Gamereactor

Gamereactor
Hardware
Razer Barracuda Pro

Razer Barracuda Pro

Razer går efter at dominere hverdagen med et nyt headset.

Razer har i en længere periode aktivt forsøgt at bryde lidt ud fra den lettere stramme gaming-ramme, og tilbyde produkter der enten helt og holdent appellerer til livet uden for spillehulen, eller om ikke andet agere hybrid imellem de to stadier.

Barracuda Pro, som endelig ikke må forveksles med det mere direkte gaming-orienterede Barracuda X, er netop sådan et produkt. Her er ingen DAC til din PC, eller aftagelig unidirektionel boomer-mikrofon. Nej, Barracuda Pro er en sand alt-i-ener, et headset du har med i S-toget, for så at flyve direkte hjem foran skærmen, hvor alle de nødvendige features sikrer en stærk gaming-oplevelse også.

Så lad os lige skitsere; du tager afsted om morgenen, tænder dit Barracuda Pro, der finder din telefon, og så, takket være store rummelige kopper og lang batterilevetid på 40 timer, så er der ingen kvaler. Du får et lækkert, men gigantisk, etui med også, og netop fordi har valgt integrerede mikrofoner, så er er headsettet diskret. Ud og hjem igen, og idet du rammer Smart Switch-knappen fanger den sin 2.4GHz dongle i PC'en, eller i en PS5, og bum, så er du i gang.

Det er sådan Razer ønsker at du bruger dit Barracuda Pro, og der er virkelig heller ikke meget galt faktisk. Først og fremmest er det stort, men ikke for stort, stilet men ikke anonymt, lidt ligesom Sonys WH-serie. For mit eget vedkommende er de komfortable, og der er rigeligt med memory foam på kopperne, men jeg synes nu personligt stadig at der er problemer med toppen. Jo, den er beklædt også, men den trykkende fornemmelse, der giver smerter efter en lille times brug, er der stadig. Dog er det en ret central anke jeg har rettet imod konkurrerende headsets også, og kolleger har ikke følt det samme, så måske er det mig.

Forbindelsen er bundsolid, og det dusin gange der er blevet skiftet imellem Bluetooth og Razer HyperSpeed Wireless har været totalt gnidningsfri. Desuden kan man virkelig, som i virkelig mærke styrke fra Razers TriForce Bio-Cellulose 50 millimeter drivere, det er en platform de lancerede for en del år tilbage, og blandt andet via BlackShark V2 er vi gang på gang blevet imponerede.

Der er også andre teknologier, såsom såkaldt "Hybrid Active Noise Cancellation", som ikke rigtig er noget nyt, men bare betyder at der både er feedforward og feedback, det er både støjen ind i koppen, og udenfor, der elimineres, og det virker faktisk ganske glimrende. Der er også THX Achromatic Audio Amplifier (wow, det er mange navne efterhånden), som reducerer støj i lydbilledet, og giver en slags opskalering af kilden.

Det er alt sammen fancy shmansy marketingssnak for at Barracuda Pro lyder overraskende habil, selv for en mere audiofil bruger, og ved at droppe hele 3D-teknologien for en stund opnår Razer her et lydbillede der er langt mere tilfredsstillende, langt mere af tiden.

Mikrofonerne, de to af dem der sidder i hver kop, er beamforming, og har fungeret relativt fint under testen. Nej, de er ikke helt lige så gode som ovre på B&O Portal i forhold det selektive og elimineringen af udefrakommende støj, Til gengæld er der en sej mute toggle med, som er del mere tilfredsstillende at bruge.

Razers Audio-app har også fået et ansigtsløft, og tilbyder 10 niveauer af ANC, og et hav af EQ-indstillinger. Du kan også slå en low-latency game mode til, som gør det en del lettere at opnå bedre respons.

For 2099 kroner, så er det virkelig ikke særlig tosset, det er jeg nødt til at sige. Du betaler omtrent 150 kroner mindre end Sonys WH-1000XM4, et headset der er to år gammelt, og som ikke har mulighed for aktivt at skifte imellem Bluetooth og en dongle, og sammenligner du mere tæt med andre gaming-konkurrenter, så er der altså ikke rigtig andre der kommer tæt på samme funktionalitet til prisen.

Ja, jeg bliver nødt til at sige, igen, at Barracuda Pro gav mig smerter i toppen af hovedet, så du bør lige checke dem ud inden du smider pengene på disken. Men hvis de passer? Så er det altså noget af en handel, ingen tvivl om det.

09 Gamereactor Danmark
9 / 10