Scream 7

Den første Scream-film fra 1996 opnåede hurtigt kultstatus og forandrede slasher-genren markant. Gyserlegenden Wes Craven instruerede de første fire film i serien, men efter hans død i 2015 efterlod han en tung arv at løfte. Seriens reboot i form af den femte del, som passende fik titlen Scream i stedet for Scream 5, udkom i 2022. Jeg elsker gys, men har aldrig været den store fan af hverken filmserien eller slashere generelt. Jeg har aldrig følt, at det kildede det rigtige sted - der er ikke nok nerve eller ubehag, og for meget forlader sig på billige jump scares. Rebootet, instrueret af Matt Bettinelli-Olpin og Tyler Gillett, så jeg i biografen, og den imponerede ikke synderligt; der var for meget fokus på humor, som ofte faldt til jorden. Scream VI, som kom året efter fra samme duo, brød jeg mig til gengæld betydeligt mere om. Humoren var bedre balanceret, nogle af de planlagte twists var rigtig gode, og den indeholdt mere nerve end tidligere.

Nu er det så tid til, at Ghostface vender tilbage i Scream 7, og denne gang er det Kevin Williamson, der sidder i instruktørstolen. Et valg så godt som noget andet, da Williamson har været med til at skrive samtlige kapitler. Det hele starter med en scene i Macher House - det ikoniske hus, hvor den første films klimaks udspiller sig. Det er nu omdannet til et museum/oplevelsescenter, hvor man kan overnatte for at få en "Stab-experience". Alle ved, hvordan den indledning ender. Sidney Prescott har opbygget et nyt liv i en ny by. Hun er gift med byens sheriff, og forholdet til den ældste datter, Tatum, knirker.

"Fucking motherhood", som Sidney opsummerer situationen efter et skænderi. Det varer naturligvis ikke længe, før Ghostface gør sin entré, og jagten er i gang. Vi præsenteres for det sædvanlige galleri af karakterer, der tales om "reglerne" fra Stab-filmene og teorier om, hvem - eller hvilke - der er morderne. Tempoet er højt, det er flot filmet og sine steder ret underholdende - men også meget udvandet. Der bydes ligesom ikke på nogen direkte overraskelser. Scream har længe føltes som den type filmserie, der kan opsummeres med "har man set én, har man set dem alle", selvom den sjette del forsøgte at betræde lidt ny grund, hvilket jeg fandt forfriskende, selvom meningerne er delte om, hvor vellykket det var.

Er man storfan af serien, er der sikkert meget at holde af, men den vil næppe gøre meget for at charmere folk, der (ligesom undertegnede) ikke er helt solgt på konceptet. Mordene minder om hinanden, med få undtagelser, og der er den samme trættende brug af jump scares til at opbygge stemning og ubehag. Og det fascinerer mig stadig, hvordan morderne bliver nærmest uovervindelige (ikke Michael Myers-uovervindelige, men alligevel), så snart de får maske og kappe på. Sammenfattende er det endnu en omgang af det samme, og jeg tager mig selv i at sukke lidt opgivende flere gange. Der er ikke nok overraskelser; intet skiller sig for alvor ud, og for meget genbruges. Skuespillet kan i bedste fald beskrives som træagtigt. Men det ender alligevel med at være ret underholdende, og der er nogle scener, som er herlige.

En film fyldt med "knivige" situationer, som Mackan foreslog, jeg skulle skrive - og det opsummerer det jo på ægte Göteborg-maner. Måske, bare måske, er det faktisk på tide at lade den Ghostface-maske hvile?