Rendition

Jeg troede jeg havde fået nok af at høre om USA's selvskrevne rolle som verdenspoliti, lige indtil jeg valgte at sætte Rendition i maskinen. Jeg tog vist grueligt fejl. Rendition prøver at beskrive et af de smuthuller som bliver anvendt af amerikanerne når det gælder forhør og tortur i USA's sikkerheds navn. Efter 2001 har regeringen indført en lov som gør det muligt for f.eks. FBI og CIA at fange mistænkelige personer, og uden varsel hive dem udenom retssystemet til forhør i andre lande. Mistænkelige personer som i "han har et sjovt navn" og "han ligner en muslim"-mistænkelig. Ironisk nok lægger den op til spørgsmålet "hvor mange fjender får man ved at dræbe én mand?".

Et sted i Nordafrika sprænger en selvmordsbomber et befolket caféområde i luften, og en amerikansk agent dør i hænderne på sin kollega Douglas Freeman. I Chicagos lufthavn, få timer senere, bliver den amerikansk-egyptiske Anwar El-Ibrahimi ført bort af CIA efter en forretningsrejse et sted i Sydafrika. Han bliver beskyldt for at være involveret i planlægningen af bombeaktien. Det varer ikke længe før Anwar sidder lænket på en stol i et koldt forhørslokale med en nådeløs egyptisk afhører, og hertil har Douglas Freeman overtaget jobbet fra sin afdøde kollega. Jobbet går ud på at levere spørgsmål fra CIA til afhøreren, Abasi Fawal, og overvære forhørsseancen uden indblanding ellers. Som undskyldning for ikke at bruge tortur udnytter USA nemlig andre lande, hvor tortur er lovligt, til forhør.

Anwar, Douglas, Abasi og Isabelle, Anwar's højgravide amerikanske kone, får alle loven at mærke på tætteste hvis. Disse fire personer er nemlig omdrejningspunktet for filmens fortælling. En fortælling som egenhændig beviser at tortur er mere destruktivt end det er konstruktivt, og jeg er vild med måden som filminstruktøren Gavin Hood har valgt at vise det på.

Man bliver fra starten kastet ind i adskillige små handlingsforløb og locations, og jeg var allerede der forberedt på at smide håndklædet i ringen og følge med i en forvirret omgang miskmask. Dog blev jeg glædeligt overrasket da fortællingen pludselig begyndte at tage form og dybde. De mange personer i filmen bliver nemlig beskrevet på en måde, så man følelsesmæssigt bliver involveret i dem. Dog er den sure afhører Abasi, fremragende spillet af egyptiske Yigal Naor, det bedste eksempel i filmen. Han er en kold mand, men man føler virkelig at han inderst inde gør hvad han gør af kærlighed til sin familie og sit land, og derfor er hans skæbne også desmer tragisk i sidste ende. Han er dog absolut ikke et enestående eksempel i filmen, som indeholder rigtig mange gode scener. Specielt hen mod slutningen blev jeg, i en meget betydningsfuld scene, mildt sagt banket tilbage i sædet.

Alle skuespilpræstationerne er gennemgående rigtig solide, men især Meryl Streep som CIA's Head of Intelligence, Corrine Whitman, gjorde indtryk på mig. Hun er gennemgående ubehagelig som personen der igangsætter hele aktionen med Anwar i lufthavnen, og symboliserer dermed ekstremt passende lovgivningen hun handler ud fra.

Det er i det hele taget svært for mig at finde kritikpunkter ved Rendition, men skal der nævnes et punkt er det nok at den til tider virker lidt tung i sin fortælling. Dog opvejes det hele med en slutning som uden at være krævende, sætter tankerne i gang. Jeg skal i hvert fald se den igen.

Da filmen udkom sidste år flød den for mit vedkommende ud i det evigt stigende antal af post-9/11-film. Temaet omkring USA's kamp mod terrorisme bliver dækket i nyhederne uafbrudt, så hvorfor se endnu en film omkring det? For mit vedkommende er argumentationen at Rendition kommer ind på et område som udenpå virker bekendt, men beskrivelsen af torturs konsekvenser, for alt fra den uskyldige unge pige til et lands sikkerhed, kan næsten ikke rammes bedre end det bliver gjort her. Der er ingen store moralprædiker, ingen reelle helte eller skurke, ingen rigtig happy ending, men i stedet en skræmmende realistisk film, som aldrig blev den bombe mod USA's retssystem jeg mener den burde have været.