Redcard

Hvor mange gange er det ikke sket for dig? Hvor mange gange er du ikke kommet til at skubbe måske en smule for hårdt til din modspiller mens du forsøgte at tage bolden fra ham og straks er dommeren over dig og dømmer dig både gul og rød over det hele? Ville det ikke være rart hvis de bare kunne kigge den anden vej lidt mere? Det gør de heldigvis i Redcard men tro nu ikke, at det er et spil designet som en hyldest til fodboldvold og beskidte tricks.

Bare som de andre?
Ved første øjekast ser Redcard faktisk ret uskyldigt ud og ligne mest af alt alle andre fodboldspil. Alt afhængig af humøret kan man kaste sig ud i enkeltstående kampe mod CPU’en eller en ven (eller fjende for den sags skyld) af kød og blod mens man under Advanced Match får muligheden for at spille World Conquest, hvor det gælder om at kvalificere sig til den store finale samt en Tournament Mode, hvor man kan kaste sig ud i forskerligge turneringer med 4, 8 eller 16 hold og kæmpe mod venner, fjender eller CPU’en. Når man har valgt sin kamp skal man vælge blandt de 50 internationale hold, der er at finde i spillet (jo, Danmark med Sand, Grønkjær og hele banden er også med og et af spillets bedre hold) hvorefter turen så går til grønsværen.

Det ser ud som de andre...
Hvad angår grafikken, så er Redcard ganske uskyldig at se på. Stilmæssigt læner det sig meget op af sine konkurrenter hvad angår realisme. Spillerne ligner godt nok ikke virkelighedens spillere men de er såmænd overbevisende nok og bevæger sig også ganske livagtigt, når de dribler af sted med bolden, undgår tacklinger, gør klar til skud og alt det andet man gør i en fodbold kamp. Dette inkludere også råben, skrigen og voldsom gestikuleren når dommeren blander sig. Både spillere og de forskellige stadions er tegnet med en knivskarp grafik, der dog ikke på nogen måde får PS2-maskineriet til at svede men grafikken har nu alligevel sine små overraskende øjeblikke, hvor man sidder tilbage med halvåben mund og store øjne. Det sker under de særlige special-effekts, der er lagt ind under kampene og som aktiveres når man som spiller laver et eller andet sindssygt spark. Dette kunne være et saksespark, der så vises via slowmotion og dynamiske kamera vinkler, der leder tanken hen på actionfilm som The Matrix.

...lyder som de andre...
Heller ikke på lydsiden er der noget der adskiller Redcard synderligt fra andre fodboldspil. Alle kampene overværes nøje af to kommentatorer med gentlemanagtige stemmer og afdæmpede udbrud, som man kender det fra utallige andre fodboldspil. Lyden af de konstante "DUNK" det giver når man sparke til bolden er der også og det samme er den konstante summen fra tilskuerpladserne - en ligeledes velkendt del af ethvert fodboldspils lydside. De fodboldtossede tilskuere jubler når deres hold scorer og buer når det andet hold scorer men de formår ikke helt at få opbygget en medrivende stemning.

...men er ikke som de andre.
Hvor grafik og lyd er meget som det plejer at være, så er gameplay noget anderledes. Spillet hedder nemlig ikke Redcard for ingenting. Faktisk bliver der heftig brug for det røde kort i spillet fordi gameplayet er fokuseret på rå fodboldvold spillerne imellem med voldsomme skuldertacklinger, benspænd og meget mere. Det eneste, der forhindrer dig i at slå dig løs er dommeren og hvor streng han er med reglerne. Dette kan dog indstilles efter behov, humør og evner. Dermed bestemmer man også selv hvorvidt Redcard skal klassificeres som et arcade-spil, med fokus på sjov og ballade, eller som en regulær fodbold-simulator a la FIFA-serien, der tager fodboldspillet alvorligt. Sjovest bliver det dog når man gør dommeren ignorant over for alle de voldshandlinger der foregår spillerne imellem. Her gælder det om at vogte nidkært over bolden og samtidig have et ekstra godt øje på sine medspillere og i sær sine modspillere, hvilket giver hele fodboldspillet et ekstra dristigt pift af morskab og spænding.

Identitetskrise
Redcard er på mange måder et ganske hæderligt fodboldspil, der vil tiltale både nybegyndere, øvede og folk der normalt ikke er til fodboldspil. Deri ligger dog også spillets største svaghed, der i sidste ende forhindrer spillet i at score en højere karakter. Ved netop at sigte efter at gøre så mange folk tilfredse, har Midway mistet fokus og Redcard ender med at blive et spil uden nogen egentlig identitet, et spil hverken er det ene eller det andet. Spiller man som ren arcade-spil med en ignorant dommer, savner man noget mere morskab.

Spiller man derimod Redcard som et forholdsvis realistisk spil, begynder man hurtigt at savne de tunge drenge som eksempelvis FIFA-serien fra EA. Midway burde nok i stedet have satset alt på at skabe et rent arcade-spil med overdrevet fodboldvold, morsom grafik og heftigere kommentatorer i stil med dem man finder wrestling-spil, alt sammen med glimt i øjet. Dermed kunne de have skabt deres helt eget spil og havde ikke behøvet at være bekymret for en sammenligning med andre. I stedet valgte de at gøre som alle de andre, bare på en lidt anden måde. Det er blevet til et fodbold spil, der ikke er nogen voldsom stor eller funklende juvel men som stadigvæk vil blive hevet frem for en times tid eller to, hver gang man får lyst til lidt anderledes fodbold eller bare lidt sjov sammen med vennerne.