ReactorNation#12
ReactorNation er tilbage, denne gang med nyt om siden fra Magnus, og filmanmeldelser og short stories fra brugerne.
Det er snart en kliché at sige, men Gamereactor ville ikke være her uden jer, vores trofaste læsere. Nogle af jer har været med os i mange år, og andre er nye til siden. Nogle af jer har det fint med at læse nyhederne, anmeldelserne og artiklerne uden at gøre opmærksomme på sig selv og sin mening, mens andre godt kan lide at tilføje en kommentar i bunden. Og det er de kommentarer, som vi nu vil skabe opmærksomhed på.
Det er ikke altid, at kommentarerne er venlige og imødekommende. Det er ikke altid, at diskussioner formår at forblive faglige og upersonlige, men videospil er trods alt vores alles fælles hobby, og derfor kan bølgerne gå højt nogle gange. Det er forståeligt. Vi er kun glade for, at vi har nogle passionerede læsere.
Heldigvis er tonen hovedsageligt behagelig, og sådan skal det helst fortsætte. Derfor vil vi, med denne ugentlige artikelserie, skabe fokus på nogle af de interessante, hyggelige, morsomme indlæg, som I, vores læsere, kommer med. Det kan være længere indlæg, som både er at finde som en blog, en kommentar på forummet eller livefeed-opdatering. Her belønner vi god debatskik, ved at skabe fokus på det... og med muligheden for at vinde spil. Er dette nyheder for dig, så kan du finde tidligere ReactorNation-artikler igennem vores artikelside.

Magnus:
Det er faktisk lidt tid siden at vi sidst gjorde status, og kiggede nærmere på de indlæg som Gamereactor-brugerne har udgivet. The Last of Us: Part II, diverse anmeldelser og kedelige administrative opgaver har forhindret i at sætte mig ned og kigge siden igennem. Desuden har det været svært, da siden som bekendt befinder sig i lidt af et limbo lige nu.
Og lad os måske lige starte der. Jeg har udgivet en artikel, hvor jeg adresserer sidens gyngende tekniske grund, og hvorfor I har oplevet problemer, eller måske snarere flere problemer end normalt, på Gamereactor. Det beklager vi meget, og den korte forklaring er at nogen gange, når man har konstrueret en hjemmeside fra bunden, så går der mere galt end vi formår at fikse.
Det har heldigvis ikke forhindret os i at producere noget indhold vi er meget stolte af. Vi har blandt andet spillet The Last of Us: Part II, som I kan læse om her. Det travle efterår er igang, og vi glæder os her i den kommende måned til at anmelde The Outer Worlds, Call of Duty: Modern Warfare, Luigi's Mansion 3 og meget mere.
FreshWater har set Once Upon a Time in Hollywood
Det er ikke kun spil der debatteres og diskuteres på Gamereactors forum. Faktisk er der dedikerede tråde til at snakke om både film og tv-serier, og en af dem kan du finde lige her.
For nylig var brugeren FreshWater inde og se Quentin Tarantinos Once Upon a Time in Hollywood, og han havde faktisk blandede følelser. Læs lige hans indlæg, og fortæl måske selv om det seneste du har set.
Rage 2 bekymrer Martin Lindahl Jensen
Brugeren Martin Lindahl Jensen har for nylig spillet Rage 2, og det har han skrevet en kort brugeranmeldelse af, som du i øvrigt også kan gøre. Spillet får hårde ord med på vejen, men han går længere end det.
Faktisk har spillet gjort at han bekymrer sig for branchens ve og vel, og han anser spillet som værende et "krænkende cashgrab."
Er du enig?
The Pez Dispenser skriver fantastiske short stories
En gang imellem bliver man blæst bagover af noget totalt uventet, og det skete for nylig da vi gravede igennem Gamereactor-siden, og stødte på en ny blog fra brugeren The Pez Dispenser.
Han skriver nemlig korte historier, eller short stories om man vil, og den første af hvad der forhåbentlig er en serie hedder Figments. De er på engelsk, og uhyre velskrevne og detaljerede.
Vi vil ikke spoile mere, men klik endelig forbi hans blog, og smid ham nogle ord med på vejen.
Igen - vi vil gerne slutte af med at sige, at der faktisk udloddes koder til dem der bliver udvalgt i ReactorNation-artiklerne, så der er al grund til at engagere dig, om det så er via anmeldelser, kommentarer og alt derimellem.