Rogue Ops

Alle vil have en bid af kagen, når det gælder populære gameplay-former, og stealth er tilsyneladende stadig ligeså populært, som dengang Hideo Kojima satte stealth-bølgen i bevægelse med sit fabelagtige Metal Gear Solid. Mens udviklerne i dag mest tager brudstykker af gameplay-typen og hækler dem ind i egne produktioner i større eller mindre omfang, så har vi kun set få tangerende plagiater af Konamis Metal Gear Solid og UbiSofts Splinter Cell. Men det er slut nu, for Bits Studios, som står bag titlen Rogue Ops, har stjålet med arme og ben fra ovennævnte titler, men det kan man tilgive udvikleren. For Bits Studios har gjort det med manér og rystet det sammen med egne - dog mindre bemærkelsesværdige - ideer og er endt op med en gennemsnitlig listetur.

Det er på rollelisten, at Rogue Ops (RO) adskiller sig fuldstændigt fra Konamis og Ubisofts titler. Kvindelige hovedrolleindehavere er in, og RO introducerer agenten Nikki Connors, hvis mand og barn blev dræbt i en terroraktion, som terrororganisationen Omega 19 tog ansvaret for. Hun er kold, dygtig og ikke mindst hævntørstig og er af samme årsag den rette til at infiltrere og optrevle den forhadte organisation. Dette sender Nikki af sted på missioner til bl.a. Spanien, Storbritannien og Usbekistan.

Lighedspunkterne RO og MGS imellem er så mange, at RO må anses som en hyldest til Konami, men det er hverken første eller sidste gang, Kojima er blevet hædret af sine konkurrenter. Radaren er til stede med angivelse af fjenders placering og udsyn, alarmen, der går i gang, efter at man er blevet opdaget for igen at ebbe ud, når faren er drevet over, opsamling af lig, som kan gemmes af vejen i skabe, nightvision-briller, laserstråler som udløser alarmer er alt sammen hentet direkte fra MGS-serien. Bits Studios har selv hittet på et par gadgets og ideer, som er vævet ind i den klon, som RO dybest set er. Muligheden for at stjæle fra fjenders lommer, mens de har travlt med at holde sig vågne, er et af udviklerens sjove påfund.

Kæden til konkurrenternes topsællerter hopper dog af på et par punkter. RO’s ikon-system er et eksempel herpå. Hver gang en handling kan udføres - det være sig kravle op ad et nedløbsrør, udføre et stealth-drab eller rode et arkivskab igennem - kommunikeres det videre til spilleren via et ikon. På den måde får man hele tiden et fingerpeg om, hvilke muligheder man har, og hvordan man kommer videre. Sådan ser det i hvert fald ud på papiret, men i praksis ser tingene noget anderledes ud. For ikonerne er ikke konsekvente i deres fremtoning. Ofte synes en handling at være enormt oplagt, uden at ikonet viser sig. Det viser sig så, at man lige skulle træde halvandet skridt tilbage for at kunne nå røret, men så nøjeregnende burde systemet slet ikke være. Det skaber for meget spildtid.

Enkefruen Connors styres som den skaldede lejemorder i danske IO’s Hitman, dvs. en FPS-styring i et tredjepersonsperspektiv. Kontrollen føles umiddelbart kluntet, men efter lidt tilvænning styrer man kvindemennesket ganske gnidningsfrit. Håndtering af våben og gadgets er en simpel manøvre - igen inspireret af MGS - og kameraet kan altid centreres bag Nikki. Til trods for en haltende framerate vidner et knivskarpt billede og gode lyskildeeffekter om, at RO’s grafiske flade rent faktisk er optimeret til GameCube.

Det, der kan skubbe nogle gamere væk fra RO, er sværhedsgraden. Stealth-spil kan være temmelig kompromisløse - se bare Tenchu 3, som lod spilleren starte hele banen forfra pga. det mindste fejltrin. Sådan er det imidlertid også med Rogue Ops. Der er under de fleste missioner ikke plads til fejl, og man skal have tålmodighed og mod på at starte om og om igen. Til gengæld tvinger spillet gameren til at konsultere sine hjerneceller på en jævnlig basis og er derfor givende på et intellektuelt plan.

Rogue Ops er solidt funderet i det koncept, stealth-kongen Hideo Kojima udviklede i tidernes morgen. Et tangerende plagiat kunne man med rette påstå, men et okay et af slagsen, som sagtens kan stille sulten hos stealth-hungrende spillere. Man skal bare ikke forvente et spil, der når samme højder som Metal Gear Solid og Splinter Cell, men mindre kan også gøre det.