Saw 2

Saw var en skræmmende god oplevelse. Ideen med at lade hele filmen foregå i et enkelt rum var strålende, og da konklusionen endelig faldt som en tonstung hammer, havde jeg slet ikke regnet det ud. Og selvfølgelig skal en sådan succes gentages og selvfølgelig, fristes jeg til at sige, så er Saw II ikke i nærheden af den begavede historie eller de overraskelser som etteren bød på, men den er stadig afsindig underholdende.

Saw II begynder med tilfangetagelsen af Jigsaw, den berygtede seriemoder, der i etteren pinte og plagede to mænd til døde i en kælder. Han har forskanset sig i en gammel lagerhal, og da politibetjenten Eric Mathews (Donnie Wahlberg) stormer stedet med indsatsstyrkerne, bliver han mirakuløst taget til fange uden de store problemer. Men noget lurer i baggrunden og snart går det op for Matthews, at Jigsaw har kalkuleret det hele ind i sine makabre planer. I stedet for to mænd i en kælder, har han samlet en række af dem i et hus, der så samtidig langsomt bliver pumpet fyldt med nervegas. Og værst af alt er, at Matthews egen søn Daniel er blandt dem.

Herfra bliver filmen, som den første, en opvisning i ubehagelige mord og selvmord, alt imens Matthews henholdsvis samarbejder og gennemtæver den fatalt syge Jigsaw, i håbet om at få sin søn tilbage i live. Skuespillet er som i den originale Saw kritisabelt og hverken Donnie Wahlberg (tidligere New Kids on the Block-medlem), Tobin Bell (hvem sagde ægte B-skuespiller?), eller for den sags skyld Dina Meyer gør meget væsen af sig, men det er reelt også ligegyldigt, for hvem så Saw for Cary Elwes eller Leigh Whannells (forfatteren bag historien) præstationer. Nej, det man reelt sidder og venter på, er hvad der sker til sidst, hvor fordrejet det hele bliver og om den kan overraske dig - og det kan den. Når Saw II endelig spoler sit tidsforløb tilbage, går i kødet på enkelte ord eller sætninger som Jigsaw har sagt, ja, så sidder du endnu engang og tænker; det var fandens.

Desværre er filmen bare ikke ligeså opfindsom i sit plot i denne omgang, og udvidelsen af ofre gør mere Saw II til en ungdomssplatterfilm end en egentlig gyser som etteren, hvilket er en skam. Saw er stadig noget af det bedste, jeg længe har set og gyser-genren kunne lære meget af den, men med toeren siver vovemodet og ikke mindst opfindsomheden lidt ud, og det er en skam.