Ridge Racer
Verdens bedste arkaderacer bliver endnu bedre. Tanggaard har sat sig til rette i lædersædet og gennemtestet Namcos seneste spil.
Prøv at sige Sony uden at følge det op med Ridge Racer. Det går ikke vel? Nej, siden den første PlayStation blev lanceret i 1995 har Namco og Sony været et par siamesiske tvillinger, smeltet uløseligt sammen ved hoften. Da PS2 røg på gaden skete det igen. Endnu et arkadepræget racingspil drønede ud af asfalten og viste, hvordan det skulle gøres. Nu er turen så kommet til PSP og minsandten om ikke Namco nok en gang har fyldt benzin på deres højtpolerede, dybrøde motordrøn. Denne gang står den på remix i fineste forstand med så meget at gabe over, at selv en garvet spiller kan have svært ved at sluge det hele i én mundfuld.
Rige Racer på en måde genrens absolutte toppunkt. Der lånes med ivrige hænder fra 1995-klassikeren Ridge Racer over Revolution til Ridge Racer Type 4 og det noget kriseramte Ridge Racer V. Tilsammen udgør de mange biler og baner noget nær en racerkørers paradis. Her får du igen Seaside Route 765, Sunset Drive, Union Hill District - en af mine absolutte yndlingsbaner fra Type 4 - samt Crimsonrock Pass, og så har jeg ikke engang nævnt dem alle.
Alt er naturligvis skåret over den typiske Namco-skabelon, hvilket betyder, at der som sådan ikke er vanvittig mange baner at træde speederen i bund på. Til gengæld åbner de sig i en vidtforgrenet net af stejle bakker, lumske sving og brede boulevarder, efterhånden som spillets World Tour-mode besejres. Det ene øjeblik suser du igennem en dyb, lysstofrørs-oplyst tunnel, det næste skrider bilen ud i et adskillige meter bredt sving, hvor den orange sol og en samling trætte palmer er det eneste publikum til din kølige beherskelse af de mange hestekræfter.
Ridge Racers største force er uden tvivl den overdådige grafiske overflade, der fiser hen over widescreen-skærmen med klokkeklare 60 billeder i sekundet. Fartgengivelsen er eminent, bilen ligger så tæt på vejen at chassiset nærmest skraber hen af jorden og når du først behersker den analoge kontrol, der indrømmet tager noget tid at vænne sig til, så er der ingen vej tilbage. Ridge Racer suger dig ned i det bløde lædersæde og strammer sikkerhedsselen så hårdt, at du ikke kommer ud igen.
Heldigvis er PSP-versionen ikke bare en kønsløs og grisk opsamling. Namco har bl.a. krydret pakken af med en Nitro-boost, der til at starte med måske virker en smule malplaceret, men med tiden virkelig viser sit værd. Ridge Racer-serien har nemlig altid handlet om de fuldstændig vanvittige udskridninger eller powerdrifts om du vil, og i denne udgave opsamler du rent faktisk nitro ved i et kort sekund at slippe rattet og lade bilen glide hen over den varme asfalt ukontrolleret - det er faktisk muligt at tage en 360 grader tur rundt i din egen akse og derved hive adskillige centimeter turbo ind på kontoen. Og det fungerer strålende. Pludselig er Ridge Racer ikke bare en arkaderacer, men også et spil med en smule taktisk dybde.
Dette er specielt udtalt når du inviterer et par venner ind over til en trådløs dyst via WiFi. Her inviterer en af spillerne til en lille konkurrence, hvorefter alle andre melder sig til. Op til otte kan drøne derudaf mod hinanden og når først nitroen indsamles, så bliver det for alvor en kamp på liv og død om at komme først. WiFi-delen er uden tvivl spillets bedste og det er tydeligt at Namco allerede her ved maskinens lancering har fuldstændig tjek på infrastrukturen.
Det eneste der bør afholde dig fra at investere i Ridge Racer, er hvis serien i forvejen ikke siger dig en pind. Det er nemlig stadig arkaderacing på godt og ondt. Uden skademodel, uden indviklet fysik og uden en garage fuld af toptunede, licenserede biler fra verdens mest kendte fabrikanter. Er du til gengæld bidt af en gal fartdjævel og har spillets hensynsløse fart været netop det, der tiltrak dig til at begynde med, så kan du ligeså godt smide skiven i ryggen på din nyindkøbte PSP og komme derudad. Det bliver ikke meget bedre.
-----------------------------------------------------------------------------------
Læs også disse PSP-anmeldelser:
Wipeout Pure
Lumines
Archer MacLean's Mercury
NBA Street Showdown
NFL Street 2 Unleashed
F1 Grand Prix
Ridge Racer
" target="_blank">http://www.gamereactor.dk/texter/?id=60360"> Need for Speed Underground Rivals </a>
Gamereactor Danmark