Sanctum

James Cameron kan bare ikke slippe dybet. Først i den dræbende langsomme men teknologisk imponerende The Abyss, så Titanic, og så en flok dokumentarfilm om andre ting, der foregår i havet. (Hans første film nogensinde var endda en efterfølger til kultgyseren Piranha, som - surprise! - også foregik i havet.)

Hans besættelse betyder åbenbart, at han efterhånden har det fint med at få sit navn klistret på alt, hvad der tilnærmelsesvis har med H2O at gøre. Så længe det gør brug af hans 3D-kameraer. Der er i hvert fald ingen anden forklaring på hvorfor en af verdens bedste instruktører (ja, jeg sagde det! for fanden, manden gav os Terminator, Aliens og True Lies!) har valgt at producere, præsentere og promovere dette meningsløse stykke våde affald.

Frank (Richard Roxburgh) er mester-dykker og har fået til opgave at udforske "den sidste uudforskede hule på Jorden" (er den nu også virkelig det?) på bestilling af rigmanden Carl (Ioan Gruffudd). Vi får ikke at vide hvorfor, andet end at Carl har for mange penge, og åbenbart har tænkt sig at bruge dem alle på huller i jorden. Med sig har Frank hans uvildige søn Josh (Rhys Wakefield), som er dygtig til at klatre, men ikke ligefrem deler hans fars entusiasme for huler.

De udforsker hulen; hulen oversvømmes; de fanges nede på bunden af den uudforskede hule; de begynder at dø på stribe mens de prøver at finde vej ud gennem den uudforskede, underjordiske huletunnel.

Så har vi allerede igangsat en masse panikøjeblikke med iltmangel, fastklemthed, tumpede øjebliksbeslutninger ("Jeg tager ikke en død persons våddragt på!" siger idioten, der skal ud og svømme i iskoldt vand) og masser, masser af vand. Og klippevæg.

Væn jer til synet af våde klippevægge og vand. Det er lige før, de to elementer burde få top billing i stedet for skuespillerne. I alle skud hvor folk prøver at redde hinanden fra enten at dratte i døden eller løbe tør for luft er billedet så manisk propfyldt af kaskadende vand, luftbobler, diset jord og hulevægge, at man har svært ved at holde overblik over hvad helvede, der foregår. Måske havde vi undgået den slags hvis James Cameron rent faktisk havde valgt at instruere filmen, i stedet for bare at producere den.

Så havde vi måske heller ikke skulle trækkes med det mildest talt uoverbevisende skuespil-niveau, der lægges for døren. Frank har taget lidt for meget ved lære fra "the Christian Bale school of acting," da samtlige hans replikker afleveres i en growlende stemme, som lyder ufrivilligt komisk med australsk accent; hans søn, Josh, har en stemme som en tuba og et vildt kaotisk følelsesregister; og de to amerikanske følgesvende kunne ikke fremstå mere tydeligt som dumme svin med mindre de fik det tatoveret i panden.

Tilsæt dertil en historie, der på ingen måde har noget at byde os, som alle andre "shit, vi er fanget under jorden"-film ikke har gjort før. Far og søn skal lære at blive gode venner; resten af persongalleriet er bare cannon fodder, som vi venter på falder ned af en skakt eller drukner. I det mindste er der ingen overnaturlige væsner, der ligger på lur i hulerne, men det er så også en af de mest positive ting, jeg kan sige om filmen. Næste!