Rare Replay

En pakke fra udgiveren Microsoft Studios og udvikleren Rare, med 30 episke klassikere fra udviklerens enorme bagkatalog, er nu landet, eksklusivt til Xbox One. Anledningen er Microsoft's 30 års jubilæum i samarbejde med Rare, og derfor er der naturligvis 30 klassiske spil i pakken. Pakken, som jeg vil kalde for "skattekisten", indeholder spil helt fra de spæde 80'ere, hvor 2D-arkade var det vildeste, og frem til år 2005 på Xbox 360. Nu er jeg efterhånden ikke så ung længere, og jeg kan faktisk huske de fleste af disse spil. Nu er jeg klar til at anmelde denne gigantiske samling, så tag med på en følelsesladet tidsrejse gennem årtierne.

"Værsgo!" - lyder det fra chefen, og koderne til en pakke med 30 spil dumper ind på mailen. "Ordentlig mundfuld", tænker jeg. Hvordan skærer man lige i sådan en opgave? Jeg begynder installationen på min Xbox One, og får hurtig beskeden: "ryd plads på din harddisk", da der skal bruges 50 GB for fuld installation. Så her sidder jeg så, og sletter min harddisk med de nyeste spil, for at installere spil fra en fjern glemt tid - lidt antiklimatisk. Nå, spillene er downloadet, og efter en underholdende {Rare Replay}-intro, hopper jeg på det første spil som byder sig. Jeg behøver vist ikke at pointere, at der er rigtig mange timers spil i {Rare Replay}, så her kommer et udpluk af mine oplevelser.

80'erne:

Jetpac udkom i 1983, og her styrer du Jetman rundt på din 2D-platform, og skyder horder af aliens. Se dét vækker minder fra ungdommen, og den lokale grillbar, hvor alle arkademaskinerne stod samlet. Pludselig fik jeg lyst til en bakke pomfritter og en 7Up, og stod klar med mine surt opsparede mønter, som jeg havde tjent som flaskedreng ved købmanden. Med den flashback-følelse i kroppen, spiller jeg videre og videre. Jeg dør et par gange, men der er ingen grund til at rive muldvarpen frem, for her trykker man bare på "fortsæt", og så er Jetman på vingerne igen! Grafikken er en del skarpere end fra grillbar-tiden, men dette er der råd for. Ét tryk på højre styrepind (HS), og din skærm bliver grumset, og får runde kanter som en rigtig arkadeskærm. Fed retrodetalje. Jeg hopper nemt ud af Jetpac, og unlocker derefter en "milestone", efter jeg har gennemført forskellige udfordringer. Sådan fortsætter timerne for mig, og den ene arkadeklassikker fortryller mig efter anden.

90'erne:

Da jeg ankommer til 90'erne, begynder man at kunne se en udvikling i spillenes design og udtryk. Det er stadig arkadespil der er på dagsordenen, men grafisk er det flottere, og nu bliver der brugt mere end én knap på controlleren. Jeg husker især R.C. PRO-AM 2 (1992) som meget underholdende, og Killer instinct Gold (1996) i bedste street fighter-stil. Dog findes der ingen 1990'ere uden {Banjo-Kazooie}, og i 1998 så de to sjove karakterer dagens lys for første gang. Det skulle vise sig at blive en succes-serie, og med god grund. Spillene er stadig lige så solide, når man starter dem i {Rare Replay}.

Et andet spil som fik et positivt gensyn fra min side, er Blast Corps fra 1997. Missionen er simpel: Ryd vejen for en atomvåben-transport, som naturligvis skal køre igennem en masse små landsbyer. Hvad gør man så? Ja, man smadrer bare alt på sin vej med sin bulldozer. Spillet er action-fyldt, men sætter også krav til de små grå, i form af puslespil undervejs. Igen er grafikken og selve mekanikkerne virkelig godt skruet sammen, og det fanger ens opmærksomhed lige med det samme. Sådan et "ødelæg alt"-spil kommer selvfølgelig med et fedt soundtrack, og det er også tilfældet her.

2000:

00'erne begynder med et brag, da vi ligger hårdt ud med {Perfect Dark} fra 2000. For jer der ikke kender eller husker spillet, snakker vi stealth-FPS som foregår i fremtiden, år 2023 for at være præcis. Man spiller som hemmelig agent Joanna Dark, som alene skal bekæmpe DataDyne Corporation rundt i hele verden. Ved nærmere eftersyn på dette spil, er det tydeligt hvor flot spillet var dengang i 2000. Det er i dag på ingen måder grimt - selvfølgelig er der forskel fra dengang til i dag, men der er bare et eller andet, der bare fungerer som smurt. Styremåden, dybden i spillet og banerne virker stadig den dag i dag. I år 2000 begynder de gode successpil at modtage efterfølgere, og selvfølgelig er både {Banjo-Tooie} og Perfeckt Dark ZERO med her.

Jeg vil også gerne fremhæve {Grabbed by the Ghoulies}, som faktisk er et nyt spil for mig, på trods af at udgivelsen er fra 2003. Spillet handler om den unge dreng Cooper, som på en vandretur sørger ly i huset Ghoulhaven Hall. Her bliver Coopers veninde kidnappet, og jagten for at befri hende, i et hus fyldt med monstre, går i gang. Alle mellemscener bliver vist som én stor historiefortælling visuelt i en bog, som der bliver læst op af side for side. Det fungerer ret godt for mig, og selve spillet er fyldt med underholdende uhygge og god humor. Spillet er langt foran sin tid, med flot grafik og gode puslespil. Man kan samle alle mulige genstande op, og bruge dem som våben, imod de meget fantasifulde monstre. Alle slag styres med højre styrepind, og man peger blot i den retning man vil angribe, og så Cooper finder selv ud af, om der skal sparkes eller slås. Det er en simpel styremåde, men overraskende nem og effektiv. Tag kampen op mod den dristige Baron von Ghoul, for der venter flere timers underholdning, blot med denne ene titel.

Spillene er vidunderlige, og det har vi vidst fra starten af, så spørgsmålet må derfor være: hvordan administrerer {Rare Replay} sine mange spiloplevelser på en overskuelig måde? Ude i menuen kan man vælge imellem tre foldere. I denne spillefolder man kan bladre frem og tilbage imellem spil som man vil, imellem årstal eller A-Z. Man skal ikke låse en masse op, før man kan spille alle spil, så der er frit valg fra begyndelsen. Folder nummer to hedder Rare Revealed, som omhandler Showcases og videoer hvor man kan se og møde nogle af de mange personer, som har været involveret i en del af de spil, som er med i pakken. Folder tre, "Snapshots Gallery", er et kæmpe challenge-område, hvor du skal samle forskellige frimærker i alle spil. Hvert spil har 5 forskellige ekstra udfordringer, og denne folder giver hele pakken lidt ekstra liv, og gør det mere udfordrende. Der venter dig over 10.000 gamerscore, og 700 timers gameplay. De gamle kendte snydekoder eksisterer endda stadig, men der er samtidig nye koder at finde i denne 30 års jubilæumsskattekiste. Alle spillene fungerer fantastisk med Xbox One-controlleren, og hele oplevelsen fungerer bare generelt rigtig godt. Reaktionenerne er hurtige, og knapperne ligger lige som de skal. Man skulle tro, at det aldrig havde været anderledes.

Hele {Rare Replay} pakken er gennemført, og er et herligt gensyn med fortiden. Der er lavet gode innovative ændringer, såsom den ændrede styring til Xbox One-controlleren, som matcher nutiden bedre. Så er det hele bare perfekt? Nej, desværre. Udfordringen begynder for mig i begyndelsen af 2000. Ja, spillene begynder at ligne noget vi kender fra nutiden, men en træls tendens går igen og igen. Næsten alle spil fra denne årgang har uendeligt lange dialogscener, og flere har slet ikke lyd-dialog, men kun tekst. De trækker virkelig ud i langdrag, og det er ikke alle der kan springes over. Jeg holder normalt af disse filmiske sekvenser, men dette var for meget, og blev et irritationsmoment. Desuden spiller samlingen utrolig meget på nostalgien, på at spilleren i forvejen har kendskab til titlernes klassisker-status, og derfor er spørgsmålet, om alle synes at dette bare er super fed retro-stil med 80'er arkadespil, hvis man ikke har oplevet det selv da det virkelig var hot? Spillene er så sandelig spændende, og Rare's talent er uomtvisteligt, men om dette skinner igennem for andre typer spillere, end en garvet arkade-veteran som jeg selv, står så sandelig i det uvisse. Samlingen i sig selv er tilgængelig og let at navigere, men ikke alle spillene er designet med tilgængelighed for øje, og derfor er meget af samlingen reserveret for kendere.

Dog skal Microsoft og Rare have stor ros for at smide denne fortidspakke på gaden, og jeg er sikker på, at mange vil få hundredevis af timers spilleglæde ud af denne skattekiste.

Genudgivelser af alle spil, på tværs af genre og udgivelsesår, vil i min verden altid højst opnå en gennemsnitlig karakter. Det vil aldrig kunne måle sig med ny udgivelse. Mit 7-tal skal derfor ses som en strålende karakter, hvis det er nogen trøst, men jeg synes det er en fair karakter.