Salt Lake 2002

Den olympiske flamme i Salt Lake City er nu slukket - efter en begivenhed, der mere var præget af skandaler og drama uden for banen, end af spænding og begejstring for store og flotte idrætspræstationer. Og Danmarks præstation? Tja, efterfølgende er der flere, der lægger mærke til kulturministerens indsats mod doping - end til idrætsudøverne på curlingbanerne og pukkelpisten. Med Eidos’ Salt Lake City 2002 kan du skære udenomsgejlet og dopingskandalerne fra - og i stedet koncentrere dig om sporten.

Detaljeret animation
På PlayStation 2 har det efterhånden ingen betydning at fremhæve livagtigt kropssprog, knivskarpe detaljer osv. Det umiddelbare indtryk af Salt Lake City 2002 er ganske positivt. Idrætsudøverne varmer op, kaster sig koncentreret ud i deres discipliner - og ærgrer sig tydeligt, hvis det ikke helt går som håbet. Går man lidt tættere på detaljerne, så glansen dog lidt af indtrykket. Bevægelser og detaljer har langt fra den variation, der virkeligt kryber ind under huden. Efter ganske kort tid med spillet i konsollen, er der således røget en hel del af fascinationen.

Det største problem ved Salt Lake City 2002 er dog, at det kun er 6 discipliner, der har fundet vej til spillet: styrtløb, slalom, freestyle, skihop, bobslæde og parallelslalom for snowboards. Når den enkelte disciplin afvikles på samme bane hver gang, så er det stort set kun indstillingerne af sværhedsgrad og vejrforhold samt valg af idrætsudøver, der giver variation og nye oplevelser i spillet.

Et spil for mere end 1
Der er ingen tvivl om, at Salt Lake City 2002 vil kunne samle en håndfuld vintersportsentusiaster om konsollen og TV-skærmen. De forskellige game modes kan f.eks. varieres, så spillet afvikles realistisk - dvs. som ved de virkelige olympiske lege. Man kan dog også afvikle det i en slags arcade mode, hvor hver spiller har 3 liv, og hvor man skal nå en række mål for den enkelte disciplin. Misser man målet, så ryger der et liv!

Styringen er forskellig fra spil til spil, og i flere tilfælde afspejler den langt fra udfordringerne fra den virkelige sport. Tag f.eks. skihop. I Salt Lake City 2002 skal spilleren stort set kun trykke på X-tasten 2 gange, én gang, når skihopperen på skærmen passerer en rød linie, lige før hopbakkens kant - og én gang mere, når hopperen er ved at lande. I spillet er der dog også lagt op til, at vind- og andre vejrforhold kan gøre disciplinerne sværere, om end skihop så skal afvikles i orkan, før det får betydning for hopperens styring.

Freestyle på ski afvikles nærmest som et dansespil, hvor spilleren skal nå at trykke nærmere angivne tastekombinationer, for at få løberen på skærmen til at udføre hop og stunts. Ikke særligt svært - og dermed heller ikke særligt udfordrende. I bobslæde er man på den anden side afhængig af en næsten uhyggelig præcision i styringen, for at komme helskindet igennem banerne. Hvis man ikke udnytter centrifugalkraften på banens sider med en nøjagtighed på milimeter, kan man blot se frem til at vælte - og at kure videre, ledsaget af énsformige og irriterende spydige speakerkommentarer.

Dual Shock-effekten er fint understøttet i de relevante discipliner. I slalom og styrtløb, er det en tydeligt rystende oplevelse at passere hen over de afsnit af pisten, hvor snelaget er tyndt, oven på et bulet underlag af is. I de 2 discipliner kommer man tæt på den spænding og ikke mindst den fart, der er så afgørende for at et sportspil kan få en vis holdbarhed.

For lidt lanceret for hurtigt
Salt Lake City 2002 er et sportsspil, som skyndsomt er blevet lanceret op til de olympiske lege i Utah, USA. 6 displiner er dog et alt for snævert udvalg. Hvad med hurtigløb på skøjter? Skiskydning? Kælk? Det er svært at tage spillets såkaldte olympic mode alvorligt, når mangfoldigheden i udfoldelserne under legene ikke afspejler sig i spillet. Eidos havde også licensen til at udgive det officielle spil til sommerlegene i Sydney 2000, hvilket heller ikke var specielt vellykket. Mon ikke Eidos-folkene efterhånden skal tage sig lidt sammen, hvis de skal begå sig på markedet for sportsspil?