Red Lights

Rodrigo Cortés er en mand med en vision. Det indtryk får man i hvert fald når man konstaterer, at han både har skrevet, instrueret og sågar klippet Red Lights. Bevares, han er ikke en dårlig klipper, så måske har det været en sag om at ingen filistine udenforstående skulle i nærheden af hans dyrebare negativer så de ikke kunne forstyrre renheden i hans budskab. Eller måske løb produktionsholdet tør for penge til mandskab efter at have blæst hele budgettet på deres A-list skuespillerhold. Hvem ved.

Skuespillerholdet består af en kort bemærkning fra Sigourney Weaver, en evigt-overgearet Cillian Murphy og Robert DeNiro, der åbenbart siger ja til hvad som helst i disse dage. Sigourney er über-skeptisk "paranormal investigator" for et universitet og assisteres af en ilter skødehund i form af Cillian, som åbenbart er genial nok til at kunne kurere kræft hvis han bare satte lidt energi af til at koncentrere sig længe nok om emnet, men som hellere vil bruge alle sine vågne øjeblikke på at humpe Sigourneys ben.

Deres job er at tage ud til medier og clairvoyante in action og afsløre deres fupnummer for derefter at undervise et universitetshold, der tydeligvis ikke er interesserede i at få job efter uddannelsen, i hvor nederen, de clairvoyante er. Hvorfor de clairvoyante lader dem gøre det har jeg ikke helt forstået, for Siggy & Cilly er så gode til deres arbejde, at alle, de har observeret, er blevet afsløret i fup.

Men så kommer DeNiro, verdens allerste-bedste clairvoyant-healer-fims, tilbage fra sit otium og annoncerer, at han vil give verdens mest spektakulært kedelige shows ever! Og det skal han da i hvert fald ikke have lov til.

Cillian bliver lynhurtigt og uden nogen synderligt veludforsket forklaring besat af at afsløre DeNiro som endnu en fupmager i rækken, fordi ellers vil clairvoyance blive anerkendt som en ægte videnskab! Vent, hvad? Ja, det er rent faktisk hovedkonflikten i denne film: hvis Cillian ikke afslører DeNiros tryllekunstner, så er vi alle tvunget til at acceptere åndemanere og shaman-ryttere som ægte videnskabsfolk!

Undskyld, hvor meget ganja skal man rulle i sin paella før man sætter sig ned og forsøger i ramme alvor at skrive en film hvori hele den akademiske videnskabsverden sættes på ende fordi en blind, gammel mand kommer tilbage fra et 20-årigt otium og holder udsolgte clairvoyance-shows i gamle teatre hvor han ikke udfører nogen clairvoyance, men i stedet bare keder sit publikum med timelange banale, pseudofilosofiske, retoriske spørgsmål? Hvordan kan den slags ligegyldigheder tiltrække massiv, national tv-dækning? Hvordan kan så tumpet et manuskript få Sigourney Weaver til at skrive under på en kontrakt? Fik hun også en bid af den grønne paella?

Alle disse spørgsmål kan kun Rodrigo Cortés svare på, men det har han ikke tænkt sig at gøre. Han gør det fandme heller ikke let for os andre at få nogle som helst brugbare svar ud af det forbløffende makværk, han har sat i verden. I Rodrigos verden slår alle ud med armene og leverer maraton-monologer i stedet for at tale normalt sammen, paranormale begivenheder består hovedsageligt af at sprænge elektronik i stykker, og clairvoyante er også healere og kan levitere, når de ikke bare keder deres publikum ihjel. Altså, i hans verden.

I den verden, vi andre bor i, er der kun ét sted, vi bør placere folk som ham: et sted hvor han ikke har adgang til skrivemaskiner, filmkameraer eller klippesakse.