Gamereactor

Gamereactor
Anmeldelser
Rainbow Six: Covert Ops Essentials

Rainbow 6: Covert Ops Essentials

Red Storm EntertainmentsÆ seneste skud på stammen i Rainbow 6 serien er en kombination af et meget omfattende og oplysende opslagsværk om virkelig meget vedrørende anti-terrorisme.

Red Storm Entertainments´ seneste skud på stammen i Rainbow 6 serien er en kombination af et meget omfattende og oplysende opslagsværk om virkelig meget vedrørende anti-terrorisme samt nye missioner. Men, men, men .... grænsen for at "malke koen" må være nået! Spillet forudsætter ikke, at man har et Rainbow 6 spil i forvejen.

Jeg har altid holdt af Rainbow 6 spillene. De emmer af intensitet og fedt gameplay. Så da posten kom med de 2 cd-rom´er, som udgør Covert Ops, smed jeg fluks den første i mit drev. Nu skulle der spilles - troede jeg da.

På skolebænken - igen
Den første skive er et nærstudium i utroligt mange aspekter indenfor anti-terrorisme. Man kan læse om forskellige anti-terror enheder (SAS, GIGN o.s.v.), historiske terroraktioner, våben, udstyr - you name it. Nogle af tingene ledsages af videosekvenser, men der er alt for få. Desuden kunne jeg godt tænke mig, at man på en eller anden måde havde, visuelt, anskueliggjort, hvordan de forskellige taktikker bedst kunne benyttes, f.eks. ved videosekvenser, hvor man måske kunne have benyttet en modificeret R6-grafikmotor og i bedste ghoststil kunne flyve rundt for at se taktikken benyttet. Men det er nok for meget at kræve.
Som sagt rummer databasen et væld af info, og det kan være svært at danne sig et overblik. Jeg kunne i hvert fald godt bruge et komplet indekseret system, så det var nemt at finde lige netop det, man leder efter. Et andet kritikpunkt er, at hvis man læser noget interessant og gerne vil vide mere, er der ikke nogen links til andre steder i databasen med mere information, man kan klikke på.

I det hele taget er det lidt akavet bygget op. Når jeg leder efter information, forventer jeg et struktureret søgesystem, hvor man let og enkelt kan navigere rundt. Men det virker som om, at man mere har koncentreret sig om det grafiske (som i øvrigt ikke er specielt godt).
Når man har læst det hele, kan man, som en af personerne, vi kender fra R6, tage en eksamen bestående af forskellige deltests for at se, hvor meget man kan huske. Vildt ophidsende...
Forstå mig ret. Ideen er god nok, og man lærer da også en del hen ad vejen, men det er ligesom ikke det, jeg forbinder med Rainbow 6. Og det ER altså svært at snipe en terrorist med en cd-rom!

Kun få nye missioner
Nå, lidt skuffet installerede jeg de nye missioner fra missionsskiven. Ifølge beskrivelsen skulle der være 9 nye missioner, men reelt set er der kun 3. De 6 andre er træningsmissioner, som jeg gennemførte hurtigere, end man kan nå at stave til GameReactor! Der er heller ikke inkluderet nye våben. De 3 reelle singleplayermissioner er til gengæld ret gode. Den første, og sværeste af dem, foregår i den bolivianske jungle, hvor man skal redde nogle gidsler fra den visse død. Banen er rimelig stor og udfordrende. Terroristerne er så godt kamouflerede, at det kan være meget svært at se dem. En bane, hvor det kræver stor tålmodighed. Rusher man, er det lig med den stensikre død. Desuden er den flot lavet. Scenariet for de to andre er en arktisk forskningsstation samt en missil silo.

Udseendemæssigt er der ikke sket så meget at sige. R6-grafikmotoren er overhovedet ikke blevet forbedret, og så vidt jeg ved, er det også sidste gang, at motoren, som den er nu, vil blive benyttet. Dermed ikke sagt, at R6-sagaen er slut. Langt fra.

For lidt for pengene
Er man R6 fan og tror, at Covert Ops Essentials er fuld af nye missioner og nye våben, så lad være med at købe det. Det er ikke det værd. Vil man gerne fordybe sig i alskens anti-terrorinfo, og tage en eksamen (som ikke giver adgang til SAS), så køb det. Jeg personligt har allerede lagt det op på hylden.

07 Gamereactor Danmark
7 / 10
+
Omfattende database med masser af info.
-
For lidt spil for pengene.