Gamereactor

Gamereactor
Hardware
Samsung Galaxy Note10+

Samsung Galaxy Note10+

Galaxy Note10+ har ikke det hele, men det er stadig Magnus' yndlings smartphone lige nu.

Det er efterhånden let at kigge på moderne smartphones, og føle sig en smule apatisk til mode. Det skyldes ikke som sådan at der er noget i vejen med dem, tvært imod. Snapdragon-processor, Adreno GPU, flot 1440p AMOLED-skærm, adskillige kameaer med ultra-wide og telefoto og for det meste fiks software. Godt nok ser vi innovation i form af afskeden med den notoriske "notch", men telefoner, ligegyldig hvilken producent du tilskriver dig, er bare... ja, stort set de samme alle sammen.

Den er den svære sandhed, men selvom man let kan se den nyeste Galaxy Note10+ som værende den ultimative konsekvens af den udvikling, så var den på overraskende vis ikke den følelse jeg sad med da den endelig ankom. Selvom at været et drøjt eksempel på stagneringen på markedet, fremstår Note10+, for mig, faktisk som værende den ultimative udgave af moderne smartphones.

Det lyder som store ord, og uden tvivl er det noget der let kan argumenteres imod. Lad os dog kigge nærmere på enheden først, men lad os dog lige slå fast, at dette ikke er en anmeldelse af den almindelige Note10, men snarere den større Note10+.

Note10+ er en tung telefon. Dens gigantiske display på 6.8 tommer, skarpe kanter og en kampvægt på næsten 300 gram gør det til en massiv størrelse at have i hånden. Hvis du synes at OnePlus 7 Pro, med sit display på 6.67 tommer og vægt på 206 gram var stort nok - så vil Note 10+ være overvældende til sammenligning. Hele rammen er aluminium, ryggen er i blankt glas, og hele designet fremstår "kasset", men på den bedst tænkelige måde. Ikke bare tør vi godt kalde Samsung Note10+ direkte flottere end en iPhone XS MAX på stort set alle parametre, dette er også den flotteste smartphone på markedet. Desuden er den uhyre robust og fremstår bundsolid hver eneste gang du samler den op i hånden. Det er ikke bare ord - vi taler IP68-certificeret vandafvisning og Gorilla Glass 6, samt et langt tyndere kamerahus gør at den ikke vipper alt for meget på bordet.

Fortsætter vi med den fysiske størrelse har Samsung truffet den kontroversielle beslutning at flytte låseknappen over på venstre side under volumenknapperne. Det endte med at være noget jeg vendte mig til forbløffende hurtigt, og sammenlignet med S10+, så er det simpelthen så rart at det at låse telefonen ikke kræver at du strækker hånden for at nå knappen. Desuden er der dual SIM og plads til microSD med op til 1TB plads. Batteriet er 4300mAh, og har i testperioden holdt til hele to dages brug, noget som kun Huawei P30 Pro har formået tidligere. Når du så løber tør så understøtter Note10+ Super Fast Charging 2.0 på op til 45W, eller Fast Wireless Charging 2.0 på hele 10W. Og når ja, der er også Wireless PowerShare, der gør at du lade andre Qi-understøttede enheder op.

Det eneste der reelt "mangler" her er hovedtelefonstikket, eller jack-stik om man vil, og selvom det er til at forstå at visse forbrugere ikke er glade for at telefonen der skulle have det hele, nu mangler en feature, så skulle det ske før eller senere, og vi har ikke manglet stikket i nogle af de telefoner vi har testet her på Gamereactor i flere år. Ja, det kan umuligt præsenteres som noget positivt, men det påvirkede ikke testen synderligt.

Samsung har efterhånden bevist, og som vi har pointeret i adskillige anmeldelser, at de laver de bedste paneler på markedet. Efterhånden som tiden er gået, og farvekalibrering, lys og sortniveau er blevet justeret, så er Infinity-O panelerne som Samsung producerer de klareste og sprødeste på markedet - ja, de overgår sågar Retina-panelerne på iPhone. Note10+-udgaven af Infinity-O er et dynamisk AMOLED-panel med en screen-to-body på 91% i 1440x3040, samt en pixeldensitet på 498ppi og HDR10+. Den almindelige tilstand er i forvejen fantastisk, og du kan selv tilpasse de eksisterende indstillinger. Jeg foretrak personligt Vivid, der skruer op for mætningen og skaber dybere sortniveau på bekostning af lidt batterilevetid. Skærmen "ruller" let hen over siden på enheden, men det er slet ikke lige så dramatisk på som på andre konkurrerende enheder, og resultatet har heldigvis været at jeg ikke lige så ofte er kommet til at aktivere panelet med hånden. Og når ja, den notoriske notch er nu et hole punch i toppen midt for i stedet for skubbet ud til siden, som giver meget mere mening end ovre på S10-serien. Der er stort set ingen information i midten af skærmens top, så derfor føles Note10+ øjeblikkeligt som en telefon helt uden notch, og helt uden skærmkant også. Det er 60Hz, og i en verden hvor flere producenter indsætter 90Hz- eller sågar 120Hz-paneler i deres flagskibe er der naturligvis let at kigge på Note10+ og føle sig en smule snydt. Det er som sådan forståeligt nok, og ud fra en specifikationsliste ser det da også mærkværdigt ud prisen taget i betragtning. Men jeg kan ikke andet end at sige, at om det så er selve styresystemet, de mange gigabyte RAM (som vi kommer til), den ottekernede processor eller en kombination af disse faktorer, så føles det faktisk aldrig som det reelt mangler. Kun i få spil var den manglende billedehastighed tydelig nok.

Og nu hvor vi kort har berørt de interne specifikationer, så mangler der ikke noget her. Note 10+ har en ottekernet processor bestående af 2x2.73 GHz Mongoose M4 & 2x2.4 GHz Cortex-A75 & 4x1.9 GHz Cortex-A55, samt en Mali-G76 GPU, 12GB RAM og 512GB intern harddiskplads. Med andre ord er der tale om et powerhouse der sikrer silkeblød performance lige meget hvad vi kastede efter den, om det var The Elder Scrolls: Blades, masser af multitasking. Processoren kom ind på 360,125 igennem Antutu, hvorimod iPhone XS MAX må nøjes med bare 328,335. Desuden slog den S10+ i både Antutu og GeekBench, dog kun med omtrent 100 point, som vist er indenfor usikkerhedsmarginalen.

Note10+ benytter desuden samme in-screen fingeraftrykslæser som S10-serien, som betyder at den er "ultrasonic". Det er i virkeligheden bare et dybere sikkerhedslag der benytter lydbølger til at aflæse dit unikke fingeraftryk, i stedet for et kamera der matcher din finger med et 2D-billede. Den er lige et millisekund langsommere end den på eksempelvis OnePlus 7 Pro, og som adskillige hjemmesider med henblik og fokus på telefonsikkerhed har påpeget, så er den del noget nær umuligt at narre, hvorimod 2D-billedesammenligningen er blevet snørret før ved hjælp af et billede af fingeraftrykket i høj kvalitet. Jeg ved ikke med jer, men jeg tager en lidt langsommere genkendelse. Samtidig er der ansigtsgenkendelse, der har virket upåklageligt igennem testperioden.

Note-seriens S-Pen vender også tilbage i ny og forbedret udgave. Jeg anmeldte Note9 sidste år og var ganske forbløffet over hvor solid en tilføjelse det var til min dagligdag. At have pennen liggende fremme og tage små noter hist og her var overraskende tidsbesparende, særligt på et kontorjob som på Gamereactor, og at bruge den som remote shutter til at tage billeder var brugbart på ferier. Denne gang er der sågar software der genkender ordene jeg har skrevet ned, så det er let at søge i det hav af noter jeg gemmer i løbet af sådan en dag. Den nyeste tilføjelse er dog et gyroskop der måler bevægelser på seks akser. Jeg benyttede det et par gange til at vise feriebilleder frem fra Japan, og at sidde med telefonen og vippe let frem og tilbage er faktisk en ganske behagelig måde, men udover det er det svært at se fidusen. Når det så er sagt, så handler hele Note-serien om at give dig ting du ikke vidste du havde brug for.

Og nu vi er ved ting du ikke vidste du havde brug for. Samsung DeX er en software suite som Samsung har udviklet i noget tid nu. I princippet betyder det, at du kan hooke op til enhver computer der er ved, og ved at åbne DeX-programmet kan du navigere i din telefon som var det et en computer. Det er et stykke software som vi tidligere har eksperimenteret med på Samsung Galaxy Tab S5e, og det fungerer upåklageligt her. Med et enkelt USB-C-kabel er det lettere end nogensinde før at navigere i dine filer. Jeg har brugt den på en arbejdsrejse for nylig - det var fantastisk.

Nu til kameraet. Vi har allerede kommenteret på Samsungs opsætning af tre kameraer i vores anmeldelse af S10+ og for nylig A80, og selvom den konkrete kombination af kameraer og deres enkelt tekniske sammensætning ikke er identisk, så er både billedebehandlingen på softwaresiden og noget af den mekaniske identitet ret ensartet. Hovedlinesen er 12 megepixel med en dobbelt apeture på f/1.5 og 2.4, og den får selskab af en telefotolinse på 12 megapixel f/2.1 og en 16 megapixel ultra-wide på f/2.2mm. Til sammen tager Note10+ ret fantastiske billeder, og både farvemætning, detaljerækkevidde og lysindtaget er fortsat noget nær branchens bedste, måske kun akkurat bag ved P30 Pro. Det er via softwaren at Samsung har udviklet sig mest igennem de sidste par år, og både fotografering i sløvt lys og bevægelser er i det hele taget er blevet optimeret i en sådan grad, at det nu er en del lettere at fange et perfekt billede af dit motiv end det eksempelvis var med Note9. Der er dog nogle nye features, såsom Zoom-In Mic, som har gjort det muligt at skrue op for det motiv du filmer, og ganske rigtigt har det fungeret de gange det er blevet afprøvet her. Desuden er der en Night Mode denne gang, der sørger for langt bedre billeder i aftentimerne.

Samsung Galaxy Note10+ er ikke en perfekt telefon. Som anmeldelsen beskriver er der mangler, og med en pris på over 10.000 kan man kigge kynisk på Samsungs seneste, og være en smule skeptisk, og med rette. Samtidig er den et bevis på, at udviklingen måske er stagneret en smule, og at foldbare telefoner virkelig er en måde hvorpå nyt liv kan pustes ind i branchen.

Det er én måde at se det på. Men sådan som jeg personligt har oplevet min tid med Note10+, så fremstår den som den <strong>samlede</b set mest behagelige telefonoplevelse jeg har haft siden jeg for alvor satte mig for at anmelde samtlige af de store flagskibe på markedet. Det er selve kombinationen af de diverse features som resulterer i en behagelig brugeroplevelse fra start til slut, og det for mig fortjener den højeste hæder det er muligt at give. Mangler den 90Hz og et hovedtelefonstik? Måske. Men det er samtidig den telefon som andre producenter bør sætte sig ud for at slå.

10 Gamereactor Danmark
10 / 10