Resident Evil

Når hundene springer gennem vinduet, og den første zombie vender hovedet eller når kæmpe edderkopperne pludselig angriber, må være blot nogle af de spændingsmomenter, som har ætset sig fast på hornhinden hos dem, der har spillet interaktiv underholdning i de seneste fem år.

Resident Evil var lidt af et comeback for Capcom, som har overlevet på utallige Street Fighter-varianter og MegaMan-gentagelser i længere tid. Spillet fortsatte der, hvor det i fransk-udviklede Alone in the Dark var begyndt og kombinerede interaktiviteten i den daværende hardware med klassisk b-film skrækscenarier. Resultatet var en krampagtigt skræmmende oplevelse som rystede en hel spilverden og alene skabte en helt ny genre.

En genre, som siden hen blev overplastret med allehånde produktioner, lige fra dårlige plagiater til mere kvalitative komplementer til Capcoms klassiske skræknat. For ca. et år siden fortalte Capcom, at man havde skrevet kontrakt med Nintendo som skulle give firmaet eksklusivitet til en samling re-makes af de gamle spil til den kommende GameCube. At genskabe samme spil til en mere kapabel hardware platform var et uventet tiltag, men samtidigt spændende, og jeg har siden da ventet utålmodigt.

Hvad Capcom med Shinji Mikami i spidsen grundlæggende har gjort ligger selvfølgelig lige for. Man har omstruktureret hele det første spil og ved samme lejlighed har man valgt at ændre en smule på husets plantegning og opgavernes logik. Jeg synes personligt, at så godt som alle de ændringer som er foretaget har hjulpet til at gøre et allerede superbt spil endnu bedre. Fra starten er det visuelle en nydelse udover det sædvanlige. For første gang er prerenderede miljøer og realtidsbaserede polygonkarakterer sammensatte til en perfekt helhed. Huset er propfyldt med den herlige atmosfære som netop denne spilserie er kendt for.

Og lyden er nu også i den bedste kvalitet, da musikken er mere tæt og lydeffekterne er blevet en anelse flere. De drævende halvt falske orgeltoner blandes med skrigende violiner så snart halvrådne fjender viser sig og panikken er øjeblikkeligt total.

Lydbilledet er 100 procent homogent med det meget fine strukturelle der pludselig blandes med det afvigende afsindigt urovækkende. Helheden i spillet er selvfølgelig en stadig uvished, der hvorunder jeg til stadighed både bider på negle og slår mig selv i ansigtet med isbøttens ske. Capcom har forædlet, forfinet og forbedret et af mine absolutte favoritspil og jeg har atter oplevet den skræknat som en tidligere har fået mig til at urinere på mit eget stuegulv. GameReactor kigger nærmere på spillet i de kommende uger.