Gamereactor

Gamereactor
Hardware
Roccat Khan Pro

Roccat Khan Pro

Hi-Res bølgen er gået fra luksus hi-fi til gaming.


Hi-Res er det nye sort inden for hovedtelefoner. Ganske kort fortalt er det en standardisering (dog kun vedtaget af Sony) af formater af en højere opløsning, og dennes gengivelse, en konsekvens af at man inden for hi-fi er gået fra bitdybde på først 16, til 24 og 32, og samplingfrekvensen efterhånden nærmer sig det uendelige. Noget der målbart er så meget bedre, og leverer så ufattelige meget mere data end en CD skal naturligvis fejres, og det er især hos marketingsafdelingen.

Bølgen har nu ramt gaminglyd, og Roccat Khan Pro er en af de første til markedet, der sikkert har kostet licenspenge til Sony, for at ramme et mere prisvenligt kundesegmentet.

Khan Pro er noget så sjældent som et rendyrket stereoheadset. Tak for det. Ikke mere elendig virtuel surround eller andet fluff, bare ren stereofokus. Det går også igen i designet der er meget afdæmpet, medmindre man vælger den hvide udgave.

Gaming-mæssigt er der fokus på vægten, 230 gram er ikke meget, og det føles utrolig let. Det er dog stadig udstyret med en pude under hovedbøjlen. De interne stivere er i metal, og det virker overraskende solidt på trods af sin lave vægt.

Der er ikke USB, men et klassisk analogt kabel med separate stik til hovedtelefon og mikrofon, men der hører dog også et lille samlingskabel med, point for det.

<newpage>

Og når vi snakker marketing, så omtales enhederne i headsettet som "højhastighedsdrivere", og vi ved ikke helt hvad det er, og gætter på at man har oversat noget forkert, da det ellers ville være en såkaldt Air Motion Transducer, eller AMT-diskant som de også kaldes, der igen hører til bånddiskantfamilien, ikke noget der hører til i et letvægts gamingheadset, eller kan sælges for de 799,- som Khan Pro koster. Tværtimod ligger den slags i reglen på den forkerte side af 5000 kroner for et sæt.

Vi har også lidt svært ved at greje følgende sætning:

"Der er hurtig adgang til styring af lydstyrken på ørepuden samt automatisk slukning af mikrofonen med ægte stemme, når den er foldet sammen"

Men, der er ganske rigtigt et analogt volumenhjul på siden af hovedtelefonen ved siden af ørepuderne, og mikrofonen slår fra når den foldes op. Mikrofonen er egentlig overraskende åben i lyden, men støjgulvet er også særdeles højt. Det er fint til lejlighedsvis kommunikation, men det er ikke på grund af mikrofonen at du skal vælge Khan Pro. Et løst bud herfra er at man i et forsøg på at spare vægt har lavet en for tynd ledning til mikrofonen, og i øvrigt ikke skærmet den ordentligt.

Der er ikke nogen aktiv støjreduktion, tak for det, men passiv i form af de puder der er på siden af headsettet, og det skum der er i. Selve ørepuderne er udført i en art immiteret læder, men det er nu ganske behageligt, også i længere tid. Det giver dog en svag rumklangseffekt da ørepuderne er overraskende store, og sidder ganske tæt.

Lyden er ganske hæderlig, der er det klassiske gaming-lyd islæt da bassen går imponerende dybt, men desværre også har et hæv der rækker helt op i den ellers fine mellemtone. Øvre mellemtone og diskant har en fin overgang, med en ganske acceptabel overtonereproduktion og klanggengivelse. Opløsningen hører til i den bedre ende, og der er et niveau af transparens i mellemtonen der sjældent opleves i sub-1000 kroners klassen. Identifikation af våben, retning og afstand er også ganske fint, og det må rent lydmæssigt siges at være ganske solidt.

Kigger man på pris, lydgengivelse, mikrofon, vægt og komfort, så ender vi på et samlet karakter på 7.

07 Gamereactor Danmark
7 / 10