Ratchet: Deadlocked

Ratchet & Clank serien har, hvor meget platformselementerne end har betydet, altid handlet om store, abnorme våben, der kunne rive højhuse fra hinanden eller forvandle fjender til får. Denne rå action med et godt stænk humor viste sig hurtigt at være en succesfuld cocktail, som Insomniac Games de seneste år har høstet uendelig meget ros for. I et nyt og dristigt forsøg på at ændre tilværelsen endnu engang er den amerikanske udvikler nu ved at lægge sidste hånd på Ratchet: Deadlocked, som på alle fronter er et mere seriøst og actionpræget spil - og det lægges der bestemt ikke skjul på. Jeg blev inviteret til Sonys hovedkvarter i London, for at se nærmere på herlighederne, og her stod det hurtigt klart, at Deadlocked ville blive et ret andet spil end sine forgængere. Nu var det så udviklerens job at overbevise mig om, at det også er en god idé.

I Ratchet: Deadlocked er vores lille pelsklædte rotte blevet kidnappet af den ondskabsfulde mediegigant Gleeman Vox, der styrer Vox Media-emperiet og altid er på udkig efter nye seere. I Ratchets tilfælde skal han være en del af det livsfarlige underholdningsprogram DreadZone, hvor han må kæmpe sig igennem utallige arenaer og overleve massive robotangreb en masse. Der er blot en hage ved skidtet; hvis han ikke underholder seerne eller overholder reglerne, bliver han sprængt i luften. Bestemt ingen behagelig situation, men heldigvis har Ratchet sin lille robotmakker Clank med hele vejen, der konstant udstyrer ham med nye våben og modifikationer og guider ham igennem de enorme arenaer.

Tonen i Deadlocked er langt mere seriøs end de tidligere spil i serien, hvilket allerede viser sig ved første øjekast. Den noget mørkere grafik sætter sine tydelige præg på omgivelserne og de runde, nuttede bygninger og andet sukkersødt stads er udskiftet med en langt mere struktureret og kantet arkitektur. Væk er også enhver form for platformselementer; spillet er bygget fuldstændigt op omkring DreadZone-turneringen, hvor man fortsætter videre i spillet ved at indsamle point gennem forskellige missioner. Hvis det på nogen måde minder dig om Unreal Tournament-serien, så er du absolut ikke på afveje, og inspirationen afspejler sig også til en vis grad i missionerne.

Hver arena vil indeholde én overordnet kampagnemission, der er inddelt i mindst fire sektioner, som i de fleste tilfælde vil være at hacke døre, dreje på en skrue for at aktivere en maskine eller lignende. Når denne mission er gennemført kan man efterfølgende gå løs på de mange bonusmissioner. Selvom Insomniac fortalte om store, åbne baner var vores indtryk af de tre arenaer, som vi fik mulighed for at prøve, at de ikke besad total frihed, men mere en klassisk fremgangsmåde, hvor man gennem døråbninger kommer videre gennem banen. Forhåbentlig vil dette kun være tilfældet, når kampagnemissionen endnu ikke er gennemført.

Som påpeget har Ratchets arsenal altid været en af de vigtigste og mest fascinerende dele af serien, og Insomniac er absolut ikke løbet tør for gode ideer i denne omgang. For første gang nogensinde får vi nu lov til selv at ændre våbnene i det nye MOD-system, som kan opgradere basale funktioner som skade og ammunition, eller tilføre nye funktioner som napalm. Alle disse opgraderinger kan påføres i kombination med hinanden, hvilket udvider arsenalet af de ti standardvåben til at omfatte mange hundrede.

Hvis de håndholdte kuglespyttere ikke er nok til at tilfredsstille den drabshungrende spiller, så har man også valgt at smide fire nye fartøjer ind i blandingen. Karakteristisk for disse såvel som resten af spillet er, at de kan bemandes af mere end én person. I normal singleplayer vil dine AI-styrede kamprobotter udføre dette arbejde for dig, men takket være den nye co-op del kan du også gennemføre hele kampagnen med en ven ved roret. Er én ikke nok, så har Insomniac naturligt valgt at udvide på online-området, som de succesfuldt introducerede med Ratchet & Clank 3. Her vil alle banerne fra singleplayer være tilgængelige, både i fulde og komprimerede udgaver. Men selvom vi ikke fik uddybende detaljer omkring multiplayerdelen, så blev vi fortalt om den såkaldte Conquest-mode, hvor man i hold skal overtage punkter i banen.

Desværre virkede Ratchet: Deadlocked ikke helt som den intense og medrivende oplevelse, som man kunne forvente. Da vi spurgte Insomniac om hvorvidt man kunne få for meget action i et spil, svarede de med et klart nej: så længe man har en indflydelse på omgivelserne og er en del af verden, er det tilsyneladende ikke et problem. Ikke desto mindre begyndte spillet hurtigt at blive ensformigt og den såkaldte indflydelse udeblev faktisk helt. Selvom vi ikke fik mulighed for hverken at stifte bekendtskab med turneringssystemet eller onlinedelen, så virkede spillet i det store og hele som en fremmedgørelse overfor de tidligere spil - den mere seriøse grafik og det faktum, at Ratchet er beklædt med en robot-lignende rustning, giver en anderledes og lidt ubehagelig smag i munden. Dette betyder naturligvis ikke at Ratchet: Deadlocked bliver et dårligt, men blot et meget anderledes spil. Det vil vise sig om Insomniac faktisk har været i stand til at bevare spillets grundessens og personlighed i historien, men jeg sætter nu mere min lid til onlinedelen, hvor der utvivlsomt er potentiale til nervepirrende og eksplosive kampe.