Rayman Revolution
Rayman Revolution er et af de bedste platformspil meget længe. Kombination af god grafik og lyd med usædvanelig velfungerende kontrol gør spillet til et sikkert hit for de mindste.
Hurra! Han er tilbage!
For de af jer som ikke kender Rayman, kan det fortælles at han dukkede op for første gang for et par år siden i spillet Rayman til PlayStation. Siden da har han været hovedpersonen på både Game Boy og Dreamcast.
Simpel men god historie
Spillet handler som sagt om helten Rayman, som i spillets intro sidder tilfangetaget og helt uden sine utrolige kræfter. En stemme fortæller ham at hans verden er i fare, og pludselig kastes Raymans bedste ven Globox ind i cellen. Rayman opgiver håbet om at slippe fri, netop som Globox hiver en blåligt lysende ting frem fra sin enorme kæft. I et lysglimt flyver genstanden imod Rayman og giver ham fornyede kræfter.
Med sine nyfundne kræfter slår Rayman døren i stykker og ud flyver de to venner. Under flugten kommer de dog væk fra hinanden og Rayman fortsætter alene hjemad. Da han når hjem, finder han ud af at piraterne har kidnappet Globox og feen Ly. Nu skal Rayman redde sine venner, så de kan assistere ham i kampen mod piraterne. Den første på listen er feen Ly, da hun er den eneste som kan give Rayman sin tabte kraft tilbage.
Bedre end konkurrenterne
Spillet går, som så mange andre spil i genren, ud på at samle ting og sager. Her skal man samle de såkaldte Lumns, som findes i rød, blå og gul. De røde giver livsenergi tilbage, de blå skal feen bruge for at kunne give dig din kraft tilbage og de gule skal samles for at komme til nye verdener.
Derudover går det ud på at undvige og/eller eliminere de fjender som står i vejen, med de energikugler som Rayman kan kaste med, samt at løse små puzzles. Rayman har også fået en mængde nye evner, så han kan komme igennem de steder som tidligere var ufremkommelige. Den første evne gør at han kan svinge sig i ringe, ved at skyde på dem - noget som viser sig at være svært, men effektivt.
Servo-styring
At styre den arm- og benløse helt (der findes intet imellem krop og hænder og krop og fødder) er den rene barnemad, og det er noget af det som gør Rayman Revolution så sjovt at spille. Andre spil i genren, for eksempel Spyro The Dragon, fejler netop på den dårlige kontrol.
Øjeguf
Har du nogensinde set en tegnefilm, så er der intet nyt her, for Rayman er et 3D-spil, som stilmæssigt tangerer udseendet på en rigtig tegnefilm. Alle figurerne og de omgivende miljøer er utroligt flotte. Det er ren regnbue-harmoni at styre den velanimerede Rayman igennem de flotte og farvestrålende baner. Lyden er selvfølgelig også vigtigt og den er både kær og mystisk på en og samme tid. Atmosfæren, som allerede var god i de tidligere spil, når nu sit nirvana. Lydeffekterne er tilpas 'nuttede' og al tale er både med som lyd og som tekst.
Klart et køb værd
Rayman Revolution er et af de bedste platformspil meget længe, ja faktisk siden Super Mario 64 til Nintendo 64. En kombination af god grafik og lyd med usædvanelig velfungerende kontrol og store harmoniske verdener gør, at det næsten ikke bliver bedre. Kan du lide denne type spil, så kan jeg garantere at Rayman Revolution rammer plet. Løb, gå eller kør ned og køb det så snart du kan!
Gamereactor Danmark