Rayman M

Der er dem, der mener, at vittigheder i virkeligheden kan inddeles i ganske få kategorier: Svigermorvitser, ’manden på en øde ø’-vitser osv. På samme kan man i et syrligt øjeblik beskylde spilproducenterne for at have alt for lidt fantasi, når det gælder udvikling af nye genrer, nyt gameplay i velkendte genrer og ikke mindst nye spilfigurer. Samtidig er der dog noget helt specielt ved en genkendelsens glæde, ved at få et nyt spil i hånden - fra et univers, man kender ud og ind.

Rayman M fra franske UbiSoft hører til denne slags spil. Universet er kendt, hovedpersonen er den samme lemmedasker af ubestemmelig race - og humoren synes ikke mindst at være intakt fra de tidligere spil.

Rayman - ikke bare for dig
Du skal ikke tænke så meget over historien - for der er ingen! Det hele handler i bund og grund om at komme først over målstregen i Race Mode, eller at få samlet modstanderens orbs - sfærer eller strålende kugler - i Shooter Mode. Men tro ikke, at Rayman M er énsformigt af den grund.

Race Mode foregår til fods - på 12 nydeligt tegnede baner. De detaljerede baggrunde går op i en højere og grinagtig enhed med de ledeløse og karikerede spilfigurer, når de løber, vralter og krabber sig igennem banerne. For dig som spiller handler det selvfølgelig i første række om hastighed, men i høj grad også om at finde de genveje og alternative ruter, som skal til for at gi’ dig et fortrin frem for modstanderne.

Race Mode er desuden opdelt i 3 underkategorier: Det ’rene’ race, hvor man skal slutte som nr. 1, lum mode, hvor man skal samle flest sfærer, og til sidst target mode, som på dansk må betegnes som tidskørsel.

Først når du kommer først over målstregen, bliver der åbnet for nye baner, hvilket selvfølgelig kan være lidt frustrerende, hvis man hænger fast og ikke kan komme helt til tops. Til gengæld tilpasser den kunstige intelligens de konsolstyrede figurers fart og handlinger til din spillestil. På den måde skulle selv en nybegynder udi både Rayman-universet og i konsolspil i det hele taget, kunne få en god spilleoplevelse.

Det samme gælder Shooter Mode, der er henlagt til et åbent landskab eller spilareal. Spilfigurerne slæber rundt på orbs - sfærer, og for modstanderen gælder det om at skyde - og selvfølgelig at ramme, så de taber disse orbs. For de indsamlede orbs kan man købe adgang til nye levels, nye skins, nye figurer og til særlige bonus modes.

Alle figurerne råder over de samme våben og egenskaber i øvrigt, så der er ikke umiddelbart særlige fordele for nogle spilfigurer frem for andre i spillet. Det betyder, at alle figurerne, både gamle og nytilkomne, kan springe, glide, skyde, trille og flyve - ved hjælp af roterende ører! Det er således kun figurernes fysik, der giver variation i deres udfoldelser og bevægelser.

Undervejs i begge modes gælder det ikke mindst om at undgå fælder eller at aktivere kontakter, så der bliver åbnet for nye genveje. Samtidig er konkurrencemomentet så politisk korrekt, at det f.eks. i Race Mode ikke gælder om at køre modstanderne af banen, men blot om selv at komme først over målstregen. Det kan dog forekomme, at man kan aktivere en kontakt, så man kan åbne en dør, gå igennem - og omgående smække den i efter sig, så modstanderne bliver forsinket.

Hurtig og flydende grafik
Det visuelle udtryk er præget af drabelige, let fortegnede perspektiver, som af gode grunde er båret af en tegnefilms karikerede udtryk. Det grundlæggende level-design går igen fra Rayman 2, ikke mindst fordi det nye spil er baseret på samme ’game engine’. Det er således kun de enkelte strukturer og lydbiblioteker, der er blevet justeret og finpudset, hvorfor UbiSoft da også understreger, at Rayman M på ingen måde kan betragtes som en ’Rayman 3’.

Animationen af spilfigurerne udtrykker både bevægelse og kropssprog, hvad enten det er Rayman, der er banket flad som en pandekage med Fedtmule-fødder - eller figuren Globox, der kan puste sig op og lukke luften ud igen. Frame rate, der afhænger af, hvor mange spillere, der er stimlet sammen foran skærmen, svinger fra 30 i sekundet - ved 4 spillere - helt op til 60 i sekundet, når man spiller Single Player. Samtidig er spilfigurerne animeret med mellem op til 500 polygoner, så deres flow i bevægelserne og ikke mindst ansigtsudtrykkene nærmest er på højde med de bedste Disney-tegnefilm.

Dertil kommer, at et 64-spors tredimensionelt lydbillede både samler den desværre enerverende baggrundsmusik, lyde fra omgivelserne samt ikke mindst figurernes grynten, nynnen og udbrud af irritation, når de falder eller bliver blokeret på deres vej.

For PlayStation 2-spillerne skal spillet opleves foran fjernsynsskærmen, mens man i PC-udgaven vil have mulighed for at spille Rayman M - via internet.

Har man en svaghed for platformsspil - og for det fjollede Rayman-univers, så er Rayman M et must på din PlayStation 2. Det største udbytte får man dog selvfølgelig først, når man er flere samlet om skærmen. For spillets udvikling i både Race og Shooter Mode er så tydeligt beregnet på at være flere, der hopper i stolene og bliver højrøstede foran skærmen. Single Player-spillere kan selvfølgelig også få noget ud af Rayman M, men det varer ikke længe, før man ringer til vennerne og be’r dem om komme forbi - med deres controller og multitap.

---

Du kan købe spillet i GameReactor Shop.