Gamereactor

Gamereactor
Hardware
Razer Wildcat

Razer Wildcat

Razer har lavet en luksus-controller til Xbox One, der skal direkte i kamp med Microsofts egen Elite-controller. Og det har de gjort godt.

Har du nogensinde kigget på din Xbox One-controller og tænkt, 'den kunne da godt lige bruge nogle ekstra knapper?' Så lancerede Microsoft sidste år et alternativ til dig, i form af deres Elite-controller. Den bød blandt andet på en stakke ekstra knapper på undersiden, mulighed for at udskifte både d-pad og joysticks, og havde sig et ret heftigt prisskilt: man skulle snildt slippe 11-1200 kroner for at hive sådan en med hjem.

Men blæret og feature-rig som Elite-controlleren var, så var der stadig nogen hos Razer der så den nye controller og sagde til sig selv, 'det kan vi helt sikkert gøre bedre'. Resultatet er deres nye Wildcat.

Vi kan ikke lave en direkte sammenligning mellem de to, for det er endnu ikke lykkedes en Elite-controller at finde vej til vores kontor. Til gengæld kan vi konstatere at Wildcat er en pokkers god controller - klart bedre end den, der følger med Xboxen som standard - og at dens ekstra funktioner ikke bare er lir. De er både gennemtænkte og godt implementeret, i en grad så nogle af dem føles fuldstændigt essentielle.

Der følger gummipads med Wildcat-controlleren, som man kan klæbe på for at give bedre greb. På disse billeder sidder de på.

Ved første blik ligner Wildcard en ganske normal Xbox One-controller til forveksling, men skinnet bedrager. Man skal ikke bruge meget tid med den før man bemærker at stort set alt er anderledes. Sticksene virker en kende lavere end på standard-controlleren, for eksempel. Men ABXY-knapperne er måske den største umiddelbare forskel.

Hvor disse knapper på den almindelige controller kan føles tunge og nærmest giver et hult dunk, når man trykker dem ned, så er oplevelsen på Wildcat helt anderledes. Kontakterne under disse knapper minder mere om dem, man finder i en mus, og laver en lignende kliklyd. Umiddelbart virker det som et sært designvalg, men man opdager hurtigt at der skal minimal kraft til at trykke dem i bund, og de skal heller ikke bevæge sig særlig langt før kontakten aktiveres.

Med andre ord kan man trykke hurtigt på dem. Virkelig, virkelig hurtigt. Det gør dem suverænt velegnede til buttonmashing, hvilket måske lyder som et skældsord, men bestemt ikke er ment sådan. Hurtige og responsive kontakter, ja tak.

Noget lignende kan siges om de to bumper-knapper. Kontakttypen her er mere traditionel, men igen gælder det at man skal bruge færre kræfter på at trykke dem ned, og de skal ikke bevæge sig så langt. Jeg har aldrig været udpræget vild med Xbox One-controllerens bumper-knapper, men Wildcat er en klar forbedring på det punkt.

Det er dog på controllerens bagside at man finder den væsentligste nyhed. Her sidder to knapper til de fingre, man normalt ikke bruger til andet end at holde controlleren med. Som standard gør de ingenting, men kan frit bindes til enhver anden knap på controlleren, herunder dem på det PlayStation-agtige d-pad.

Altså kan du betjene fx A- og B-knapperne uden at skulle fjerne tommelfingeren fra højre thumbstick. I nogle spil har det næppe den store betydning, men i for eksempel Call of Duty er det guld værd at kunne hoppe og dreje samtidigt - især i de senere spil som Advanced Warfare og Black Ops 3, der har indført double jumps, wall climbing og lignende.

Knapperne kan afmonteres, hvis man ikke vil bruge dem (det nødvendige værktøj følger med), men jeg kan ikke se hvorfor man skulle gøre det. De er klart den fedeste funktion ved hele controlleren.

Udover de to knapper på undersiden er her også to nye skulderknapper, der kan nås med pegefingrene. Som deres fætre på undersiden kan disse også bindes frit til enhver anden knap på controlleren. Måden, det fungerer på, er let og intuitiv, og kan gøres uden brug af ekstra software eller andre dikkedarer. Der er tilmed mulighed for at sætte to forskellige profiler op, så man kan have forskellige knapopsætninger til forskellige spil (eller brugere, hvis man er to om samme controller).

Wildcat har også indbygget headset-adapter, så du kan sætte ethvert headset med lyd og mikrofon i samme stik direkte i controlleren - ganske som man kan med den almindelige PS4-controller. Her er også mute-knap til mikrofonen, og mulighed for at justere både lydstyrke og forholdet mellem chat- og spillyd.

En anden fin funktion er muligheden for at reducere den afstand, de to aftrækker-knapper kan bevæge sig. Det betyder at man kun skal rykke dem få millimeter, inden man er i bund. I bilspil er det komplet ubrugeligt, men i skydespil som, igen, Call of Duty er det igen særdeles praktisk. Mange skydespil registrerer nemlig ens tryk med det samme, og med den kortere afstand betyder det at man lettere kan tap'e aftrækkerne. Og bruger man et halvautomatisk våben i sit spil, så gør den slags en stor og ret positiv forskel. Der var folk, der borede skruer ind i trigger-knapperne på deres Xbox 360-controllere i gamle dage for at få samme effekt.

Alt den almindelige funktionalitet fra Xbox One-controlleren er bevaret, herunder individuel rumble-funktion i de tro aftrækkere. Den virker også upåklageligt med PC, hvor jeg blandt andet har testet den med Forza 6: Apex. Det er stadig fedt at kunne mærke når det ene - og kun det ene - forhjul trækker gennem en vandpyt, for eksempel. Dog kan man ikke få lyd gennem controlleren på PC, men det er eneste mangel i forhold på Xbox.

Endeligt har Razer inkluderet nogle gummipads, man kan klæbe på controlleren for at få ekstra greb. Jeg har ikke selv brugt dem, da den ligger udmærket i min hånd, men det er fint tænkt. Hele molevitten kommer i en fin lille bæreæske med lynlås, der huser både controller, kabler og den lille skuretrækker til at afmontere knapperne på undersiden med.

Så altså, hvad kan Xbox One Elite-controlleren som Wildcat ikke kan? For det første kan man ikke udskifte d-pad og sticks på Wildcat, hvilket man kan på Elite. For det andet er Elite trådløs, mens Wildcat kræver kabel. Til gengæld er Wildcat væsentligt lettere end Elite - og den er tilmed et par gram lettere end den almindelige Xbox One-controller. Taget i betragtning hvor meget ekstra funktionalitet man får her, så er det ret imponerende.

Wildcat er altså en fremragende controller. Faktisk er den klart den bedste controller fra tredjepart, jeg endnu har prøvet, og jeg kommer til at bruge den i mange timer fremover.

09 Gamereactor Danmark
9 / 10