Running Scared
Buddrengen Joey Gazelle kommer i problemer, da en vigtig pistol ender på gaden. Running Scared er en velfungerende actionfilm.
Jeg har et eller andet med Paul Walker, det indrømmer jeg gerne. Lige siden The Fast and The Furious har han irriteret mig. Hans slappe skuespil, konstante brug af "dude" eller "bro" og den ekstreme fiksering på, hvordan han tager sig ud på lærredet i stedet for, hvordan han formidler sin rolle, har sat ham højt på min altid skiftende hadeliste. Men det var indtil Running Scared røg en tur i maskinen. For første gang, nogensinde, er Paul Walker ikke bare Paul Walker, men rent faktisk en eller anden person i et manuskript, og det er fandeme befriende, for det gør actionfilmen Running Scared til en helt anden oplevelse.
Det er ellers ikke fordi delene af Running Scared i sig selv er bemærkselsværdige. Joey Gazelle er en regulær budbringer for mafiaen, der havner i problemer, efter at en pistol, han skulle have skaffet af vejen, pludselig er tilbage på gaden. Og så er fanden løs. Pistolen skifter hænder hele tiden og for hver ny person, der kommer i kontakt med den, bliver det sværere og sværere for Joey Gazelle at dække over sandheden. Imens ånder hans bagland ham i ryggen, og hvis det ikke var nok, så er det sønnens bedste ven, en misrøgtet dreng, der er stukket af med det rødglødende våben.
Paul Walker gør det strålende som den desperate, lille mand, der forsøger at holde sammen på familien, alt imens han fræser byen tynd i jagten på den lille, skinnende pistol. Som pistolen skifter hænder, stiger hans frustrationer, og da det pludselig går op for ham, at knægten ikke længere har den, griber han til mere desperate midler. Running Scared er en velproduceret actionfilm med en del overraskelser under overfladen - hvoraf et par stykker nærmest er med til at ødelægge det hele. En af dem kan slet ikke nævnes uden at servere hele slutningen på et sølvfad, men da drengen Oleg Yugorsky (Cameron Bright) under sin flugt ender hos et par, der mishandler og dræber børn, så var jeg på nippet til at slukke. Den del hænger slet ikke sammen med resten af filmen og virker, set i forhold til Running Scareds egentlige skabelon, helt malplaceret og usandsynlig.
Alligevel er Running Scared en god, underholdende film. Paul Walker spiller skuespil, Cameron Bright, der har adskillige roller bag i sig som barneskuespiller, er fremragende, mens Walkers kæreste, spillet af Vera Farmiga, formår at være både sexet og handlekraftig på en og samme tid. Det er ikke verdens bedste film, men det forsøger den heller ikke at være.
Gamereactor Danmark