Red

Bruce Willis har det ikke nemt. Hver gang kameraet ruller er der en eller anden, der prøver at slå ham ihjel, og hans vanlige reaktion er som regel at blive helt forbløffet over, at nogen overhovedet kunne finde på det. Det har gjort Brucey til en af actiongenrens mest menneskelige helteskikkelser - hvor Schwarzenegger, Lundgren, Damme og Seagal som regel er så overlegne, at de egentlig bare leger kispus med deres nemesis i halvanden time før de knækker nakken på ham som en tør gren med et henkastet svirp med lillefingeren - befinder Willis sig typisk i situationer, der er så næsten uoverkommeligt større end ham selv, at vi som publikum forbliver limet til skærmen med oprigtig tvivl på, om han nogensinde klarer det.

I denne film hedder han Frank Moses, men han kunne lige så godt hedde Chuck Glock eller Jake Bullet. Han er pensioneret CIA-agent, der pludselig finder ud af, at han er endt på en dødsliste udstedt af en magtfuld person, der gerne vil have ham udryddet af uvisse årsager - og måden, han finder ud af det på, er, at en mindre hær i riot-gear bogstavelig talt skyder hans hus i småstumper. Hans gamle venner i CIA, heriblandt Morgan Freeman, John Malkovich og, lettere bizart, Helen Mirren (i en rolle, man ikke skulle tro, hun ville owne, men det gør hun), er også på listen. Men i stedet for at læne sig tilbage og vente på at få en kugle for panden beslutter de sig for at "get the old band together again" (ja, det er et citat fra filmen) og se om de ikke kan få lov at skyde først.

Med sig på slæb har Willis sin obligatoriske love interest (spillet af Mary-Louise Parker), hvis egentlige rolle i filmen er at spørge "hvad?" og "hvordan?" på publikums vegne hver gang de geriatriske CIA-rotter begynder at snakke om gamle dage.

Skuespillerne har det tydeligvis skægt med at skiftevis udveksle latterlige mængder ammunition på tværs af gemmesteder og freake Parker ud ved at fortælle hende om hvor mange mennesker, de har slået ihjel. Det gør ikke tingene værre, at specielt Willis har en næsten uovertruffen komisk timing og charme - det er kombinationen af det og hans evne til at slå på tæven når det er nødvendigt, der gør film som The Whole Nine Yards og Die Hard With a Vengeance så gode.

Så når Bruce-drengen står øverst på rollelisten og der ikke er tale om bizarre eksperimenter som den romantiske komedie The Story of Us, er jeg allerede med på vognen fra starten af. Kort sagt, manden skal simpelthen arbejde hårdt for at skuffe mig.

Præcis derfor er oplevelsen af at se Red lidt som et afbrudt samleje for mig. Man sidder tilbage en ladning i kroppen, der nu pludselig kræver manuelt arbejde og aktiv indsats for at blive forløst. Og det er ikke hvad en popcornfilm skal gøre: man skal kunne læne sig godt tilbage med en to-liters sodavand i den ene hånd, den anden hånd dybt begravet i en chipspose på størrelse med sit eget torso, og en hjerne, der er indstillet på at blive passivt bombarderet med sanseindtryk den næste halvanden time.

Plottet i Red udfolder sig som en dårlig spændings-romance-roman - hvilket den er udmærket klar over, da både Willis og Parker selv læser dårlige spændings-romance-romaner i filmen - men der bliver ikke gjort nok ud af det til at det fungerer som en skarp parodi. Figurerne er langt mere interesserede i det dybt stupide plot end hinanden, og selv om de får nogle ret skarpe replikker ud af det ("you can't just go around duct-taping everyone!"), så er plottet overhovedet ikke interessant nok til at være hjørnestenen i denne film. Det skulle være kammeratskabet mellem de gamle CIA-agenter og nykommeren i folden (Parker, der er lallende ubekymret over, at hun fra den ene dag til den anden er forsvundet fuldstændig fra sit arbejde, hjem og vennekreds for at pløje tværs over USA for at uddele tæsk til efterretningsagenter). Men figurene udvikler sig ikke og bliver ret tegneserieagtige.

Nu er filmen jo baseret på en tegneserie, så måske er vi vidner til et misguided forsøg på at forblive "tr00" over for kildematerialet. Men det ender med at blive alt for meget stil uden indhold, og værst af alt ser Willis forbløffende søvnig og uoplagt ud når han ikke har en pistol i hånden. Malkovich ender med at stjæle alle de scener, han er med i - for ham og, overraskende, Karl Urban (som CIA-agenten, der jagter Willis og drengene) er tilsyneladende de eneste, der ser ud til at være interesserede i at være med i denne film. Resultatet er derfor en larmende, mildt underholdende cocktease af en film, der siger "tiden er gået" lige når man troede, det skulle til at blive fedt.

Ekstramateriale:
Intet udover trailers