Robots at Midnight

Efter at have været ude på Xbox Series X/S og PC i et par måneder, er Robots at Midnight nu udkommet til PlayStation 5. Da vi ikke fandt tid til at anmelde spillet på Xbox eller PC, har vi nu kastet os over denne lille soulslike fra Finish Line Games.

Man tager rollen som den pigen Zoe, der styrter ned på planeten Yob i den lille redningskapsel, hun brugte til at undslippe et angreb hun og hendes far var udsat for. Til sin rædsel ser hun, at planeten hun er landet på er helt forladt af mennesker og i stedet overtaget af morderiske robotter. Hun begiver sig nu ud på en rejse gennem det øde og forladte land, for at finde sin far - og det kræver at hun tæver sig gennem horder af menneskelignende robotter.

Robots at Midnight står et sted i grænselandet mellem et action-rollespil og et soulslike. Man vil kunne genkende mange af soulslike-genrens elementer, lige fra lejrbål hvor man kan heale sig selv (hvilket får alle nedkæmpede fjender til at respawne) og til de store bosser, hvor man skal lære deres angrebs-mønstre, undvige og blokere deres angreb. Man skal sørge for, ikke at blive fanget på det forkerte ben, da de kan tage livet af Zoe med et par enkelte velplacerede slag. Bosserne er ganske veldesignede og i modsætning til de andre fjender man støder på, er de forholdsvis varierede at kæmpe imod.

Zoe kan udstyres med ét våben ad gangen, lige fra en stor skruenøgle til et stort sværd. Disse våben kan opgraderes på nogle arbejdsbænke man støder på undervejs, men Zoe selv kan ikke opgraderes - hendes stats ændrer sig alt efter hvilket tøj hun har på og hvilke våben man udstyrer hende med. På armen har hun en MITT (Mobile Impulse Traversal Technology) gadget, der fungerer som et slags mekanisk knytnæve og distance-våben, der dog har en cooldown-periode, så det kan ikke bruges hele tiden.

Grunden til at jeg mener, at Robots at Midnight står i grænselandet mellem et action-rollespil og en decideret soulslike, er primært fordi, at det har to sværhedsgrader, hvor den lavere, Hero Mode, mere føles som et action-rollespil (dog stadig med souls-like elementer), mens det på den høje sværhedsgrad, Master Mode, spiller som et til tider ganske udfordrende soulslike.

Gameplayet er skåret helt ind til benet - og måske også lidt for langt ind. Det, der er i spillet, fungerer ganske fint, så det er ikke fordi det ikke spiller godt - det er bare temmelig simpelt. Det er dog en ganske fin feature, at fjenderne bliver ekstra aggressive og farlige, når natten falder på.

Kampene mod de forskellige robotter er ganske ensformige (bosserne er som nævnt ovenfor mere underholdende) og der er lidt frustrations-elementer med, at kameraet ikke altid vil låse fast på fjenderne og at MITT gadgetten ikke altid aktiveres når man trykker på knappen. Den største frustration er dog, når man i løbet af kampene har brug for ny energi via en energidrik eller en energibar, så trigger man en animation hvor Zoe nærmest stopper op og spiser eller drikker hvad man har valgt. Problemet er bare, at mens Zoe drikker eller spiser, så er hun forsvarsløs, da man i den periode ikke har nogen chance for at forsvare sig. Det drejer sig om nogle få sekunder, men de få sekunder kan være forskellen på at være ovenpå i bosskampen eller tæt på at dø og skulle starte kampen forfra. Man forsøger at tage højde for det ved at skabe afstand til fjenden, inden man tager sin potion, men det er ikke altid nok, da bosserne blandt andet kan angribe fra meget lang afstand. Jeg har mistet en del liv til den drikke- og spiseanimation og det er virkelig frustrerende.

Den visuelle side i Robots at Midnight er ganske nydelig og man skal ikke lade sig narre af den ind imellem ganske farverige grafik - det her er et svært spil, præcis som man forventer af genren, specielt på Master Mode. Lydsiden er fin, med et godt soundtrack men med lidt tynde og simple lydeffekter.

Robots at Midnight er et simpelt spil i souls-genren - og måske et godt startsted, hvis man som nybegynder vil snuse til genren. Det kan gennemføres på 5-7 timer alt efter sværhedsgrad, og der er ikke meget at komme tilbage til, når det først er gennemført. Selv om spillet spiller fint, kan det egentligt nok kun for alvor anbefales til gamere, som vil snuse til soulslike genren og da det sælges til en ganske lav pris, kan det være det bedste sted at starte sin rejse ind i en krævende genre.