Resident Evil Outbreak
Undslip zombier med en flok AI-styrede solformørkelser. Henrik har grædt, skreget og råbt af Capcoms offline-oplevelse.
Det originale RE, som var et af de absolut mest betydningsfulde PlayStation-spil i maskinens første leveår, dannede skole for en helt ny genre - en genre, der med al sin action, spandevis af blod og periodiske chokmomenter var et lige så sikkert hit hos spillerne, som det var en sikker indtægtskilde for udviklerne. Men da euforien lagde sig, blev det mere og mere klart at serien skreg til himlen efter nytænkning, som en ulv hyler ved fuldmåne. Det har længe været en gåde for alle andre end hardcore-fans at styringen absolut skulle være så tung og umedgørlig, og Gamereactor har længe ventet på at serien for alvor tog springet til fuld 3D.
Capcom har endelig taget spillernes kritik alvorligt og lanceret RE: Outbreak, som hverken lider under en egentlig kluntet styring eller manglende 3D-grafik, og så er der endda online-understøttet holdsamarbejde på menuen denne gang. Så nu burde Capcom have lukket munden på kritikerne én gang for alle. Gid det var så vel. Det vil være enhver fan, stor som lille, bekendt at Capcom har foretaget et kirurgisk indgreb og opereret online-delen væk i PAL-versionen, hvormed vi europæere har fået den tvivlsomme ære at spille et online-spil offline. Forestil dig at det samme var sket med SOCOM, som kun med nød og næppe kunne spilles offline. Det ville være noget af en kamel at skulle sluge.
Outbreak foregår i lighed med øvrige udgivelser overvejende i Raccoon City. En række af byens borgere hænger ud på den lokale bar og får sig en tår over tørsten. Der går ikke længe, før en mystisk gæst vakler ind ad døren og bryder idyllen ved at gnaske løs i bartenderen. Byen oversvømmes af fodslæbende zombier, og bargæsterne må arbejde sammen for ikke at ende deres dage som zombieføde.
Spilleren må påtage sig rollen som én af otte spilbare Raccoon City-borgere, og udvalget svinger fra den hårdkogte politibetjent Kevin til den gesvindte servitrice Cindy. Hver figur er unik. Mens politibetjenten er bedst til at håndtere skydevåben, er sikkerhedsvagtens force blankvåben og lægen kan bikse medicin sammen. Hver figur har sine styrker og svagheder og du kan frit afprøve dem og finde en der passer til din spillestil. I modsætning til det gængse RE-spil er Outbreak ikke én lang sammenhængende oplevelse. Da spillet primært er tiltænkt online-spil, har Capcom delt spillet op i scenarier, og du kan vælge at spille det samme scenarium igennem flere gange med forskellige figurer. Det kan på den ene side være en gameplaymæssig fordel, men det er sket på bekostning af historien, som stort er fraværende i Outbreak. Det vil være en kold spand vand i ansigtet på mange af seriens trofaste fans.
Selv om Outbreak er en offline-titel, har Capcom bibeholdt samarbejdselementet. Derfor styres dine 2-3 makkere af AI’en i stedet for af menneskelige spillere, hvilket ikke er en helt problemløs affære. Du vil være temmelig afhængig af dine makkere, som du kan udveksle genstande med og give ordrer. Hvis man hidtil havde været bare en anelse i tvivl, så viser samarbejdselementet med at tydelighed at Outbreak var tiltænkt menneskeligt samarbejde, for de andre AI-figurer gør hvad der passer dem. Hvis de ikke lige er med på din idé om gå en bestemt vej, så skrider de. Og når du endelig støder på dem igen, så er de enten kradset af eller vælter forvirret rundt med tasken fuld af ubrugelige genstande. Vi har endnu ikke fattet, hvorfor en figur valgte at samle tre tomme pistoler op, når han kun havde plads til fire genstande i det hele. Det er desværre et meget godt billede på, hvad du kan forvente dig af AI’en.
De enkelte scenarier vil give de fleste RE-fans en kortere eller længere deja-vu-oplevelse, da mange af områderne er snuppet fra tidligere udgivelser. Det ændrer dog ikke ved at Outbreak er den flotteste RE-udgivelse på formatet. I vores anmelder-version kunne vi frit skifte mellem PAL og NTSC, og det var desværre tydeligt at PAL-konverteringen ikke levede op til originalversionens standard.
Ægte RE-fans vil måske kunne fortrænge Outbreaks åbenlyse svagheder, men alle, der tillader sig selv at være bare en smule kritiske, vil ikke kunne undgå at blive irriterede over at Capcom sendte online-delen ud med badevandet. Outbreak tigger og beder om at blive spillet online, men det var åbenbart for besværligt for udvikleren at få stablet en online-tjeneste på benene i Europa. Capcom har stort set fjernet plotelementet, lavet en mangelfuld AI og opdelt spillet i kapitler, fordi det skulle gøre sig godt online, men det har været til ingen verdens nytte.
Gamereactor Danmark