Robot & Frank

Jeg har altid set lyst på fremtiden. Afhængigt af hvilken teknik, der blev muliggjort først, har jeg altid været overbevist om at et eventuelt robotægteskab eller adamantiumskelet-transplantation med tilhørende klør ville være et velkomment tilskud til hverdagen. Indtil jeg så den bunke skrammel, der er Robot & Frank. På 89 minutter blev min fremtidstro knust, og jeg udviklede så svær robotallergi, at jeg nu ikke kan være i stue med min elektriske tandbørste eller min ledningsfri støvsuger.

Filmen handler om Frank (Frank Langella), der levet et tilsyneladende normalt pensionistliv. Drikker kaffe, surmuler, smårapser og hænger ud på biblioteket. Hans voksne børn (Liv Tyler, James Marsden) køber en dag en selskabsrobot til ham (vi befinder os altså i fremtiden). Og så vidt, så godt - en film om en mukkende oldning med en besserwisser-robot. Det kunne blive sjovt. Men det gør det ikke. Slet ikke. Faktisk det modsatte.

Fortællingen om Frank og hans robot, der i øvrigt ser ud som om den er fra 1992, er skildret med nul humor. Ikke på den måde, at det er dårlig humor eller svært forståelig humor - NUL humor. Og det er ikke kun humoren, der er bandlyst fra produktionen. Andre vitale byggesten i filmskabelsens ædle kunst er også sprunget let over, såsom dramatik, spænding og action. Tilbage har vi en intetsigende smøre, der virkelig er svær at udholde, for slet ikke at sige genrebestemme.

Hvem står bag denne fadæse? Manuskriptet er af Christopher D. Ford, og hvem er denne herre egentlig? At dømme ud fra IMDB, så er han så tilpas kedelig, at det er værd at nævne at han er allergisk over for penicillin. Men han bærer ikke skylden alene. Til sit forsvar har han haft instruktøren Jake Schreier, der i øvrigt titulerer sig som keyboard-spiller.

Schreier er helt og holdent lykkedes med det kunstykke at gengive Fords allerede mangelfulde manuskript helt uden nogen som helst timing. Relationen mellem pensionisten og hans skrot-robot er totalt uinteressant. Som seer forholder man sig fuldstændig ligegyldigt til nøglescenerne.

Det eneste, der trækker karakteren op, er at billedsproget ikke er lige så katastrofalt som resten af filmen. Skuespillerpræstationerne er også godkendte.

Ekstramateriale:
Kommentarspor med instruktør og manuskriptforfatter, og et vederstyggeligt Robot Poster Campaign Gallery.