Gamereactor

Gamereactor
Previews
Rift

Rift

Rift fortsætter arven med rasende flotte online-RPG'er. Det velpolerede MMO byder spillerne på episk krig og frække elvere, men det ser ud til at der faktisk også er sluppet lidt rollespil ind i Trion Worlds' kommende spil.

Blæser-sektionen brager på karakterskaber-skærmen, og alting er tilsvarende episk når spilleren vælger at redde verden på enten Guardian- eller Defiant-siden. De to kan selvfølgelig ikke døje hinanden: den primære tvist omhandler en forkert slags tech-magi som pæne og rene Guardians helst ser at de mere rå Defiants undlader at bruge. Begge faktioner vil gerne undgå verdens endeligt, men de kan ikke blive enige om hvordan det skal foregå.

Racerne i Rift er nye, og dog velkendte. Der er, for eksempel de hotte højelvere, de tribale bahmi, ørkenfolket Eth og mathosianerne, der reelt bare er mennesker med et federe navn. Der er rigeligt med valgmuligheder når man skal skabe sit virtuelle alterego. For spillere, der kan lide at bruge oceaner af tid på at designe deres figur, er Rift et Shangri-La.

Grafikken og det visuelle design er meget velpoleret. Det repræsenterer en slags manipuleret realisme, hvor 3D-solnedgange skinner på flotte rustninger, tårnskjolde og kæbeben. Sjældent har læderstropper været spændt så stilfuldt hen over en rangers lår.

På trods af sit kønne udseende er kernen i Rift noget udviklerne kalder "dynamisk indhold". Det betyder at spilleren kan vandre hvorhen han vil, og se en dimensionel portal, en rift, åbne sig ud af det blå - og forsøge at besejre de kommende fjender sammen med enhver spiller, der måtte være i nærheden. Selv en nybegynder kan i teorien slå sig sammen med spillere på højere level og få sin andel i belønningen bagefter, hvis størrelse afhænger af hvor hårdt, han bed hovedbossen i anklerne. Der er ikke brug for nogle party-invitationer eller andet, kun at man deltager i kampen.

Portaler kan åbne sig overalt, hvilket betyder at selv spillere med højt level kan rejse rundt overalt i spillets verden. Og fordi rifterne/portalerne kan dukke op alle steder, er forskellene i spillernes niveau løst gennem metaspillet - en portal kan enten lukkes øjeblikkeligt, eller man kan tage kampen op mod alle de bølger af fjender, der vælter ud af den. Den slags frihed som Rift byder på, kan ende som en frisk undtagelse fra det sædvanlige MMO-limbo, betagende smukke områder hurtigt bliver overflødige i forhold til ens level.

Rifts fjender, hvoraf den største er en drage-gud ved navn Regulos, stammer fra seks forskellige elementale planer, og giver historien en slags formel grund til at eksistere. Verden er ved at gå under, hurtigt, og det går selvfølgelig ikke.

Hvor en World of Warcraft-begynder starter som stik-i-rend-dreng, indtager en Rift-begynder verdenen som kongerigets eneste håb - en Ascenderet der har evnen til at specialisere sig i faldne heltes klasser. Dette fungerer som en måde at vælge og skifte mellem klasser og underklasser. Selvom "det eneste håb" måske virker som en modsætning til et MMO's massive antal spillere, er muligheden for at personliggøre sin figur en af spillets bedste funktioner.

De tre talenttræssystemer lyder gammelt og velkendt, indtil man tilføjer konceptet med valg og kombinationer - der er otte forskellige træer at vælge mellem. Man kan kun vælge tre underklasser, og disse underklasser definerer ens figur. Der er også noget, der hedder root-evner, som er passive evner, der låses op efterhånden som du avancerer gennem træerne. Det viser sig at der faktisk er noget vaskeægte RPG-nytænkning i, hvad der ellers ligner et meget mainstream-agtigt spil.

Markedet er nærmest oversvømmet af MMO-spil for tiden, og de nye har svært ved at skille sig ud fra mængden. Rift har taget udfordringen op ved at nuppe de gode træk fra konkurrenterne og forbedre dem. Meget af det afhænger af hvordan det dynamiske indhold og freeroam-delen spiller sammen med det gamle quest-system, og hvor godt det kan svare sig at jagte rifter. I bedste fald kan det blive en ny måde at spille online-rollespil på, en der ikke afhænger af hjernedøde gentagelser.

På den anden side løber det risikoen for at blive et halvt forsøg, der kun delvist genopfinder den dybe tallerken, og ikke finder det rigtige publikum. Og publikummet er altafgørende for et MMO. Spil som Lord of the Rings Online, Warhammer Online og World of Warcraft foregår alle i universer med enorme baggrundshistorier, der ånder liv ind i den virtuelle virkelighed. Trods sin skønhed har Rift ikke råd til at reducere sin historie til en plastikrekvisit som troldmænd og paladiner kan tale lol-sprog i nærheden af.