Roccat Vulcan TKL Pro
Kort og kontant. Roccats nye TKL-tastatur er bundsolidt.
"TenKeyLess", altså tastaturer uden numerisk tastatur er lidt som sportsvogne, de lettere, mindre udgaver koster af en eller anden årsag flere penge, og er mere populære. Hvis man primært er til skydespil i førsteperson, og ikke ligefrem bruger computeren til regneark, så giver det for mange også god mening, da man her har større fleksibilitet i placeringen af tastaturet i forhold til kroppen, og dermed også kan give sig selv bedre ergonomi.
Vulcan TKL Pro er lavet i aluminium, og er et lavprofilkeyboard, således at man reelt ikke behøver en håndledsstøtte. Jeg mener dog principielt at man bør bruge det, og at det skal høre med når man smider over 1000 kroner på et keyboard, det er en service.
Det skeleterede design er som altid super lækkert, og meget rent at se på, det er nemt at gøre rent. Designet er typisk Roccat, tysk, industrielt, stilrent, og funktion over form. Der er et aftageligt kabel, en enkelt medieknap, og så en DJ-style volumenkontrol, der fungerer fantastisk godt, særligt da den er meget fysisk og med god modstand, således at lydstyrken altid rammes præcist.
Tasterne er lidt underlige, de er fastgjorte til selve kontakten, og kan derfor ikke afmonteres. Det giver rigtig god mening på et TKL-tastatur man måske tager med sig, men det gør også at man skal stole på at tasterne ikke bliver slidt og skal skiftes lige med det samme. Så benhård plast som de er lavet i, så er jeg ikke i tvivl om at det nok skal holde en del år.
Det er stadig Roccats egne Titan-kontakter der bruges, dog er Pro-udgaven her med optisk aktivering denne gang og det gør de nu ret fornuftigt, de er hurtige, responsive og aktiveres med et relativt let tryk. Og så er optiske kontakter nu engang bare fremtiden, medmindre at man er typen der ikke kan undvære den taktile feedback. Der er 1.4 millimeter vandring ned til aktiveringspunktet, og den er linær.
I modsætning til andre optiske design, så har Roccat valgt en løsning hvor en konstant lysstråle er 0, altså intet signal, og en afbrudt lysstråle er 1, altså signal. Det er modsat hvad eksempelvis Razer gør, men jeg har ikke kunne mærke forskel på responsen. Jeg tænker dog at det nok afhænger mere af firmwaren end metodevalget, hvad der målbart reagerer hurtigst.
Selve kontakthuset er forstærket, og der er afstivere/støtter rundt om selve centersøjlen i kontakten. Da den er kontaktløs (pun intended) i selve aktiveringsmekanismen er Roccat ikke bleg for at angive 100 millioner anslag som holdbarhedsstandard. En del software kan tælle anslag per tast, og vi runder lidt op og siger 50.000 om måneden, rent optimistisk, per tast. Det er stadig kun 600.000 anslag om året, eller over 166 år før end at tasten rent fysisk er slidt ned. Jeg tror vi kan konkludere at medmindre man er super-hardcore gamer, så vil man ikke i sin levetid kunne nå at slide hver eneste tast ned rent fysisk til et punkt hvor de stopper med at virke.
Der findes naturligvis taster der bruges meget, eksempelvis mellemrumstasten, men selv den topper ved 250.000 anslag om måneden i allerværste tilfælde, altså stadig over 30 år hvis vi snakker ren fysisk holdbarhed.
Som andre har gjort det, så er mellemrumstasten lavet med to stabilisatorer i siden, og så en kontakt i midten, det virker ret fornuftigt, og selvom at man ikke rammer i midten, så bliver anslaget stadig opfattet med det samme.
Lyset kommer fra Roccats Aimo-system, som er lidt underspillet, men pænt og funktionelt. Det er driveren i øvrigt også, meget rent snit rent æstetisk, meget Roccat.
Som mange andre Roccat-produkter er der EasyShift, og det betyder at man med et enkelt tryk kan aktivere en dobbeltfunktion for alle tasterne.
Prisen er 1.249. Det synes jeg ærlig talt er i overkanten for et TKL-tastatur, og på trods af den lave profil, så mener jeg stadig at man kunne have haft en løs håndledsstøtte med i kassen, bare en basal en i gummi eller skum, for den i hård plast som Roccat selv laver synes jeg ikke giver ret meget aflastning.
Så, lille, kompakt, god respons på kontakterne, men ingen håndledsstøtte, virkelig god volumenkontrol, men lidt høj pris. Jeg ved godt at det har mange andre også, men jeg forstå ikke hvorfor at TKL tastaturer, uanset hvor gode kontakter de har, skal koster over 1000 kroner.
Gamereactor Danmark