Gamereactor

Gamereactor
Hardware
Remarkable 2

Remarkable 2

Opgrader dine noteskriblerier med dedikeret hardware.

Der er en vis ynde over et stykke hardware, der er designet til noget meget, meget specifikt. Jo, vi elsker ligeledes gadgets der er en form for altmuligmænd, og kan udføre forskellige opgaver, men særligt i disse tider lader branchen til at have mere fokus på enkelte brugsscenarier, og Remarkable er et glimrende eksempel på det her.

Godt nok lancerede Remarkable deres første "paper tablet" i 2017, som fik kritik for hverken at tilbyde alsidig funktionalitet, eller at nagle dens singulære eksistensberettigelse; at give brugeren en autentisk, taktil og tilfredsstillende oplevelse som skillelinjen mellem det digitale, og det praktiske.

Remarkable 2 er et forsøg på at adressere klagerne, og på at refokusere på den essentielle mission bag. Det her en digital notesbog, som benytter sig af såkaldt E Ink-teknologi (eller elektrostatisk blæk) til at komme så tæt på som overhovedet muligt til at simulere følelsen af at føre en pen henover papir. Derudover er der en række underliggende funktioner såsom at kunne konvertere håndskrevne noter til tekst, redigering af PDF-filer, tæt integration i Microsoft Office, Google Drive, Dropbox og OneDrive og meget mere.

Selve skærmen er 1872x1404, og er 10.3". Det er i sig selv ganske glimrende, men det er tykkelsen, der virkelig imponerer. Remarkable 2 er bare 4.7 millimeter tynd, som slet ikke er sammenlignelig med en iPad. Derudover vejer den 403 gram, som godt nok er lidt mere end en iPad Mini, men som fortsat fremstår fjer let i hånden. Remarkable 2 skal være lettere, og tyndere, end tablets med langt mere alsidig funktionalitet, men det er den så også. I det hele taget er konstruktionen sublim, og trods tykkelsen føles den både robust og hårdfør.

Der er 8GB intern plads, der ikke lyder af meget, men når man kun opbevarer noter og PDF-filer det som sådan fin, og man får et års gratis online back-ups og deling af filer med. Selve processoren er en 1.2GHz dual core ARM-variant med 1GB LPDDR3 RAM. Selvom at både brugerflade og pennestrøg afvikles gnidningsfrit, så er navigeringen af brugerfladen ikke lige så flydende som den kunne være, og det forbliver faktisk et af de mere frustrerende aspekter. At starte en ny notesbog, at hoppe ind og ud af PDF-filer eller bare at rette på diverse indstillinger kræver mere tålmodighed end man er vant til, og det kunne nu være oplagt hvis en "paper tablet" nogenlunde emulerede responsiviteten af en almindelig budgetvenlig Android tablet eller iPad.

Men igen; Remarkable 2 er designet udelukkende med ét centralt brugsscenarie for øje, og leverer den en overdådig oplevelse her, ja så har den sikret sin eksistensberettigelse. Og ja, det føles decideret glimrende at tage noter på Remarkable 2, og du får masser af muligheder i forhold til at skræddersy den måde dine noter ser ud på, som ligner en slags E Ink-tilpasset udgave af de værktøjer du har i Word, eller i Docs. Det skal dog siges, at det er ret kriminelt at der ikke følger en pen med. Den er direkte ubrugelig uden, og selvom at du måske har en kompatibel en i forvejen, så burde sådan et produkt komme med de ting du har brug for fra start af. Vi har testet Remarkable 2 med en Marker Plus til yderligere 990 kroner, der dog lades magnetisk, og har indbygget digitalt viskelæder i toppen (der er så uendeligt genialt).

Den eneste undervældende faktor her er at der ikke er nogen form for bagbelysning inkluderet. Det gør så også at Remarkables estimat om cirka to ugers batterilevetid lader til at holde stik, men det gør også at du, ligesom med almindeligt papir, skal brug belysning for at bruge den - overhovedet. Om det nærmest er positivt, fordi det er med til at bibeholde illusionen, det må være op til den enkelte.

Udover det er det dog svært ikke at se Remarkable 2 som en succes. Jo, lidt mere snappy performance udenfor egentlige notekskrivning havde været ideel, og en form for bagbelysning havde måske sikret at man ville kunne have brugt den i flere situationer, men som en slags teknologisk anakronisme, der giver dig moderne behændighed uden at ofre nostalgi og personlig udfoldelse, ja så lykkedes det denne gang.

08 Gamereactor Danmark
8 / 10