SAW VI
Den første Saw film udkom tilbage i 2004 og satte en ny standard inden for vold i populærgyserfilm.
Massemorderen Jigsaws gimmick, at udsætte folk for livsfarlige lege og lære dem noget om livet blandet med absurd voldelige scener, blev en kæmpe-succes samt startskuddet for Gorno (Gore + Porno).
Men den succesrige gyserfilm uden et hav af efterfølgere er en saga blot og nu skal den sjette film i serien under anmelder-klingen.
I den sjette film følger vi detektiven Mark Hoffman, der leder undersøgelsen af den seneste række Jigsaw-mord. Hvad hans kollegaer ikke ved er, at han er den nye Jigsaw-morder og skal til at udføre den originale Jigsaw, John Kramers, største plan.
Denne gang er det William Easton, lederen af et pengegrisk forsikringsselskab, der udsættes for voldsom psykisk tortur i form af den store "leg" han skal igennem.
Et alvorligt og gennemgående problem med denne film, er at vi har set det hele før, mange gange. Den twist-fyldte handling går igen i alle film og resulterer i, at man, hvis man har set bare en enkelt Saw-film, godt ved hvornår "uforudsigelighederne" dukker op. Det samme problem gør sig gældende for volden. Efter seks film har så mange "lege" udspillet sig, at torturmaskinerne har mistet deres chok-effekt.
Den største svaghed er, at der konstant refereres tilbage til tidligere film og det er ikke overdrevent når det siges at ca. en tredjedel af filmen er flashbacks.
"Saw VI"'s handling kritiserer de amerikanske sygesikringsforhold, men dette fladpandede forsøg på at være seriøs falder hurtigt til jorden og det må desværre konkluderes, at denne film kun kan anbefales til folk der er afhængige af Saw-film.
Ekstramateriale:
Udover et par meget typiske trailers og musikvideoer har man adgang til tre styk 10-minutters dokumentarer.
Den første dokumentar, "Jigsaw Revealed", fortæller om skuespilleren Tobin Bell der spiller John Kramer, den originale Jigsaw-morder. Den giver et spændende indblik i hvor meget Bell faktisk giver af sig selv, når han indtager rollen som Jigsaw.
For Saw-fans er denne dokumentar rent guf og man opnår en helt ny respekt for Bell som skuespiller.
"The Traps of Saw VI" omhandler de talrige fælder i filmen og gennemgår både de tekniske og kreative aspekter af de sadistiske maskiner. Hobby-psykopater må ikke gå glip af dette.
Den sidste dokumentar er en tour af en Saw-forlystelse der eksisterer i USA. Touren klippes sammen med interviews af folkene bag forlystelsen og giver et meget detaljeret billede på det store planlægningsarbejde og tekniske kunnen, der skulle til for at skabe forlystelsen.

Gamereactor Danmark