School for Scoundrels

Fem minutter inde i School of Scoundrels, lå jeg på gulvet og grinte, nærmest i krampe. Ti minutter senere faldt jeg næsten ned af sofaen, og efter en halvtime lignede jeg så en bedemand i ansigtet. Så hurtigt skifter filmen desværre karakter fra en stærk og ikke mindst sjov komedie, til et stilstudie udi at træde vande og rode rundt i koncepterne - og det er fandeme en skam, for havde School of Scoundrels faret hen over skærmen med den gejst som fremvises i starten, så havde jeg fundet en favorit til hylden. Nu må jeg i stedet nøjes med en time og enogfyrre halvkedelige minutter.

School of Scoundrels handler om den kiksede Roger, der hverken egner til jobbet som P-vagt, storebror i et projekt for udsatte børn eller i kæresteforhold. Han træder sig selv over tæerne, undskylder konstant for at han overhovedet er til, og er faktisk mest af alt ligegyldig. Men da han får muligheden for at deltage i et selvtillidskursus hos den mystiske Doktor P. (Billy Bob Thornton), så får han pludselig stivet sig selv gevaldigt af, og langsomt bliver Roger en helt anden person, men det har sine omkostninger. Ikke mindst da Doktor P. pludselig begynder at bage på Rogers tilsigtede kæreste.

En af grundene til, at School of Scoundrels ikke når særligt langt er naturligvis manuskriptet. Det virker unægtelig som om det her burde havde været en episode en af en eller anden tv-serie og ikke en reel film. Og efter at starte med et brag af onelinere og sjove epidsoder, ebber det hele ligesom ud og blive en kende trægt. En anden grund er Jon Heder. Forstå mig ret, jeg er ikke ude på at nedslagte manden, men ud over et knap så bøvet udtryk (hvis det kan lade sig gøre) og en historie sat i New York, så er han endnu engang {Napoleon Dynamite}. Det bliver mere og mere synligt, at skuespillet ikke ligefrem var grunden til at den kiksede nørd høstede roser efter Jared Hess film, men i stedet at Heder bare var sig selv: Halvkikset og en smule langsom.

Til gengæld, og det her hader jeg virkelig at sige (for jeg bryder mig ikke om ham), så er Billy Bob Thornton ret vellykket som Doktor P. At lave komedier kræver en helt speciel timing og af en eller anden grund som har han den, til trods for at det ikke er komikken der er hans varemærke. Imens er The Green Mile klippevæggen Michael Clarke Duncan ikke meget værd. Jeg ved godt han er stor og tung, men han bliver ikke sjov af at have en dameparyk på, punktum.

Se de første tyve minutter af School of Scoundrels, sluk så og byg selv videre på den, så kan det være, at du ender med noget der minder om en lille komisk perle. Se den hele, og du vil ærgre dig over at den ikke når længere.