RV There Yet?

Nu skal jeg ud og campere lidt. En gammel autocamper, godt humør og håbet om en hyggelig tur - det var alt, jeg behøvede, tænkte jeg. Men helt sådan gik det ikke. Jeg forventede kaos, absolut - bare ikke i det omfang, som denne campingtur endte med at byde på. I sin kerne er idéen både enkel og genial: Du - alene eller (helst) sammen med venner - skal forsøge at komme hjem i en faldefærdig autocamper gennem et digitalt stykke vildmark. Veje er stejle, mudrede, ødelagte. Køretøjet har et spil foran og bagpå (bedre kendt som en "winch"), som kan fastgøres til træer, klipper, stolper - alt, hvad der måske kan forhindre dig i at rulle ned i næste kløft. Det handler om at samarbejde, trække, styre, skubbe og nogle gange bare håbe på, at tyngdekraften har en bedre dag end dig. Undervejs møder du vilde dyr, forladte rastepladser og en fysikmotor, der tydeligvis har fået lidt for meget af noget ulovligt. Det er et spil, der på papiret handler om samarbejde - men i praksis handler om at tilgive sine medspillere for, hvad de lige har lykkedes med at gøre.

Det her er, hvad folk kalder et "friend slo"p-spil - en genre, der nærmest er blevet en lille internetreligion. Spil, der ikke nødvendigvis er gode i klassisk forstand, men som bliver geniale, når man spiller dem med de rigtige mennesker. De er bygget til skrig, latter og kaos, der forvandles til minder. Og RV There Yet? er definitionen på netop det. En digital bilulykke i slowmotion, hvor man ikke kan kigge væk. En styrer, en anden betjener spillet (igen - den winch der), en tredje sætter ild til noget, de ikke burde have rørt, og pludselig ligger hele bilen på siden. Alle griner. Ingen aner, hvad der skete.

Og folk elsker det. Det har allerede solgt vanvittigt godt på Steam (2,5 millioner eksemplarer på en uge (!)), overhalet langt større produktioner og blevet en kæmpe succes. Men måske ikke fordi folk spiller det så meget - men fordi det er et spil, man gerne vil se. Det passer perfekt ind i Twitch- og YouTube-økosystemet, hvor underholdning ikke handler om kontrol, men om katastrofe. Kaos sælger. Og RV There Yet? er en uudtømmelig kilde til netop det. Klipvenligt, skrigvenligt, memevenligt - et spil designet til øjeblikke snarere end oplevelser.

At udviklerne, Nuggets Entertainment, ovenikøbet er et svensk studie fra Skövde, gør det hele endnu mere interessant. Der er noget dybt sympatisk ved, hvordan små svenske studier igen og igen formår at skabe globale fænomener gennem ren, ubønhørlig skørhed. Vi har en tradition for charmerende fejl, der bliver kult - fra Goat Simulator til Totally Accurate Battle Simulator - og RV There Yet? føles som det nyeste kapitel i netop den historie. Det er smukt på sin måde at se et lille team fange verdens opmærksomhed uden at gå på kompromis. Uanset hvad man måtte mene om selve spillet, er det svært ikke at føle en smule stolthed.
Men når jeg spiller alene, føles det som om, nogen skruer ned for glæden. Jeg sidder der, kaffen bliver kold, og autocamperen nægter at samarbejde. Den glider, hopper, mister grebet. Styringen føles som at prøve at flytte et klaver med et sæt spisepinde. Spillet (winch...) er min eneste trøst - nogle gange en helt, andre gange en forræder. Fysikken opfører sig, som om den er træt af at være fysik. Det føles som om selve verden prøver at smide mig ud af spillet - og alligevel fortsætter jeg, af ren stædighed, som en der ikke vil give op på et dårligt forhold, fordi man allerede har investeret for meget tid.

Da jeg så spiller med en ven, ændrer alt sig. Pludselig bliver det sjovt. Vi forsøger at koordinere, råber i mikrofonen, fæstner spillet i det forkerte træ, vælter - og griner alligevel. I et kort øjeblik føles spillet levende, endda glimrende. Men det varer ikke ved. Når adrenalinen falder, opdager man, hvor tomt det egentlig er. Ingen egentlig progression, ingen rytme, intet drive. Bare den samme vej, den samme bro, den samme hældning, den samme væltning. Det er ikke, at RV There Yet? er ødelagt, der generer mig - det er, at spillet ikke rigtig bekymrer sig. Det føles som om spillet griner af mig, ikke med mig. Man kan næsten høre koden fnise hånligt i baggrunden. Og alligevel... kan jeg ikke rigtig blive sur. For selvom det virker, som om udviklerne med vilje har efterladt små fejl hist og her for at øge kaosset, tænker jeg: måske er det lige præcis det her spil, der bedst fanger den nordiske sjæls absurde balance mellem kontrolbehov og opgivenhed.

Men fejlene hober sig op - også selvom det faktisk er ret pænt at se på, både teknisk og visuelt. Objekter forsvinder. Kameraet rykker. Motoren hakker. Det er et spil, der nægter at vælge side mellem charme og frustration. Det føles ufærdigt, som et drømmeprojekt, der aldrig nåede helt i mål, men som en tredjedel fra målstregen besluttede sig for få en kop kaffe i stedet. Alligevel er der hjerte her. Det koster næsten ingenting og vil så meget mere, end det kan. Jeg forestiller mig udviklerne sidde i deres lille kontor i Skövde, se salgstallene eksplodere og tænke: "Vad i helvete hände?" Og jeg bliver glad på deres vegne. De fortjener det - de rider på den virale bølge. Klogt, helt klart.

Men jeg kan ikke spille længere. Efter nogle timer flyder alt sammen. Start, vælt, træk, bind, begynd forfra. Start, vælt, træk, band og svovl, begynd forfra. Det bliver som et mantra. Et mekanisk udtryk for vores tid. Da jeg endelig slukker og ser autocamperen ligge halvvejs nede i grøften med ét hjul i luften, føler jeg mest... ingenting. Kun stilhed. Og i den stilhed runger titlen næsten hånligt: Are we there yet? Nej. Ikke engang tæt på.

For mig endte RV There Yet? ikke som et spil, men som en metafor: vejen, der aldrig ender; gentagelsen; manglen på retning. Det er en viralsucces, der siger mere om os end om sig selv. Vi vil ikke længere nå frem - vi vil bare se turen. Vi vil se alt gå galt, helst i realtid. Og på den måde føles det som et spil for vores tid. Et svensk, skævt, grinende lille spil, der ikke ved, hvor det er på vej hen - men som i det mindste får os til at kigge på det. Og måske er det netop derfor, jeg ikke helt kan slippe det. For selv når jeg ikke spiller det, kører det stadig rundt i mit hoved. En autocamper uden GPS og uden egentlig retning - men med en mærkelig vilje til alligevel at fortsætte. Og måske, set på den måde, har RV There Yet? allerede klaret sig. Men for alt i verden - spil det ikke alene - det er det slet ikke skabt til.