Roccat Tyon

Kender du fornemmelsen af, at nogen præsenterer dig for noget, du ikke var klar over, du ville have, men at du, når du først har prøvet det, ikke kan leve uden det? Det gør jeg. Det er den fornemmelse, jeg fik, da jeg prøvede Roccat Tyon for første gang. Jeg er ret vild med den, og jeg bebrejder på en måde Roccat, at de har spoleret andre mus for mig. Med en 8200 DPI-sensor og op til 31 programmerbare funktioner på 16 forskellige knapper og hjul, er musen klar til at slå til.

Først og fremmest ser den godt ud. Den mørkegrå plade i midten, der adskiller musens to mørke sider, er prydet af Roccats signaturkat og deres navn langs siden. RGBY-lys oplyser Tyon'en hele vejen rundt langs bunden og på siderne af musehjulet. Lysniveauerne er særskilte, og de kan programmeres til at lyse i de farver, du foretrækker, uafhængigt af hinanden. Musen ligger godt i hånden og er behageligt afbalanceret. Ud over de to standardknapper og det rullehjul, som de fleste mus har nu om stunder, har musen to programmerbare knapper på hver side af hovedknapperne, så du har nem adgang til makroer eller keyboardfunktioner med et svirp med fingeren. Mellem knoerne på din pege- og langfinger er der en finne, som kan svirpes til begge sider, hvilket betyder, at du har adgang til endnu flere funktioner med blot to fingre. For at gøre det endnu bedre, fungerer Easy-Shift[+]-knappen, der sidder lige under din tommelfinger, som en Fn-knap, så du kan programmere de andre knapper med underordnede funktioner, som træder i kraft, når Easy-Shift[+]-knappen holdes nede.

Over tommelfingeren sidder to knapper, der sædvanligvis er tilknyttet "forrige side" og "næste side" i webbrowsere, og den meget roste X-Celerator enkeltakse-analogpind. Det er meningen, at den skal bruges som speeder, når man kører, til at dreje et fly i luften eller et kanontårn og så videre og så videre. Musen er fortrinligt designet til den action-orienterede spiller, og bør kunne forbedre spilleres spil på tværs af genrerne.

Men det er ikke lutter lagkage det hele, og musen har nogle fejl og mangler, som det er nødvendigt at se på. Jeg er ikke en specielt høj mand. Jeg er heller ikke lav. Jeg ser mig selv som gennemsnitlig. Derfor blev jeg overrasket over, at jeg var nødt til at løfte hånden fra musemåtten for at nå de forreste makroknapper på hver side af hovedknapperne. Var de blevet placeret lidt længere tilbage på musen, ville alle fire knapper have været brugbare, men som de sidder nu, er ingen af de forreste knapper brugbare for mig. Det er også et problem, at antallet af programmerbare funktioner omfatter sekundære funktioner til de andre tommel-knapper, som du sandsynligvis ikke vil kunne bruge, da din tommelfinger er optaget af at holde Easy-Shift[+]-knappen nede. At medregne dem er lidt at snyde på vægten. Det faktiske antal programmerbare funktioner er i mit tilfælde tættere på 22. Derudover lykkes det mig ikke at finde noget at bruge X-Celerator-pinden til. Uanset hvor meget jeg prøvede, kunne jeg ikke knytte funktionen til en handling i nogen af de spil, jeg prøvede, medmindre pinden blev tilknyttet en knap, og så går fordelene ved, at det er en analogpind, tabt. For at gøre tingene endnu mere indviklede, holdt mit joystick op med at virke i Arkham City, når jeg havde musen sluttet til. Spillet opfattede musen som en controller og ville ikke lade mig bruge den anden. Selv om Arkham City var det eneste spil, jeg havde problemer med, af de tyve, jeg prøvede, kan jeg ikke afvise muligheden for, at det kan ske i andre spil.

Da jeg ikke har prøvet nogen af de tidligere mus fra Roccat, der har en Easy-Shift[+]-knap, blev den omgående det allermest imponerende træk ved musen. Lysene er da fine og gør, at du kan tilpasse Tyon'ens udseende til din smag, men i sidste ende er de overflødige. Shift-knappen derimod havde en dramatisk effekt på mit spil. I mange spil bruger man en enkelt knap til nærkampsangreb og en anden til at smide granater med, og at de kommandoer blev flyttet fra keyboardet til musen, gjorde gameplayet forbløffende meget bedre. At sætte sigtet for øjet, affyre et våben, kaste en granat og hugge mod en fjende klares nu alt sammen fra de to hovedknapper, og selv om shift-knappen hele tiden ligger under din tommelfinger, så er den fast nok til ikke at blive trykket ind ved et uheld, men blød nok til, at man ikke skal bruge kræfter på at trykke på den. Derudover lyser musen blåt, når man holder knappen inde, hvilket gør det let at se, om man trykker på den ved et uheld. Selv musehjulet har en sekundær funktion, da det enten skruer op eller ned for lyden, hvis du scroller, og slår lyden fra, hvis du trykker på det, mens du holder shift-knappen inde, hvad der viser, at intet design er så helligt, at det ikke kan forbedres.

Et andet træk, som jeg er særligt glad for ved Tyon'en, er finnen, der sidder mellem knoerne. Selv om man potentielt kan bruge den til at vælge næste/forrige våben, til at rulle gennem mulighederne i en menu, eller til hvilken som helst anden handling, man ikke sædvanligvis udfører samtidig med, at man angriber eller sigter (da ens fingre vil være beskæftiget med at holde finnen nede), så valgte jeg at bruge den til at forøge og mindske DPI'en. I softwarepakken, hvor du kan indstille alt fra lysene over følsomhed til de forskellige knappers funktioner, er der mulighed for at slå stemmebeskeder til ved ændringer i DPI, makroprofil, følsomhed eller lydstyrke. Det valgte jeg at teste med DPI, men det varede ikke længe, før jeg slog dem fra igen, da den temmelig irriterende stemme - der lyder som har en gennemsnitsmand bundet en flaske billig whiskey, før han dukkede op i studiet, bare for at give sin ellers leverpostejfarvede stemme et rustent anstrøg, og nu tvinger sig selv til at tale en oktav eller to lavere end hans stemmebånd tillader - udtaler de "ettusindsekshundrede DPI" (eller dét, den indstilling, du lige har valgt, nu er) fra ende til anden, hver gang indstillingen ændres. Jeg kan godt lide at få besked om, hvilken indstilling, jeg har, men hvis speakeren blot læste nummeret "sekstenhundrede" eller noget andet lige så kort og præcist, ville det måske være lettere at have med gøre.

Softwaren lader dig også lege med det, Roccat kalder TDCU'en eller: Tracking & Distance Control Unit. Tracking-kontrollen gør, at du kan kalibrere sensoren, så den passer til din musemåttes overfladetekstur og evne til at kaste lyset tilbage, hvilket øger 8200 DPI-sensorens i forvejen imponerende præcision. Afstandskontrollen gør, at du kan indstille, hvor højt du skal løfte musen, for at den mister kontakten til overfladen. Vi ved alle sammen, hvor irriterende det er, at cursoren rammer nogle centimeter ved siden af målet, når man løfter musen for at placere den anderledes. Gudskelov ved Roccat åbenbart, hvad gamere vil have, før de selv ved det. Det gjorde de i hvert fald i mit tilfælde.

At sige, at Roccat har lavet en game changer med Tyon'en, er måske lidt af en overdrivelse, men musen har dog et imponerede sæt features, der kan forbedre spiloplevelsen. Som det er tilfældet med de fleste af Roccats produkter, er den bad ass at se på, og de konstant skiftende farver, der simulerer musens åndedræt som var den et trofast kæledyr og ikke blot et livløst stykke tilbehør, er smukke at se på. Den ligger godt i hånden, den er velafbalanceret, den er reagerer præcist og knapperne er faste, den er svedafvisende, og den er veldesignet. Hvis det ikke var fordi, den passer bedst til lange fingre, og hvis blot flere spil understøttede X-Celerator-pinden, så ville den i mine øjne være den perfekte gaming-mus.