Razer Ornata
Razer har måske det vindende bud i krigen om membran- eller mekaniske taster.
Der er over det sidste års tid blivet enormt populært med tastaturer med hybridtaster, hvor tasterne hverken er mekaniske eller membranbaseret. I Razers verden er dette koncept kaldet mecha-membrane - altså et sted midt i mellem.
Hele pointen er at man får den taktile feedback fra mekaniske taster kombineret med den behagelige overflade og den mere bløde, absorberende modstand fra den klassiske membrantast.
Så lad os starte med det essentielle, Mecha-Membrane tasterne. Det man dybest set "bare" har gjort er at tage en af Razers eksisterende mekaniske kontakter, og så smidt en blød lavprofil mid-heigh membrantast på. Tastetrykkene er derfor ikke så dybe, og tasten vender hurtigt tilbage til sit udgangspunkt, hvilket gør at tastaturet føles særdeles hurtigt, især når man skriver på det. Og så klikker det. Ikke voldsomt, ikke hård som når plast møder hård plast, men den "rene" lyd af en mekanisk kontakt der presses i bund, og det er en enorm befrielse sammenlignet med den normale mekaniske lyd, der ikke er kontakten under tasten, men tasten selv der slår i bund, og rammer selve keyboardets chassis. Det giver en helt ny dimension af tastelyd, og om end at den ikke er lige så høj som to stykker hård ABS-plast der slår mod hinanden, så klikker den. Næsten uanset hvad du laver, så lyder det som om at du taster for livet, og aldrig har lavet andet. Det er så undtagen mellemrumstaten, for der har man af en eller anden grund valgt ikke at montere en klik-lyds-fremkalder.

Piller man tasterne af vil man dog hurtigt se at det ikke er en "rigtig" mekanisk tast, der er ikke nogen kontakt under selve tasten, og der er ikke nogen fjeder, men derimod en stor gennemsigtig gummiklump der absorberer tastetrykket. Kontaktdelen sidder i stedet på siden af tasten, så der er i sandhed tale om en hybrid. Der er ganske vist ikke samme taktile feedback ved attuneringspunktet som ved et rigtigt mekanisk keyboard, men sammenholdt med et BlackWidow V2 med Razers egne grønne taster (der nogenlunde svare til Cherry MX Blue, om end at denne har 0.4mm længere vandring, men derved også er længere tid om at nå sin 0-position), så forstår man godt hvor Razer vil hen med deres hybrid, og de kommer tæt på.
<newpage>
Selve kroppen på tastaturet er i en afart hård plast, shinet op så det ligner aluminium. Chroma-suffixet ved vi allesammen godt hvad betyder - så er der diskolys for alle pengene i stort set alle former og farver der findes. Der er naturligvis anti-ghosting og macro-muligheder, samt mulighed for at tilpasse funktionerne, og Razers Synapse-suite er stadig nem og ligetil i brug. På undersiden er der kabelkanaler til ledningen, men vigtigst af alt, der er en håndledsstøtte.
Mange spil har efterhånden særligt tilpassede lysshows, og har man først prøvet det, så elsker man det. Det giver altså det sidste kick når hele rummet lyser op i rødt og blåt under en politijagt i Mafia III. Man kan også bare vælge at slå det helt fra, og det har jeg 99% af tiden, men det er rart at have muligheden.
I modsætning til en eller anden form for mekanisk låsefunktion, så har en ingeniør hos Razer fået den geniale ide at lave en aftagelig håndledsstøtte der sidder fast - med magnet. Det virker fantastisk godt, for den sidder godt fast, og takket være gummipuderne på undersiden af både tastatur og håndledsstøtte rykker det sig ikke, men man kan uden problemer skille tingene af.

Selve håndledsstøtten er bestykket med seks store gummifødder, så den går ingen vegne. Men bedst af alt er det en naturlig forlængelse af keyboardet, der dog stadig ikke skråner alt for meget. Den er blød, men magneterne måtte gerne have været så stærke at man kan løfte hele keyboardet i ét hug (det kan man med Black Widow V2), det gør rengøring nemmere.
Og så til prisen. For hele denne enorme omgang skal du betale: 675,-. Det er faktisk ikke bare rimeligt, det er næsten billigt. Vi har før været efter Razer med deres priser, så der skal også være plads til skulderklap når man bliver rigtigt aggressiv i sin prissætning.
For dem der gerne vil have et keyboard der er lidt mere behageligt at skrive på end et mekanisk keyboard, men samtidigt også have den lynhurtige reaktion og feedback fra et gamingtastatur er det her det bedste bud vi har prøvet indtil videre. At der så følger en rigtigt god håndledsstøtte med, og det hele kommer til en spiselig pris trækker også voldsomt op.
Vi lander på et klokkeklart 9-tal, og en eller anden pris som vi ikke har for at give mest muligt for pengene inden for kategorien.
Gamereactor Danmark