Gamereactor

Gamereactor
Film
Scream 4

Scream 4

Et nyt årti og helt nye regler - eller egentlig ikke. Scream anno 2011 er ikke så snedig som den gerne ville have dens publikum til at tro.

At påstå at Scream-filmene genoplivede gyserfilmene i midten og slutningen af 90'erne er måske at give dem lidt for meget respekt, men der er ikke den store tvivl om at de hjalp genren med at opnå relevans igen. Dette blev gjort via en blanding af kulsort humor, og metateknik hvor filmen konstant kommenterede på sig selv og andre af de mest populære gyserfilm. Siden da er genren dog gået i en anden retning, og i stedet er det nu torturfilmene (torture-porn) som Saw, der har fanget publikummet.

Hvad skrækmesteren Wes Craven synes om den udvikling bliver hurtig tydelig i Scream 4, og det er næsten som om tiden har stået stille. Instruktøren vælger nemlig klogt at bygge videre på sit Scream-koncept, i stedet for at hoppe med på Saw-bølgen. Særlig meget nyt bydes der altså ikke på her, og til tider virker det faktisk i højere grad som om der er tale om en genindspilning i stedet for en egentlig efterfølger. Jo, man har godt nok taget brugen af sociale medier som Twitter og Facebook med (som jo er mere ubehagelige end hvilken som helst gyserfilm), men foruden disse er det de samme gamle spilleregler der gælder.

Sidney er tilbage i Woodsboro for at gøre reklame for sin selvhjælpsbog, og Ghostface begynder naturligvis at dræbe nogle af de lokale, hurtigere end de kan nå at sige "Jeg er straks tilbage!". De nye personligheder har givet plads til nye skuespillere som niecen til Julia Roberts, Emma Roberts og Heroes-stjernen Hayden Panettiere. Andetsteds finder vi gengangeren Courtney Cox og naturligvis David Arquette der som vanligt er den klodsede politibetjent der står for efterforskningen, på trods af at han mere end noget andet minder om en figur fra Politiskolen-filmene.

Resten af pakken kender vi nærmest på forhånd, og her er masser af referencer til andre gyserfilm, mens sort humor blandes med litervis af sprøjtende blod. Det her er først og fremmest en film til de dedikerede Scream-fans, samt til klubben for indbyrdes beundring. Tilhører man ikke en af disse to grupper er filmen knapt så god, selvom det stadig kan være sjovt at deltage i "Hvem er egentlig morderen og hvorfor?!"-mysteriet. Det er ikke gensynet med serien vi havde håbet på, og bedre end originalen er den ikke, men her er alligevel skræk nok til et rimeligt gys. Bedst siger Sidney det dog selv: "Never fuck with the original".

06 Gamereactor Danmark
6 / 10