Gamereactor

Gamereactor
Film
Run Fatboy Run

Run Fatboy Run

Fantastiske Simon Pegg spiller en mand, der vil løbe maraton for at bevise sit værd overfor eks'en. Run Fatboy Run er en rimelig sjov og veloplagt komedie, der falder over sine egne ben i forudsigelighed.

Britiske komedier har aldrig sagt mig særlig meget. Eller sådan var det i hvert fald, indtil Shaun Of The Dead pludselig landede hjemme i min DVD-samling. Sjældent er jeg blevet så godt underholdt, og ligeledes da Hot Fuzz kom, var jeg solgt. Ikke til britisk komedie som sådan, men derimod til en uimodståelig trio, nemlig Simon Pegg, Edgar Wright og Nick Frost. Nu har Simon Pegg forsøgt sig alene med filmen Run Fatboy Run, og gør det stadig fremragende, om end oplægget denne gang tilhører den pinligt forudsigelige ende af skalaen.

Pegg spiller den bøvede Dennis Doyle, som i et angsttilfælde løber fra sin smukke gravide kæreste Libby på dagen, hvor de skal giftes. 5 år senere kommer denne fatale beslutning pludselig til at plage ham igen, da Libby har fundet sig en ny kæreste. Den nye fyr er, i modsætning til Dennis' småfede og kiksede personlighed, flot, charmende, veltrænet og med et job i den velbetalte ende af skalaen. Kort sagt en drømmefyr. Med det i baghovedet, forsøger Dennis nu en sidste gang, at få sin Libby og sin søns respekt tilbage, ved at løbe et maraton for velgørenhed, en ting, som han aldrig havde drømt om at skulle gøre. Med hjælp fra hans fandenivoldske indiske vicevært og sin bedste ven, rebellen Gordon, viser dette sig at være lettere sagt end gjort.

Run Fatboy Run er en klassisk og dybt skabelonskåret komedie omkring parforhold og den undertrykte mand, der forsøger at få fat i sin elskede. Den er så forudsigelig i sin fortælling, at den næsten kan ses med lukkede øjne, og alligevel kan man ikke lade være med at kigge. Det er der én grund til; skuespillerne.

Som nævnt spiller Simon Pegg som sædvanlig helt fantastisk. Han er perfekt skabt til den dovne Dennis Doyle, der flygter fra problemerne, og hans timing og humor sidder lige i skabet. Det samme kan siges om resten af rollebesætningen, der virkelig får det bedste ud af de roller, de har. Thandie Newton, Hank Azaria og Dylan Moran, kæmper alle en brav kamp for at få personlighed og charme ind i deres ellers håbløst forudsigelige personer, og det virker for det meste.

Den tidligere Ross fra serien "Venner", David Schwimmer, står bag filmen, og som hans instruktør-debut, er Run Fatboy Run en lige lovlig forudsigelig og let affære. Der er absolut ingen overraskelser eller interessante vendinger i filmen. Alligevel har han formået at få det bedste ud af sine skuespillere, og de redder i sidste ende filmen fra at være decideret kedelig. De gør den faktisk et kig værd, og det er en bedrift i sig selv.

06 Gamereactor Danmark
6 / 10