Reigns: The Witcher

Man må give udvikleren Nerial credit for at have fundet på en gameplay-formel, der er så simpel og letforståelig som den i Reigns. Dette kortfattede eventyr-strategispil handler i bund og grund om at træffe valg efter valg i håbet om at overleve så længe som muligt. Det er en formel, der er blevet tilpasset fra den originale idé til brandede samarbejder som med Game of Thrones og historiske rammer som Three Kingdoms. Serien er tilgængelig på PC, men det er på mobil, den for alvor brillerer, og nu har Nerial landet endnu en stor aftale ved at kombinere Reigns med det enestående fantasy-univers fra The Witcher.

Hvis du spillede Game of Thrones-versionen og tænkte, at det var Reigns, når det er bedst, vil du blive ligeså imponeret over opbygningen af Reigns: The Witcher. Præmissen er uændret: Du kigger på kort med korte udfordringer og skal vælge ét udfald frem for et andet, alt efter hvor du ønsker at føre historien hen. Tricket er, at du skal overleve så længe som muligt, hvilket er langt fra nemt, da de fire centrale attributter ændrer sig med hvert valg, du træffer.

En menneskelig herremand beder måske om hjælp til at håndtere en Scoia'tael-agent; ignorerer du ham, gør du den menneskelige fraktion vred, men accepterer du, støder du de ikke-menneskelige væsner. Der er sjældent et valg, der gør alle glade, og selv når du støder på enstemmigt positive muligheder, er det sjældent til Geralts fordel. Målet er nemlig ikke at behage alle, men at holde attributterne i balance. En Witcher er i sidste ende hverken allieret med mennesker, elvere eller magikere - han bevæger sig gennem landet med total upartiskhed. Er du for venlig over for magikere (det er trods alt svært at sige nej til Yennefer og Triss), ender Geralt med at dø en hedonistisk død. Man kan argumentere for, at det er bedre end at blive lynchet af en vred pøbel, men resultatet er det samme: Geralts eventyr får en brat afslutning.

Ligesom i tidligere Reigns-spil handler denne The Witcher-udgave om politik og om at balancere forventningerne fra tre nøglepartier. Den store forskel er her, at den fjerde og sidste attribut er specifik for en Witcher. Hver beslutning, der gavner eller skader din stand, får denne attribut til at stige eller falde. Hvis den rammer bunden, er det et kæmpe problem, men hvis den når toppen, dør du ikke øjeblikkeligt; i stedet fører det til en kamp, typisk mod et monster. Dette er et ekstremt simpelt system, hvor du bevæger Geralts ikon til højre og venstre på et gitter for at undgå skade og lande på angrebsfelter. Tænk Guitar Hero, hvis det var skaleret ned til det absolut mest rudimentære. Det er et fint afbræk fra kort-swipingen, men næppe en funktion, der får dig til at juble af begejstring.

Men hvad er egentlig den røde tråd i historien? Da det er The Witcher, fortælles enhver god historie naturligvis af den legendariske (og meget ydmyge) skjald, Jaskier (Dandelion). Du spiller faktisk ikke som Geralt af Rivia; plottet er i stedet, at Jaskier fortæller historier, hvor Geralt er hovedpersonen. Det forklarer, hvorfor begivenheder, der aldrig er sket i bøgerne eller de store spil, kan finde sted, og hvorfor den normalt så vise Witcher kan dø på stribevis af grufulde måder. Denne idé bruges også til at introducere forskellige kort-modifikatorer, såsom "Geralt den Evige", "Geralt Komikeren" eller "Geralt Elskeren". Ved at gennemføre specifikke mål under disse modifikatorer stiger Jaskier i level og låser op for nye inspirationskilder og kort.

Dette bringer mig til det sidste lag i Reigns: The Witcher. Jaskiers optrædener finder sted med jævne mellemrum, hvor han besøger forskellige slotte og byer for at væve en fortælling sammen baseret på, hvad arrangøren leder efter. En person vil måske høre en historie om, hvor modbydelige de der Witchers er, hvilket får Jaskier til at trække på dine gennemførte kort om Geralts naivitet eller had til mennesker. Det er et lille narrativt minispil, hvor du vælger det rigtige kort baseret på dialogen - meget lig det primære Reigns-format, men alligevel unikt. Ligesom kampsystemet fungerer det fint, men det er ikke ligefrem revolutionerende.

Nerial har gjort et fantastisk stykke arbejde med at bringe The Witcher ind i Reigns ved effektivt at bruge universets monstre, karakterer og politiske intriger. Musikken, lydeffekterne og den visuelle stil føles som om, det hele kunne høre hjemme i et af CD Projekt Reds spil. Den bedste sammenligning af spillets udseende er, hvis The Witcher havde en Fort Condor-agtig tilstand fra Final Fantasy VII. Det er præcis den vibe, dette spil udstråler.

Alt i alt er Reigns: The Witcher dog "bare mere Reigns". Hvis du stadig finder gameplay-formlen sjov og underholdende, er der masser at elske, men hvis du mener, at serien trænger til en gennemgribende overhaling, vil dette kapitel ikke ændre din mening. Det er utroligt nemt at gå til, kræver ikke meget tid at gennemføre en "run", og det fungerer perfekt på mobilen. Man kan sige, at det er det ultimative spil til pendling, og leder du efter noget til at udfylde det hul, går du ikke helt galt i byen her. Når det er sagt, så finder du nok ikke mange timers underholdning her, hvis du desperat leder efter noget dybt til at stille sulten, mens vi venter på The Witcher 4.