R.E.M. - Collapse into Now

R.E.M. behøver vel næppe nogen større introduktion. De er utroligt letgenkendelige i deres lyd, der oftest består af brede guitarflader og forsanger Michael Stipes karakteristiske stemme og lettere vrøvlede tekster.

De er også et af de bands, der er så store, at alle har et forhold til dem. Losing my Religion, Everybody Hurts og Man on the Moon er bare et lille udvalg af de hits, som de tre rutinerede amerikanere har på samvittigheden, og som de fleste vist kan nikke genkendende til. R.E.M. har solgt omkring 50 millioner plader på verdensplan, og blev i 2007 lukket ind i det fine selskab, da de blev optaget i Rock N Roll Hall of Fame. Den syvende marts udgiver de Collapse into Now, som er deres 15. Album siden debuten i 1983. De er, kort fortalt, et af de helt store navne i musikbranchen.

Collapse into Now er på mange måder en klassisk R.E.M-plade. Bandet har altid haft en meget kendetegnende lyd, og den har ikke ændret sig synderligt på det nye udspil. Michael Stipe har en af de musikbranchens mest karakteristiske stemmer, og han har Mike Mills og Peter Bucks solide bas- og guitar i ryggen.

Der er kort sagt meget mere R.E.M på Collapse into Now, og det er R.E.M i rigtig god form, man bliver mødt af på den herlige, energiske åbner, Discoverer. Herefter svinger niveauet lidt op og ned, og det virker til at bandet har det bedst på pladens mere rockede numre. Balladerne har en tendens til at gå lidt i selvsving, og man sidder tit med en følelse af deja vu. Det er dog ikke nogen fremmed følelse, når man har med R.E.M at gøre, og det er ikke dårligt som sådan. Nogle gange kunne man bare godt mangle, at der blev strammet lidt op, og valgt nogle sange fra. For eksempel kunne jeg godt leve uden That Someone is You, der virker en anelse tilfældig og ligegyldig.

Men når alt kommer til alt, er Collapse into Now en bundsolid plade, og som sagt er det et R.E.M der er i, måske ikke topform, men i hvert fald i rigtig god form. Numre som den førnævnte Discoverer og Alligator_Aviator_Autopilot_Antimatter emmer af energi og spilleglæde, og selvom jeg tidligere skældte lidt ud på balladerne, vil jeg stadig nævne Me, Marlon Brando, Marlon Brando and I, og pladens sidste nummer, Blue, der virkelig viser Michael Stipes kvaliteter som sanger og frontmand.

Collapse into Now er, som jeg efterhånden har nævnt nogle gange nu, klassisk R.E.M på godt og ondt. For fans, og dem har bandet alligevel et par stykker af, er pladen selvskrevet til samlingen. Mike Mills har kaldt pladen for bandets bedste siden Out of Time. Det udsagn kan nu nok diskuteres, men ikke desto mindre er pladen bundsolid og viser, at R.E.M bestemt stadigvæk har berettigelse på verdens scener og pladespillere.

Produktionen er næsten pletfri, Michael Stipe synger så godt som altid, og bandets præstation kan man ikke sætte en finger på. Collapse into Now vil ikke overbevise skeptikere, og man skal kigge langt efter nyskabelser. Men pladen skal nok overbevise dem, der er fans af bandet, til at blive hængende lidt endnu.