Gamereactor

Gamereactor
Anmeldelser
Rollcage

Rollcage

Rollcage vil blive meget populær, og er efter min mening et suverænt spil!!. Og det vil ikke kun være fans af bilgenren der vil finde glæde ved dette spil, her er nemlig noget for en hver smag.

Nu kan du godt glemme alt banal bilfysik, realistisk styring, pit stops, eller faktisk næsten alt hvad du ellers havde regnet med at finde i et bilspil; du finder det nemlig ikke her. Du vil i stedet opleve fart af fuldstændig overdreven karakter, ekstremt flot grafik, og tons af våben som spilleren kan bruge mod modstanderen. Hvis dette lyder sjovt så læs lidt videre!!

I Rollcage har du mulighed for at vælge mellem 6 forskellige personer med hver deres karakteristika og tilsvarende forskellige maskiner. Jeg siger maskiner i stedet for biler, da jeg ikke finder det naturligt at en bil kan tage et 90'' sving med ca. 350 Km/t. Du kan desværre ikke mixe de forskellige personer og biler, men i stedet nøjes med de muligheder du har.

Grafikken i spillet er utrolig. Faktisk vil jeg gå så langt til at sige at Rollcage sætter en helt ny standard, når det gælder 3D Grafik og hurtighed!!. Jeg blev af og til svimmel af at spille Rollcage, da følelsen af den ekstreme fart er den mest livagtige jeg nogensinde har oplevet!
Du vil generelt finde meget realistiske effekter, såsom farverige eksplosioner og flotte røgeffekter. Alt i alt findes der intet spil der efter min mening matcher Rollcage på grafikken. Jeg fandt ingen eksempler på "pop up" eller andre irriterende elementer.

Lyden er i sig selv et helt kapitel for sig. Spillet drager her fordel af Direct Sound, og både musik og lydeffekter er vildt imponerende! Selv om jeg kun havde tilsluttet 2 højtalere, havde jeg hele tiden følelsen af, at modstanderens motor kom brølende lige i hælene på mig.
Hvis nogen får lyst til at høre soundtracket kan jeg afsløre at det består af kunstnere som Fatboy Slim, Aphrodite, Hoax etc..

Gameplayet virker på mig som et frisk pust, i denne efterhånden hårdt prøvede genre. Bilerne er ikke blot bygget til fart, de bliver hurtigt til "State og the art" kampmaskiner. Under løbet kan spilleren samle forskellige våben op, som i sidste ende er lige så vigtige som køreegenskaber. Du kan f.eks. skyde en bygning i stykker, hvorefter din værste modstander vil blive begravet i tonsvis af beton. I Rollcage opnår du kun en første plads, ved at spille med endnu mere beskidte tricks end din modstander!!

Alt imens du kaster din fartmaskine gennem de mange fascinerende baner, formår Rollcage faktisk at bryde samtlige tyngdelove. Dækkene på bilerne er så store at det ikke spiller nogen rolle hvilken side du kører/lander på, og medfører dermed også at de kan køre overalt. Dette giver spilleren et væld af muligheder, for det er ikke altid at den nemmeste vej er den hurtigste.
Lad mig give et eksempel: Du kører gennem en tunnel og din værste modstander er lige foran dig. Hvorfor så prøve at lave en snæver overhaling, når bilens potentiale er til meget meget mere!! Tricket er her, at du ved høj hastighed tvinger bilen op på loftet af tunnelen, hvor du har mulighed for at få et kraftigt boost der bringer bilen op på sindssyge 540 Km/t.

Mit bud er at Rollcage vil blive meget populær, og er efter min mening et suverænt spil!!. Og det vil ikke kun være fans af bilgenren der vil finde glæde ved dette spil, her er nemlig noget for en hver smag. Det gælder også dem der engang i mellem trænger til en god gang masse ødelæggelse for at afreagere. Og så trækker det jo heller ikke ned i bedømmelsen, at Rollcage faktisk er et fænomenalt multiplayer spil.

09 Gamereactor Danmark
9 / 10
+
Fantastisk flot grafik. Et suverænt spil.
-
Jammen dette er jo bare et godt spil.

Rollcage