt, hvad Milestone havde tænkt på her - det virker en smule fjollet.

Screamer er et mærkeligt bæst. Det er noget så sjældent som en arkaderacer (dem ser vi ikke mange af længere), tilsat en historie, som næsten fylder for meget, da man som sagt tidligere, bruger meget tid på at sidde og klikke sig igennem samtaler mellem spillets rivaliserende karakterer. Gameplayet er fyldt med systemer, som man ikke kan ignorere, hvis man vil have en chance for at vinde, og det ved jeg ikke helt hvad jeg skal synes om. Det virker måske for nogen, men jeg vil gerne have muligheden for at bruge Boost når jeg synes og ikke fordi jeg skal.

Til syvende og sidst var Screamer en mild skuffelse for mig. Det værste er den til tider meget svingende sværhedsgrad, der i starten af spillet gjorde, at jeg var bange for at jeg ganske enkelt havde overset noget og jeg forsøgte mig med diverse assists, som faktisk ikke gjorde det lettere at vinde. Oveni dette kommer den kraftige "rubber banding", så den mindste fejl kan koste en dyrt kort før målstregen.

Jeg sidder tilbage med følelsen, at Screamer kunne have været så meget mere. Havde Milestone bare skruet lidt ned for det narrative, tilføjet skjulte genveje på banerne og havde man skruet lidt ned for de mange systemer og blot havde lavet en god old-school arkaderacer hvor den rene køreglæde var i centrum, ville det have været bedre.

Som det står nu, er det en lidt underlig blanding af hæsblæsende arkaderacing, en skæv balance, en historie der fylder meget, nærmest for mange systemer og en styring, der kræver en del af spilleren. Screamer er ikke et dårligt spil, men det vil næsten for meget. Jeg ville have ønsket, at det var mere rent. Mere som Ridge Racer kunne have været i 2026.