Return to Castle Wolfenstein
Activision har nu - næsten 10 år efter udgivelsen af forgængeren - kastet sig over det vovestykke det er, at lave en efterfølger til kultspillet Wolfenstein 3D.
Der var engang I 1992, hvor selv vort lands daværende udenrigsminister - det var ham, der hed Uffe! - faldt fuldstændigt på halen for computerspillet Wolfenstein 3D. Som det første betydende spil af sin art, var det nu muligt for spilleren foran skærmen at blive placeret midt i drabelige begivenheder i "3D". Grafikken var - målt med nutidens 32-bits farver og 3D-accelererede grafikkort - grov og primitiv, men dengang vakte spillet stor opsigt.
Handlingen var enkel og overskuelig: Du spillede en amerikansk kommandosoldat, som var spærret inde på Castle Wolfenstein. Opgaven lød derefter i al sin enkelhed: Skyd dig vej ud af slottet - og gør kål på så mange 'krauts' som muligt undervejs.
Activision har nu - næsten 10 år efter udgivelsen af forgængeren - kastet sig over det vovestykke det er, at forsøge af udgive en efterfølger. Så det var både med en nostalgisk tåre i øjenkrogen og en vis ængstelse, at CD'en til Return to Castle Wolfenstein blev smidt i computeren. Mon det var lykkedes at holde en fornuftig balance mellem tradition - og nutidigt gameplay?
Baseret på virkelige hændelser?
Oplægget til det nye spil er, at de 2 amerikanske kommandosoldater er forsvundet under en mission. De skulle finde ud af mere om, hvad det egentlig var man syslede med omkring og på Castle Wolfenstein. Var der mon noget om de rygter, der fortalte, at nazisterne håbede at vende krigslykken ved hjælp af okkulte besværgelser og genetiske eksperimenter?
SS-lederen Himmler havde faktisk gang i okkulte foreteelser. Hele det forstyrrede mytologiske grundlag for den nazistisk ideologi bærer præg af det. Der fandtes faktisk også i virkeligheden et slot, hvor SS-ledelsen udførte besværgelser for inderkredsen i toppen. Så spillet har - trods sin noget fantasifulde historie - en vis bund i faktiske begivenheder.
Introvideoen trækker i et tilbageblik til en fjern fortid tydeligt på nordisk/germansk mytologi. Sceneskift til samtiden - altså under krigen. De allieredes militære ledere holder møde, hvor man diskuterer, hvordan de 2 soldater kan befries. Skal man hente dem ud - eller gi' dem ekstra tid til at finde ud af mere? Der er med andre ord sat vand over til et cocktail af handlingselementer fra så forskellige stemninger som X-files, den klassiske krigsfilm Ørneborgen og ikke mindst den fandenivoldske Indiana Jones.
Vor helt - der stadig hedder B. J. Blazkowicz - holdes ved starten af spillet fanget i kælderen under slottet. Kun bevæbnet med en dolk, ligger der foran ham noget, der mest af alt ligner en umulig opgave. Hurtigt får han uskadeliggjort en vagt, og får dermed fat i en Luger, hvorefter han kan begive sig ud i kældergangene...
Gamereactor Danmark