Rene Hjerter

Den er helt gal med Kriss, vidunderligt spillet af Danmarks pt. bedste komiker Anders Matthesen. Han har slået sin mor ihjel, er havnet på et hjem for mentalt forstyrrede og ser Rene Hjerter, en gammel sort/hvid film, i båndsløjfe. Men alt dette ændres, da han, efter modvilligt at være blevet trukket med til et rytmikhold, går amok på en af hjemmets andre beboere, og derfor som straf forbydes at se Rene Hjerter i nogle uger - dette slår naturligvis hans i forvejen begrænsede tilværelse helt ud af kurs. Samtidig bliver det startskuddet til en fangeflugt, en flugt der, hvis den lykkes, gerne skulle ende med, at Kriss finder virkelighedens Linda, altså hovedrolleindehaveren i Rene Hjerter.

Reelt er der meget lidt historie i Rene Hjerter, og det lidt der er, fortælles ikke synderligt godt. Flugten bliver, lidt ligesom indersiden af Kriss' hoved, en rodet oplevelse, hvor karaktererne aldrig rigtig kommer ind under huden på dig, og hvor de mange klip fra Rene Hjerter, naturligvis serveret med et smukt og meget korrekt udtalt dansk, mere irriterer end giver et større indblik i Kriss' fascination af filmen. Det er vist meningen, at de sort/hvide klip skulle understrege visse pointer og være en sideløbende historie, men sådan bliver det aldrig rigtigt.

Rene Hjerter bliver i stedet mere en opvisning i Anders Matthesens absolut store skuespiltalent, og samtidig en mulighed for at garvede kræfter som Lisbeth Dahl, Jesper Christensen og ikke mindst Helle Hertz, kan vise, hvorfor danske skuespillere bare er bedre. Dog overstråler Anders dem alle med sin fortolkning af en sindslidende. Hans umiddelbare drengede udtryk, komplet med en malet uskyldighed i ansigtet, gør ham oplagt som Kriss. Under overfladen lurer der et menneske, der sagtens kan dræbe, men det gemmes væk i en drengs sind, en dreng hvis mor har fortalt ham, at han er totalt uønsket og reelt er en taber.

Og det skal Rene Hjerter ses for, altså Anders. Det er ikke en film, som giver svaret på, hvordan en sindslidelse opstår, hvordan man lever med den eller får bugt med den. Det er ikke engang en film om institutionslivet, eller for den sags skyld et socialrealistisk drama, men mere en dannelsesrejse for Kriss, for at finde svaret på slutningen i Rene Hjerter og samtidig for at få lukket den dør i hans eget liv.