Rio

Et eller andet sted i et skummelt baglokale mistænker jeg de nederdrægtigste, mest pengegriske udgivere for i årevis af have samarbejdet om en magisk maskine, der er så fantastisk skruet sammen at den kun kan spytte nærmest identiske og helt igennem ufornøjelige spiloplevelser ud. Maskinen virker ganske vist kun hvis spillet er baseret på en aktuel familievenlig film, men resultatet er uden nogen slinger i valsen, altid elendigt.

Hvis man ikke vidste bedre, skulle man umiddelbart tro at britiske Eurocom havde været en af hovedmændene bag maskinen, for går man udviklerens historie igennem er der næsten ingen grænser for hvor mange licensspil der har fået deres opmærksomhed. Men der er dog en forskel, for uanset hvor utiltalende licenserne engang i mellem må være, synes Eurocom nærmest altid at få mere end forventet ud af den, og det gælder heldigvis også for {Rio}.

I stedet for at lave et spil der slavisk følger filmen, har man elegant valgt at glemme regelsættet for den slags, og fokusere på en simpel ide: at have det sjovt. Derfor er det ganske overraskende når man første gang erfarer at spilversionen af {Rio}, på trods af at den faktisk indeholder en såkaldt "storymode", ikke har særlig meget med filmens historie at gøre.

Således mødes man af et landkort som er blevet opdelt i forskellige afsnit, der alle introduceres af et klip fra filmen - alle så korte at de lige præcist ikke giver nogen egentlig sammenhæng. Hvert af afsnittende introducerer også af en af hovedpersonerne, men alt sammen er blot en undskyldning for at byde på nogle tematiserede minispil.

Hvert afsnit byder på sine egne minispil, og for at avancere skal der indtjenes førstepladser og dertilhørende points. Variationen i de cirka 40 forskellige minispil er rimelig stor, også selv om nogle af ideerne senere genbruges og modificeres, og alle er de holdt så enhver der ved hvordan man betjener en controller kan være med.

Minispillene er alle delt op i forskellige kategorier, og derfor kan du eksempelvis se frem til at skulle indsamle tonsvis af frugt, mens man konkurrerer om forskellige midlertidige opgraderinger. Frugtindsamlingen krydres dog eksempelvis senere med at det kun er den der først står stille når musikken holder op med at spille der får points, eller den der tør vove sig længst ud i bølgerne. Andetsteds står den på mudderkastning (ikke den skriftlige slags), dans, bongotrommeri , svæveflyvning og adskillige andre varianter heraf.

En særlig snedig beslutning har været at holde kontrollen ekstremt simpel uanset hvad udfordringen står på, og derfor vil man aldrig komme til at benytte sig af mere end to knapper og analogsticket. Det gør det hele overskueligt, og betyder også at man altid er frisk på at gå i gang med en ny opgave uden egentlig at skulle frygte hvad den går ud på.

Uanset hvilken udfordring du giver dig i kast med, vil du konkurrere mod tre andre figurer. Vælger du at spille alene vil du hurtigt erfare at sværhedsgraden er sat så lav, at du uden problemer vil blæse igennem alt hvad der bliver budt på. Derfor er det naturligvis meget sjovere i stedet at hive tre venner med ind foran skærmen, og da alle kan deltage lige når de vil, altså også selv om et spil allerede er i gang, er det bestemt her den bedste oplevelse med {Rio} findes.

Når nu der rent faktisk synes at være tænkt over tingene under udviklingen af spillet, er det ærgerligt at der ikke også er blevet brugt lidt flere kræfter på at fylde mere indhold ned på discen. Den største kritik af {Rio} er utvivlsomt at du vil kunne se alt hvad eventyret indeholder på lige omkring en times spil, og selvom flere af opgaverne er sjove at gentage med et par gode venner, er det nu stadig alt for lidt. Spilletiden kunne have været forlænget hvis man selv havde haft mulighed for at bestemme sine egne regler eller lignende, og blot at sprede de samme minispil ud over forskellige spilvarianter holder ikke.

Det lyder måske en smule urimeligt, men {Rio} er bedre end jeg havde forventet, og dog alligevel ikke ligeså godt som det kunne have været. Den glæde man oplever gennem den boblende musik og den farverige grafik, fiser simpelthen alt for hurtigt af ballonen, når man når slutningen af minispillene, samt ser hvor hurtigt de begynder at genbruge hinandens ideer.