Risk
Risk er et klassisk brædtspil, hvor man slår terninger for at afgøre strategiske kampe imellem sine og modstandernes hære, i en kamp for at være verdens hersker.
Risk er et klassisk brædtspil, hvor man slår terninger for at afgøre strategiske kampe imellem sine og modstandernes hære, i en kamp for at være verdens hersker. Kort sagt. Det er et strategisk krigsføringsspil, som mest af alt bygger på brugen af forudseenhed, og evnen til at turde spare sammen, eller storme modstanderen på det rigtige tidspunkt.
Hasbro har formået at lave en pumpet version af det lettere abstrakte brædtspil. Grafikken er til at tage og føle på, med animationer af kampene, navne på hærførere, naturkatastrofer og oprørere, som kan gøre livet surt for enhver.
Spillet er lavet, så man kan spille det næsten ligesom det gamle, med terninger, og frit valg for hvor mange terninger der skal slås, når man får i kamp. Det er dog ikke ligeså fysisk tilfredsstillende som faktisk at slå en stak terninger i bordet med et raflebæger.
Men fordelen skulle være, at computeren står for at være regnemaskinen i det hele. Man står dog til tider magtesløs overfor den ôtilfældighed" med hvilken den udregner resultaterne i en kamp. Jeg opnåede for eksempel gang på gang, at computeren gav mig et nederlag, selvom jeg var i kraftigt overtal.
Risk er tur-baseret, og det betyder, at selve stemningen er rimelig tilbagelænet, når man spiller. Så er der brug for en stille søndag, så lad computeren styre sagerne, og snup et spil Risk. Du kan spille det med op til fem af dine venner samlet på en computer - En stor fordel i en familiesituation. Man kan også spille RISK over modem eller internettet.
Fordi at spillet er tur-baseret, og selvom man kan sætte hastigheden op, er det dog en smule kedeligt hele tiden at skulle se, hvad en runde bringer. Det kan i et spil imod for eksempel tre computerstyrede generaler virke som om kun Å af tiden faktisk bruges af dig, resten af tiden venter man bare, eller klikker videre med musen. Og dét er kedeligt.
Spilmæssigt indeholder Risk en masse nye ting. Der er mulighed for at tilbagetrække tropper under angreb, lave alliancer i x antal runder, bytte krigsfanger og kort med modstanderne. Og årets gang kan give sygdom, epidemier, og revolter i dine lande, og pludselig komme med resultater, man ikke kunne have kalkuleret med.
Det grafiske interface tjener sit formål: At styre spillets gang. Og der synes at være uendelig mange spil at spille, for computeren styrer fjenderne ret forskelligt. Nogle er af den ophobende type, som pludselig eksploderer igennem hele landkortet, mens andre konstant slider sig selv ned på små irriterende angreb, som lige netop formår at tage dine bonuspoints fra dig. Og de er vigtige! Uden nye mænd i starten af runden er man så godt som færdig.
Lydsiden var vist bare obligatorisk, som det er for et computerspil idag, og ikke noget at råbe hurra for. Der er lidt trommehvirvler, og nogle tordenskyer, resten er glemt. Det samme med grafikken, som i 256 farver er lidt for frisk, men brædtspillet er jo oprindeligt også pumpet i farverne; det er jo meningen at handlingen foregår billedligt inde i hovedet.
Risk er et godt bud på et hyggespil, som familien kan får stor glæde af, også fordi RISK ikke er et spil der kræver hurtig reaktionsevne, eller smarte indstuderede ômoves". Det appellerer til et selskab på minimum et par stykker, for ikke at virke for latterligt at beskæftige sig med. Alt i alt bør hardcore actionfreaks bør nok lade Risk være, og lade folk med hang til en varm kop kakao på en søndag, indtage Risk i store, Napoleoniske slurke.
Gamereactor Danmark