Raging Blades

Tag en håndfuld fantasy-helte. Der skal være en kriger, en troldmand, og gerne én eller anden form for kvindelig figur. Placér disse figurer på et skummelt slot, der er befolket med rigelige mængder af monstre og udstyr nu dine helte med et passende arsenal til at kæmpe dig vej forbi disse monstre. Det er ganske enkelt essensen i Raging Blades, der efter udgivelse på det europæiske spilmarked er parat til at hjemsøge din PS2.

Atranart-kontinentet har med guddommelig hjælp udviklet sig til hjemsted for en blomstrende civilisation. Magiske kræfter har gået godt i spænd med forskning og teknologiske fremskridt, så befolkningen har oplevet stor velstand. Med ét er guderne dog forsvundet, og Atranart bliver kastet ud i en ødelæggende krig. Enorme skarer af monstre dukker op, især ved ruiner og forladte bygninger, og det er nu op til spilleren - dig! - at forhindre kontinentets totale undergang. Man mærker allerede under introsekvensen, at der med Raging Blades er tale om en oversat titel. En dyster og dramatisk stemme fortæller baggrundshistorien i spillet - med en tydelig accent og lige så tydelige knaster i oversættelsen. Der melder sig derfor hurtigt en udbredt skepsis over for Raging Blades. Hvor er den gnist, det drive, der driver spillet fremad?

Spilleren kan vælge mellem fire spilbare figurer - krigeren og sværdfægteren Gray Braford, Bud Chamberlain, der har sin styrke i nærkamp, bevæbnet med økse, Raybrandt Lugnal, der kan affyre lyn og ildkugler i syv forskellige retninger samt ikke mindst Kung Fu-mesteren Tina Iblies. Spilfigurernes forskellige våben og egenskaber i øvrigt lægger op til meget forskellige veje igennem spillet, men når alt kommer til alt, er udfordringerne begrænsede og de slag, moves og combos, der er til rådighed for den enkelte figur alt for få til at spillet rummer reel variation.

Raging Blades rummer ni levels, der hver især er delt op i adskillige kampzoner. Spilleren kommer først videre til næste zone, når alle monstre i den aktuelle zone er tilintetgjort. Ved afslutningen af hvert level venter der en Boss, der kræver ekstra kraft, både i form af våben og muskelkraft. Undervejs hjælper det spilleren at få samlet power ups i form af healings eller fire spells, ekstra health osv. Så det er en god ide at smadre tønder, kister og krukker for at se, om de skulle gemme på tiltrængt ny energi. Spillerens præstation i en kampzone bliver vurderet efter antallet af udryddede monstre samt en ’teknisk karakter’, der bl.a. går på om spilleren har anvendt angrebs-combos uden selv at blive såret.

Kampene bliver afviklet på vidt forskellige lokationer, hvor det mest interessante er et landskab, der er indhyldet i en tæt tåge. På den måde er kan monstrene på det nærmeste gennemføre et overraskelsesangreb på spilleren. Derudover må både våbenbrug, bevægelser og lyde karaktiseres som yderst énsformige. Uanset om man gør udfald mod et stort blævrende monster eller en boss med kraftige benskjolde, lyder det som om man slår på en blikdåse. Desuden når man ikke mange kampzoner ind i spillet, før man gaber højlydt over gentagelserne og den noget besynderlige kunstige intelligens i spillet.

Nu er monstre pr. definition nogle ubehagelige væsener, der ikke kender til høflig og korrekt opførsel, men i Raging Blades oplever man ofte, at de monstre, der ikke er direkte involveret i den igangværende kamp pænt venter på at det bliver deres tur. En corny og ikke videre dramatisk spiloplevelse.

Rent visuelt minder Raging Blades om et klassisk side-scrolling action-adventure. Kampzonerne i spillet er dog i et vist omfang designet, så spilleren både bevæger sig til siderne samt ind i og ’ud af’ billedet, men der er langt fra tale om et ’ægte’ 3D-adventure. Faktisk sidder man tilbage med oplevelsen af at sidde med sin gamle Amiga igen.
Raging Blades udmærker sig ved en enkel historie, et enkelt gameplay og et lettilgængeligt kampsystem. Desværre stopper spiloplevelsen også dér.