Rocknrolla

Beskidt, voldelig, skæv, sort, stilfyldt. Disse ord kan beskrive samtlige af Guy Ritchies film, hvis man tager katastrofen Swept Away med ekskonen Madonna, væk fra CV'et. Ritchies nyeste film kører stort set på fuldstændig samme skinner som hans første klassiske film Rub, Stub, og To Rygende Geværer og Snatch. Det er kort sagt godt at se en Ritchie der langsomt er på vej tilbage i form, og det beviser han med RocknRolla. Udover et perfekt skuespillerensemble er der nemlig stil, karisma, lidt substans og en helvedes masse sort britisk humor at glæde sig til.

De to kluntede småforbrydere One Two og Mumbles kommer i knibe da de pludselig skylder Lenny Cole, en af Londons mest magtfulde mænd, syv millioner pund. Samtidig forsøger Lenny Cole at hjælpe en skruppelløs Russisk millionær med nogle finansielle ærinder , og resultatet af dette samarbejde bliver at Cole får lov til at låne russerens værdifulde maleri som en symbolsk belønning. Der går dog ca. en dag før maleriet er stjålet og hele Cole finansstyre hænger på en løs tråd. Coles loyale højre hånd Archie bliver sat til at finde maleriet, og kontakterne rykker sig hurtigt ned til undergrundsmiljøet hvor både One Two og Mumbles befinder sig. Mumbles og One Two får skaffet millionerne med hjælp fra Russerens revisor, den smukke og iskolde Stella, og pludselig er alle på en eller anden måde forbundet til hinanden. Nu gælder det om at skaffe maleriet tilbage, koste hvad det vil.

Hvad har alt dette med RocknRolla at gøre, og hvad i alverden er en RocknRolla? Ja, jeg tror egentlig jeg vil lade det være ved disse spørgsmål og opfordre folk til selv at finde ud af det. Vær dog advaret at RocknRolla, trods det store antal fede scener og fantastiske dialoger, er en rodebunke i sin historie. Det gør samtidig at RocknRolla i det lange løb når at blive lidt overfladisk hen mod slutningen, og det er egentlig lidt trist. Derimod kan man trøste sig med at alle skuespillere blomstrer hele vejen igennem.

Gerard Butler er bestemt i sit lystige hjørne i rollen som One Two, og Tom Wilkinson beviser endnu en gang at han kan spille beskidt gangster til et 12-tal. Jeg får kort sagt lyst til at skamrose samtlige skuespillere for deres indsats, og samtidig Guy Ritchie, for er der noget denne film gør rigtigt, så er det at beskrive det skruppelløse London perfekt. Dog er det for mig svært at komme udenom en af mine nye skuespilfavoritter, nemlig Mark Strong, der som Coles trofaste vogter Archie spiller med en storstrålende selvsikkerhed og charme.

Lyd, klipning og billeder er Guy Ritchies speciale, og RocknRolla er ingen undtagelse, men igen så har man set det meste hvis man har set hans forrige film.

RocknRolla er en ren rodebutik hvad historien angår, og det gør samtidig at den taber lidt af gnisten hen imod slutningen. Alligevel kan jeg ikke andet end anbefale folk at se den, for hvad Guy Ritchie ikke forstår på historie-fronten, fanger han perfekt på alle andre områder. Skuespillet, lyd, musik og billederne er kort sagt skønne, og så kan man ikke andet end hygge sig i selskab med dårligt slæng.