Rollergirl/Whip it

Jeg ved ikke med jer, men jeg har altid godt kunnet lide Drew Barrymore. På trods af hun hovedsageligt optræder i komediefilm har hun de få gange, hun har lavet noget seriøst skuespil imponeret meget. Det ville være dejligt at se hende gøre det noget oftere.

Nu har I fået min holdning til Drew Barrymore som skuespiller, men hvordan klarer hun sig som instruktør? Det finder vi svaret på gennem hendes debutfilm, Rollergirl.

Bliss Cavender lever i Texas og styres af sin overfladiske mor der melder hende til talrige skønhedskonkurrencer. Da hun en dag opdager roller-derby, en næsten glemt rulleskøjtesport fra 70'erne, vækkes der noget inde i hende.

Hun bliver del af holdet, der hvert år ender som nummer sjok, og begynder en udvikling der ikke kun gavner hendes sportslige præstationer, men også personlige forhold i familien.

Det er en skam at Drew Barrymore har valgt en så forudsigelig historie. Det kræver ikke et medlemskab i Sherlock-Holmes klubben, at kunne regne slutningen ud baseret på den korte synopsis ovenover. Bare måden problemstillingerne præsenteres på rent filmisk afslører mere end den selv tror.

Heldigvis viser forudsigeligheden sig kun at være et lille minus af to vigtige årsager: dialogen og skuespillerne. De to vigtigste roller, Bliss og hendes mor, spilles af to dygtige karakterskuespillere. Ellen Page (som mange vil huske fra Juno) er blændende i rollen som den identitetsplagede Bliss og er perfekt som modspiller overfor Marcia Gay Harden der er i den egoistiske mors rolle.

Sammen med en virkelighedstro dialog opnår den troværdige stemning at gå op i en højere enhed, og gennem det adskiller filmen sig fra normen. Siden Rollergirl er noget af en pige-power film vil dens publikum hovedsageligt bestå af piger. Men hvis man føler sig tilstrækkelig komfortabel i sin egen maskulinitet, kan den faktisk nydes på sine egne præmisser.